Velfærdsprofeten

{{ show.title }}Trailer Bonus Episode {{ selectedEpisode.number }}
{{ selectedEpisode.title }}
|
{{ selectedEpisode.title }}
By {{ selectedEpisode.author }}
Broadcast by

Det har været et hårdt år, hvor mange velfærdsprofessionelle har skulle omstille deres faglighed til en ny verden fra den ene dag til den anden. Derfor tilbyder vi i år en wellnessjulekalender i form af mental hjernemassage.
Et år med corona har tydeligt vist, at vi har brug for modige, omsorgsfulde, engagerede og dygtige velfærdsprofessionelle, men det har også rejst spørgsmål om faglig identitet, pligt og forventninger.
Vi har inviteret filosof Ulrik Houlind Rasmussen til en samtale om nogen af de dyder, der kobler sig velfærdsprofessionerne i 2020. Lyt med hver søndag i advent, hvor Ulrik bl.a. fortæller om det personlige ansvar, faglige fællesskaber og om hvorfor halshugning er en skidt kur mod hovedpine.
Denne 1. søndag i advent taler vi om omsorg.
Som professionsdyd refererer omsorg til en personlig præget omhu og aktiv interesse for løsningen af udfordringer både i forhold til sig selv (selvomsorg) og i forhold til andre. Omsorg dækker over en evne og vilje til at 'tage vare på' eller 'drage omsorg' for såvel ens eget som andres velbefindende. Etymologisk er udtrykket omsorg og 'at sørge for' beslægtet, og 'at sørge for' rummer derfor også et element af 'sorg', idet lidelse og smerte gøres til drivkraft bag medfølelse, empati og indlevelsesevne.

What is Velfærdsprofeten?

Københavns Professionshøjskole vil bidrage til at udvikle svar og viden, som de kommende år vil præge vores velfærdssamfund. I podcasten Velfærdsprofeten undersøger værterne Lotte Andersen og Maja Haack aktuelle problemstillinger, ny viden og udvikling på velfærdsområdet til lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger, ledere, sygeplejersker – og alt der i mellem.
Det sker i samtaler med forskere og fagprofessionelle, der brænder for at gøre en forskel gennem deres fag og profession. Du får viden om de nyeste vidensbaserede løsninger på velfærdsudfordringer, både fra et praktisk og et teoretisk udgangspunkt.
Podcasten er for dig, der interesserer dig for udvikling på dit eget fagfelt - og for dig, som er interesseret i velfærd i alle afskygninger.

-Måske i særdeleshed i en

tidsalder, hvor flere
og flere ting blev

professionaliseret
og effektiviseret

og standardiseret, så er
omsorg som en professionsdyd

overordentlig vigtig. For at bevare kontakten til vores

menneskelighed
og vor sårbarhed.

I dag. Første
søndag i advent skal vi tale

-om omsorg.
Sproget er

blevet lidt belastet af
en særlig historik, hvor dyd

- ligesom man
har det også i dydsmønster

eller en anden
form for livsforskrækket

tilbageholdenhed. Man
sover med hænderne over dynen.

Man hælder snapsen ud
i rendestenen. Man brænder

sine kortspil, altså
alt, der på en eller anden måde

er anti life.

Oprindeligt betød dyd,
og det kan vi også stadig høre

på ordet dyd på dansk - det har noget med duelighed

og gøre, så det har
faktisk det med at være livsduelige.

Det har faktisk præcis
med det modsatte at gøre.

Hvordan kan jeg træde
ind i livet? Åbne døren

til et bedre liv til et mere
fyldigt og rigt liv. Det er

-det, det handler om.
-I oktober 2019 lavede Lotte og jeg

en podcast om moralsk
stress. Moralsk

stress handler om den
form for stress, der ikke har

gøre med tidspres, men snarere
følelsen af at bruge

tid på at udføre de forkerte
arbejdsopgaver og måske uden

at kunne sætte ord på det.
Den podcast fik ret stor

opmærksomhed og mange
reaktioner, og den blev også

hos os. Derfor har vi sat
os for at undersøge,

hvordan man kan
genvinde gejst og energi, når man

bliver ramt
af moralsk stress.

Spørgsmålet er, om dyder
kan hjælpe os til at genfinde

vores
professionelle hjerteblod. Kan dyder

fungere som en slags
modgift mod moralsk stress

og forråelse? Kan de ilte
vores faglighed og kaste lys

på det, der i sin tid
fik os til at vælge vores fag?

