Velfærdsprofeten

Forskning viser, at når medarbejdere og ledere står med ansvaret for små mennesker, der mistrives, og ikke har mulighed for at hjælpe dem – så mistrives de også selv. Velfærdsprofeten er taget til Bornholm, hvor medarbejdere og ledere i de bornholmske vuggestuer og børnehaver dagligt kæmper for at sikre alle børn en god hverdag. Men det er ikke nemt. Bornholm er præget af mange underretninger og en stram økonomi, som præger dagligdagen.
 
I denne udsendelse fra Velfærdsprofeten på Folkemødet, har vi sat Camilla Finne Holm stævne til en samtale om social ulighed, mistrivsel og moralsk stress i Bornholms dagtilbud. 
 
Camilla er ansat som faglig pædagogisk leder i Bornholms Regionskommune, og så er hun forkvinde for BUPL’s lokale lederforening her på Bornholm.
 
Vi spørger Camilla, hvad hun er mest bekymret for, hvilke sprækker hun får øje som fungerer og hvad det kræver at skabe bæredygtige dagtilbud i fremtiden.

What is Velfærdsprofeten?

Københavns Professionshøjskole vil bidrage til at udvikle svar og viden, som de kommende år vil præge vores velfærdssamfund.
I Velfærdsprofeten undersøger værterne Lotte Andersen og Stine Rahr Bruzelius aktuelle problemstillinger, den gode praksis og de nyeste løsninger på velfærdsområdet.
Det sker som oftest i samtaler med forskere og fagprofessionelle, der brænder for at gøre en forskel gennem deres fag og profession.
Velfærdsprofeten er med andre ord til dig, der ønsker inspiration og input til faglig udvikling på eget fagområde – og til dig, som simpelthen bare er interesseret i velfærd i alle afskygninger.
Du kan høre Velfærdsprofeten, hvor du normalt finder dine podcast og få nyeste opdateringer på Facebook, Instagram og Twitter.