Vi har inviteret
Ulrik Houlind Rasmussen, lektor

og filosof, til en samtale
om dyder.

Du lytter til Maja Haack
og Lotte Andersen på Velfærdsprofeten

fra
Københavns Professionshøjskole.

Goddag og velkommen
Ulrik. Tak. Ulrik, vi har inviteret

dig som filosof med
i denne her julekalender,

der skal handle om dyder.
Hvorfor er dyder relevante

i en moderne
velfærdsstat eller som velfærds

-professionel i 2020?
-Det er der sandelig flere

gode grunde til. For det første
tror jeg, der er

nogen, der, når de hører
ordet dyd, syntes, at

det lyder lidt
småkedeligt. Men dyder er spændende,

og dyder handler ikke om et som
moral, et stramt moralsk

kodeks for kønslivet.
Det handler faktisk om de ting,

som kan gøre os duelige
til at leve vores liv, som kan

gøre, at vi får et bedre
liv. Så der er god grund

til at vende
opmærksomheden mod dyderne.

Så når man er dydig, så er
det egentlig ikke noget, man gør

for andres skyld. Men det er
egentlig også noget,

som skal styrke
livskvaliteten for én selv.

Det er ikke en selvopofrelse,
men nærmere

-en styrkelse af selvet.
-Det vil kan sige, at det er.

Og når du siger
selvopofrelse, det er en opofrelse

af det, som ikke er
essentielt for at have

et godt liv, så man kan
sige der er jo et eller andet,

fordi Aristoteles var
jo hele tiden inde på det her

med, at dyderne
kræver øvelse eller træning

og det græske ord for det er askese.
Det kan også komme

bag på nogen, men askese i den betydning, at man

egentlig, man vælger -
ligesom ringbryderen - så vælger

man for at blive en god
atlet, så vælger man at bruge tid

på noget på bekostning
af noget andet. Men det andet

dér, det er noget, som
ikke rigtig er væsentligt. Det er

det, der ligger i den
græske dydstænkning. At man kultiverer,

man bliver fremragende
til noget ved at øve sig

og træne sig i det.
Og det er kun en afkaldsgivelse

på noget
andet, i det omfang, at det

muliggør, det
faciliterer udviklingen af

noget andet. De her dyder, som har at gøre med at være

fremragende eller fortræffelig,
og som åbner

døren til et bedre
liv. Så dyder er navne for nogle

bestemte måder at være
menneske på, kan man sige,

som vi anser for at
være for særligt fortræffelige.

Eller måske
bidrager til at gøre os særligt

menneskelige. Det,
som udmærker os fra dyrene,

kunne man sige - at vi har
visdom, og vi har

mod. Det kan man også
sige, dyr har faktisk

ikke mod. De kan godt
gøre alle mulige ting, som

vi ikke selv kunne tænke
os at gøre. Men, men det gør

dem på en måde ikke
modigt, for de gør bare det,

de ligesom er sat til fra
naturens side at gøre.

Så der er et eller andet
i, at

de dyds etiske
refleksioner også er

en genvejstast til at
forstå, hvad der adskiller

os fra dyrene, hvad der
gør os til mennesker,

simpelthen. Hvordan vores
menneskelighed er sat

-sammen.
-Jeg har i forberedelsen af

podcasten også
stødt på nogen, der har peget

på det her med dyder også kan være en måde

måske at komme til at
individualisere nogle

ting for faget, som
egentlig hører til i en mere

strukturel ramme eller de organisatoriske
rammer.

Så er det en slagside
ved at tale om dyder.

Ja, det kan man måske
godt sige, det er. Jeg vil nu

nødig smide barnet
ud med badevandet eller bruge

halshugning som en kur
mod hovedpine, fordi blot

fordi der er
strukturel udfordringer, hvilket der

bestemt er. Og der er
nogle organisatoriske forhold,

som vi skal tage vare på,
og vi skal have nogle politiske

beslutninger og opbakning
til at få ændret. Så ændrer

det ikke på, at vi hver
især har stillet den opgave at

blive hele
mennesker, og det er der faktisk

på en måde - der vil jeg give Kierkegaard ret

Der er på en måde
ikke nogen, der kan

vikariere for os dér.
Vi er hver især, hver især må

vi udvikle vores eget
potentiale på bedst mulig

vis. Og der er ikke
nogen stand-ins der. Så er der

ikke nogen, man kan
ringe til. Eller en livline,

som det hedder i nogle af
de moderne fjernsynsprogrammer,

man kan bruge. Det må
vi hver især selv,

og det betyder
selvfølgelig ikke, at vi ikke kan lave

fællesskaber, der
faciliterer - som det er blevet

moderne at kalde det -
som understøtter udviklingen af

de her ting. Der er jeg
stor tilhænger af, at man gør.

Men det ændrer ikke på,
at det er mig, der må kultivere

-mit mod.
-I dag skal vi snakke om

omsorg. Kan du starte
med at fortælle

hvad ligger
der egentlig i det begreb?

Ja, altså
omsorg, mener jeg refererer

til en personligt
præget omhu og aktiv interesse

for løsningen af nogle
udfordringer, man står overfor.

Det gælder
både i forhold til sig selv

og i forhold til andre
mennesker, så man kan vel

sige, at omsorg dækker
over evne eller vilje til at tage

vare på ens eget
og andres velbefindende.

Man kan måske også høre
på ordet omsorg, at det har

noget at gøre med at
'sørge for', det er beslægtet med

sørger for noget. Og man
kan også høre på ordet, at

det rummer et element
af sorg. Så det vil sige,

det har også et eller andet
at gøre med at fornemme

eller sanse
smerte, lidelse hos andre

hos sig selv, så man
kan udvikle medfølelse,

-empati og indlevelsesevne.
-Når jeg tænker på omsorg, så

tænker jeg det ofte i mine
private relationer.

Forældre drager omsorg
for deres børn, eller man drager

omsorg for de syge
eller ældre i ens familie

eller omgangskreds.
Hvordan ser omsorg ud

-i en professionel relation?
-Jeg er ikke sikker på, at

det er den helt store
forskel rent faktisk, at

det på indholdssiden
er den her omsorgs følelse

lavet det samme, vil jeg mene. Og det der

måske kunne være
interessant at gøre her er at skelne

mellem altså noget der
ligger sådan en beslægtet -

skal vi sige
følelse eller dyd i forhold

til omsorgen - er
medfølelse vil jeg mene. Og der mener jeg

det er hjælpsomt at
skelne mellem medfølelse

og medlidenhed.
Nietzsche, den tyske filosof

har på et tidspunkt sagt,
at når vi er medlidende, så øger

vi egentlig bare
mængden af lidelse i verden.

Han omtaler
medlidenhed som lidelsens

multiplikator og elendighedens
konservator,

og det er flotte ord.
Men hans pointe er

egentlig ikke, at vi ikke
skal udvikle empati

og indlevelsesevne eller det vi på dansk
og på tysk vil

kalde for medfølelse.
Mit gefühl, men at det er

en anden, det er en anden
kaliber. Et eller andet med

at kunne 'være med',
som vi også kan høre på ordet

og noget med at
kunne 'være med' følelser, som er

svære,
vanskelige, udfordrende.

Og der ser egentlig
ikke nogen nævneværdig forskel

mellem det private
regi og det offentlige

eller det professionelle
hverv.

Så hvis man skulle
flytte det til omsorg, så kan man

sige i stedet for at
øge sorgen, så skal man være

omkring sorgen med
den, man skal hjælpe.

Ja, det ville være en fin
måde at se det på egentlig.

Altså 'give plads til', det er
det, der ligger i at rumme

eller kunne være
med. Sorgen kunne være med

-eller omkring sorgen.
-Og hvorfor er det en vigtig

dyd for velfærdsprofessionerne?

Ja, altså jeg vil sige,
at det har noget at gøre med

vores menneskelighed.
Det har noget at gøre med at

bevare sansen for, at
vi er stedt i situationer,

som er
lidelsesfulde og smertefulde,

og man kunne sige, at
omsorgen har at gøre med

hjertet. Det er også
en hjerte, en hjerte dyd,

og det har noget at gøre
med at genkende menneskeligheden

i sig selv og i andre.
Og det er jo

anser jeg for at være
overordentlig væsentligt.

I skal måske i særdeleshed
i en tidsalder, hvor flere

og flere ting
bliver professionaliseret

og effektiviseret
og standardiseret, så er

omsorg som en professionsdyd og overordentlig vigtig for at

bevare kontakt til vores
menneskelighed og vores

sårbarhed. Der
endda nogle -en tysk

filosof, der hed Peter Schloterdeich
, der har sagt

på et tidspunkt, at
mennesket adskiller sig fra

andre dyr derved, at
det har et det råder over

et brystkasse
privilegium. Det vil sige vores

brystkasse er på en måde
sådan lidt ubeskyttet.

Og det kalder han altså
det, som giver

anledning til en forhøjet
grad af sensitivitet

og sensibilitet over
for omgivelserne. Det var

en meget fin måde at
sige det på. Mange dyr,

de bevæger sig på en måde,
så brystkassen ikke er

eksponeret. Men hos mennesket,
der er det mest

sårbare på en måde
åbent. Det synes jeg er meget fint

at sige, at det er en påmindelse
om... kan man også

sige et evolutionsmæssigt

raffinement, der bragte
os til at kunne udvise den her

form for delikat
omsorg for os selv og for andre

-mennesker.
-Så er det lidt det samme,

som når Løgstrup
taler om denne her,

væren for andre, eller man
møder hinanden i tilliden

til, at den
anden ikke slår en ihjel.

Ja, altså det ville
du så være tilliden nu,

du fremhæver,
hvad det kan man sige.

Det er vigtigt, tror jeg at
sige, at bare man kan sige,

hvis tilliden
bliver noget, der fjerner

sensitiviteten, så er
det jo på en måde,

så bliver det på en måde
dens modsætning ret

hurtigt, ik? Men det er
da rigtigt, at der er noget

i den her åbenhed og det tillidsfulde,
som som

jeg også tror Løgstrup
kan måske være med til at

fremhæve i omsorgen.
Det, at vi holder det andet

menneskes, noget af det andet
menneskes liv i vores

-hænder, som han siger.
-Når vi taler om at udvise

omsorg i sit hverv, så er
det jo meget det, der foregår

på ydersiden, kan man
sige. Men en del af det, du taler

om her, er noget af
det, der foregår på indersiden.

At man kan mærke, som
du siger, den andens sorg, og

hvor den anden er.
Så er empati en forudsætning

-for at kunne udvise omsorg?
-Ja, i hvert fald

nært beslægtede, vil jeg mene.
Og i det hele taget

denne her skelne
mellem indre og ydre er måske

ved nærmere
eftersyn en lille smule problematisk.

Så det er en lidt,
skal vi sige komfortabel

efterrationalisering, at
der findes noget, som vi klart

kan adskille det, der
foregår derude, og det der

foregår herinde. Jeg er
med på, at det er nødvendigt at

gøre det i et vist
omfang at skelne på den måde.

Men samtidigt
meget ofte begynder de her

ting jo med, at vi selv
er i stand til at kultivere,

at vi selv kan være
med vores følelser, og at

vi selv kan give plads
og rum til også de svære af

slagsen. Og så kan
man måske sige, når vi taler

om omsorg, at i velfærdsprofessionerne, er der ofte

jo et krav eller en invitation
i stigende grad

til, at man hjælper
andre mennesker. Altså man drager

omsorg for, at
andre mennesker blev i stand

til at drage omsorg for sig
selv, man hjælper andre

til at drage omsorg for sig
selv. Det er i hvert fald

det, der ligger i nogle
af de her velfærds

professionelle kerne
begreber som empowerment,

og selfefficacy, og
hvad ved jeg.

Så kan man være
velfærds professionel uden at være

-omsorgsfuld?
-Det kan man jo naturligvis,

fordi alt er muligt. Men det er
jo ikke, når vi taler

om dyderne her, så vil jeg sige,
så taler

vi også om det der er
efterstræbelsesværdigt.

Så det er ikke efterstræbelsesværdigt,

det er ikke
ønskværdigt, at vi har

velfærds professionelle,
der er uden omsorg. Men det er

der formentlig en mulighed,
ligesom alt mulig andet er

-en mulighed.
-Men er der også en form for

hierarki i omsorg, at
det overhovedet at give omsorg

til andre, at det kobler
sig til, at man er lidt bedre

end den anden eller den
anden, skal være lidt mere

ydmyg end den,
der giver omsorg?

Ja, det er sådan en slags
postmoderne kritik af noget

af omsorgsfagene, at der er sådan en diskret
magt, der har sneget

sig ind i baggrunden. Og det tror
jeg ikke, vi kommer

udenom, at der kan være. Igen så må man sige, at så er

det et spørgsmål om oprigtighed
og et spørgsmål

om, at man er
villig til som velfærds

professionel, som
sundhedsprofessionelle,

at
undersøge sine egne motiver.

Det mener egentlig, at
en fællesnævner for arbejdet

med dyder, at vi er
indstillede på at

invitere os selv
ind i en slags kritisk

refleksiv
undersøgelse af, hvad det er vi har gang

i. Det vil jeg sige er simpelthen en fællesnævner

for de dyder, vi taler
om, at det kræver en eller anden

form for... et rum af

refleksiv kapacitet, altså et sted,
hvor vi stiller os ind

og begynder se nærmere
på hvad er det egentlig, der motiverer mig

Hvad er jeg
taget ud af i denne her situation,

for jeg tror ikke, vi skal
prøve bortlyve den

kendsgerning, at vi mennesker
kommer bag på os

selv. Vi kommer bag på os selv.
Vi har ikke fuldstændig

klart indblik i, hvad vi har
gang i. Så det kræver,

- og der kan
man sige, hvis vi skulle tale

om det på uddannelsesniveau,
vil man sige 'reflekterende

teams'. Noget hvor man
kan blive spejlet tilbage i

hvad er det i grunden,
vi optagede af, og måske også

moderne.... Altså
for eksempel videoer og sådan noget

kan bidrage til at
stille skarpt på en øget

refleksiv praksis i velfærdsprofessionerne.

Man kunne vel også godt
forestille sig, at der kunne

sidde nogle
velfærdsprofessionelle derude

eller måske nogle af
de borgere, de har mellem

hænderne og synes, at
sådan en snak her godt kan blive

sådan lidt
patroniserende. Eller

kan omsorg - kan det blive
for meget? Kan det blive

-uprofessionelt?
-Ja, men naturligvis.

Og man kan sige igen
det gælder for alle dyderne.

Det var Aristoteles
pointe. At dyderne på en måde

rammer midten mellem to
ekstremer. Så på den måde,

og vi kan jo egentlig
også aflæse det. Man kan tage

næsten hvilket som helst
ord og sig sætte 'over' foran,

overbekymrede eller
overomsorgsfuld.

Så ved vi godt. Så blev
det ekscesivt. Så blev det for meget.

Så det giver sig selv.
Men man kan så sige, det der

er
dyden omkring omsorg, det er at

det hverken er for meget
eller for lidt. Og det at

kultivere sansen for,
hvornår det eventuelt blev

patroniserende eller invassivt,
eller hvad vi ville

kalde det. Det er
et led i en i opbygning

eller kultivering af
den her professionsdyd.

Dyder som for eksempel
omsorg. Er det noget man kan

tillære sig eller er det en medfødt
egenskab man har?

Ja, jeg vil helt
sikkert mene, at det er noget man

kan øve sig i at blive
bedre til, at det er en praksis,

og det er jo ikke noget,
jeg finder på. Det jo noget

Aristoteles fremhæver. Ovenikøbet et sådant omfang

, at han siger, at det kræver -
han bruger et græsk ord

askese. Det er meget
uvant for os,

men det betyder
egentlig øvelse og træning, askesis.

Og at vi skal
øve os så meget, at

det bliver, at
det ikke længere bliver

en kraftanstrengelse.
Det synes jeg er en smuk

tanke, at vi opøver
på en måde en kapacitet

til at respondere på nuets
krav i det omfang, at

vi ikke skal anstrenge
os for det. Det flyder mere

spontant eller frit
for os.

Men det kræver altså
træning og øvelser, så det er

bestemt noget, vi kan.
Men vi har et anlæg for at

udvikle det, kan man
sige. Vi har alle sammen

kapaciteten eller evnen
eller et anlæg

for at udvikle
medfølelse. Helt sikkert.

Man taler jo også
nogle gange om at velfærds

professionelle kan
risikere at blive forråede

eller brænde ud. Hvis vi forventer,
at man skal kunne

vise omsorg, også på den
måde vi taler om det her,

hvor man
'sørger med' og så videre.

Altså hvor vi virkelig
går ind i det, der sker ovre

hos den anden. Er
der så ikke en risiko for,

-at vi brænder ud?
-Jo. Og jeg tror heller ikke

jeg ville formulere det som
det, at vi skal 'sørge med'.

Jeg tror, så vil vi gå
i retning af medlidenhed

og noget, der
øger mængden af lidelse. Det er

snarere end en rummelighed.
Det er snarere

et eller andet med at
kunne give plads til, og der

kan man se igen.
Selvfølgelig er der altid

et faremoment i, at man
så tager det med sig hjem.

Man øger mængden
af lidelse.

Men igen denne her skelnen

mellem indre og ydre.
Alt er på en måde måske...

Det vil være en måde
og prøve at undersøge fænomenet

lidt nærmere på.
Det ville være at stille

spørgsmålstegn ved det her
med hvad der foregår

på indersiden, og hvad der
foregår derude. Men,

men klart, der er
altid et fare moment bygget ind

i de her dyder. Og så igen
kan man sige. Hvis man

overgør det, så er
det ikke længere en dyd,

og så blev det til en last.
En belastning, som vi kan

høre på ordet. En
belastning, som man tager den med sig

-hjem og brænder ud.
-Og når du stiller

spørgsmålstegn ved det her
med om man kan skelne mellem

den ydre og indre, så kunne
jeg godt tænke: 'Jamen,

betyder det, at man
skal være mindre professionel'?

Det er et godt
spørgsmål. Hvad vil det sige? Altså

en skelnen igen. Vi leder
jo efter sådan måder at

skelne på for at
sortere det.

Man
kan sige, man kan skelne mellem

det professionelle, det personlige
og det private.

For eksempel. Og man
skal ikke være privat i sin

undervisning eller sit
arbejde som velfærds

professionel. Kan man
være personlig? Ja, det vil jeg mene

er en faktisk
overordentlig udmærket ting

og være personlig,
fordi det igen har at gøre med at

kultivere de menneskelige
rødder bag det, man laver

det arbejde, man laver.
Jeg tror i øvrigt også, at hvis

man er personlig uden
at være privat, at så kan der

vokse en professionalisme
ud af det personlige.

Det personlige
engagement i sit arbejde.

Hvor det her burnout
syndrom måske er mindre sandsynligt,

har mindre
sandsynlighed for at indtræffe.

Så når vi taler om omsorg,
hvad så forskellen på at

-være personligt og privat?
-Det ved jeg ikke. Det

kræver nærmere
eftertanke, tror jeg. Hvis man skal

trække et klart skel
der. Egentlig vil jeg sige, at

en fællesnævner for de dyder
vi taler om - ligesom

jeg sagde der var et eller andet
med at finde balancen

mellem to
yderligheder - det andet jeg vil sige, det er

altså en måde, som jeg selv
har arbejde lidt med at

prøve at oversætte de her
ting til, det er udfra begrebet

'responsivitet'.
Som istedet for at tale om

professionsdyd, kan man sige - det har noget at gøre

med vores evne til at
respondere på de krav,

vi møder i vores
arbejde og i vores relationer.

Altså at selvfølgelig
med den sindrige pointe,

at det, der
ligger i

responsivitetstanken
er, at vi kan ikke ikke svare,

så vi altid kaldet en eller anden
form for svar

situation, vi kan godt
forsøge at ignorere de krav, der blev

stillet eller forsøge at
forbigå dem. Men vi kan ikke

trække os ud af det forhold,
at vi altid allerede

befinder os i en situation,
der kalder på en anden form

for responsivitet.
Så når du spørger 'privat'

'personligt', så kan
man ikke afgøre det en gang

for alle udefra. For det er så at
sige en afvejning

der må finde sted med
situationsfornemmelse

-og begivenhedssans.
-Og du taler om, at det her

med at være
omsorgsfuld, at det var også

sådan en ideal
horisont, da noget efterstræbelsesværdigt?

-Jeg får lyst til sige når ordet

idealer kommer op, for det er
rigtig nok, at jeg har kaldt

det noget
efterstræbelsesværdigt, og det er

i øvrigt også det,
der ligger det græske ord

for dyd.
Det man kalder en superlativer,

så det vil sige, at det er
det det bedste. Det mest

fremragende, det fortrinlige
eller fortræffeligt. Så der

ligger selvfølgelig et eller andet
ideal. Men Nietzsche,

som jeg talte lidt om før,
han har den pointe, at hver

gang noget bliver til et ideal,
så bliver det også

hurtigt en klods om benet
på os.

Det kan det kan
udarte sig til noget problematisk,

fordi det på en eller anden
måde betyder, at vi løber

væk fra det, der er her
og nu, fordi vi har en idé om,

hvordan vi skal opføre
sig, og hvordan vi skal være.

Så det er sådan lidt
mere grumset, det dér landskab

Én af de velfærdshelte,
vi kommer til at portrættere

her i løbet af
ugen i vores julekalender,

hvor hun skriver sådan
noget med, 'at omsorg er noget,

vi er for hinanden som samfund. Jeg

bidrager til, at alle
kan få den hjælp, de skal have,

når de har brug for det.
Så jeg vil godt føle mig som

om jeg er her på vegne
af os alle sammen.' Så er

omsorg, er det også
noget, vi skal løfte som

profession, eller kan
vi løfte det som individer?

Jeg vil sige, at det som
samfundet skal løfte

i den forbindelse, så vidt
jeg kan se, det er jo

rammerne, det altid - når jeg hører ordet 'samfund' så mener jeg

særligt det handler om det, man

på moderne
dansk, kalder facilitere,

muliggøre at man kan
arbejde på en sådan måde,

at man bevarer kontakten
til sin omsorgsfuldhed. Både

overfor sig selv som
som ansat, men også over

for borgeren
eller patientgruppen,

men hvem det måtte
være, man arbejder med.

Så det samfundsmæssige
ansvar er

egentlig at kultivere
institutioner, der giver

plads til, at
disse dyder kan vokse frem,

-at de kan få et liv.
-Tak fordi du ville dele dine

tanker om omsorg
som dyd med os

-Selv tak.
-Maja, hvornår har

du egentlig sidst
oplevet omsorg på vores arbejde

eller i dit arbejde?
Jamen, jeg føler mig faktisk

rigtig heldig. For jeg synes, jeg har mange omsorgsfulde

mennesker omkring mig,
både privat og på mit arbejde.

Og jeg tror måske, at
noget af det, jeg er ret vildt med,

det er også, når jeg får
omsorg, før jeg faktisk selv

ved, jeg har brug for den,
og jeg kommer til at tænke

på dig Lotte.

Altså fordi vi samarbejder jo
rigtig meget, og der oplever

jeg faktisk tit, at når der er travlhed,

fordi vi jo også har
alt muligt andet vi laver

end velfærdsprofeten,
så opdager du det nærmest før

jeg selv har opdaget det og begynder
virkelig at tage

fra på vores fælles
opgaver. Det synes jeg bare super

omsorgsfuldt.
Men jeg ved også,
fordi vi har arbejdet

meget sammen, at det jo
ikke altid jeg ser det. Der er også

når jeg tænker tilbage
på andre gange, hvor vi har

samarbejdet i et tilbageblik,
ved, at du har

været presset, hvor jeg slet
ikke så det. Måske ikke

fordi jeg selv var
presset eller bare var selvoptaget.

Har du nogensinde
haft erfaring med, at du har

givet udtryk for, at nu
har jeg faktisk brug for omsorg,

og det stadig føles
omsorgsfuldt og ikke bare

som en pligt de andre
har opfyldt? Ja, men helt

sikkert. Og det føles
også vildt omsorgsfuldt og rigtig

rart. Men der er også
en indre øvelse for mig selv

i det der med at
registrere det, og bede om det, som

i virkeligheden begge
dele kan være en udfordring,

så bare lige som en anden
øvelse forbundet med det.

Men den
omsorgsfulde gerning er ikke

mindre omsorgsfuld af
den grund.
Så der er ligesom

både noget omsorg, man
giver til andre. Men man kan

også på en eller anden
måde have en indre omsorg

ved overhovedet at spørge andre: vil I ikke

godt dække et behov her?
Ja, og det minder jo lidt som

om det, som Ulrik
snakkede om med selvomsorg

i virkeligheden.
Men vi har jo også vores

julekalender inde
på Facebook og Instagram,

hvor I også skal kunne
se nogle omsorgsfuld velfærds,

professionelle
eller velfærds helte, som

vi kalder dem hver
dag i december. Så hop

der ind og følge med. Og husk
også, at find og abonner

på velfærdsprofeten på den
podcast platform, du plejer

at bruge, så får
du automatisk besked,

når det næste afsnit kommer.