Digitale redskaber er blevet til en fast og uundgåelig del af folkeskolen – måske endda uundværlig. Vi har fået digitale devices, software og arbejdsgange, og organisationerne udvikler sig fra fysiske rum, til også at være virtuelle rum for opgaveløsning. Før corona kom udviklingen krybende – men så kom der pres på, og siden har udviklingen tordnet frem.
Hele Danmark blev ramt, da de danske folkeskoleelever blev hjemsendt i marts 2020. Omstillingen stillede krav om en hidtil uset hastig digital kompetenceudvikling af både ledelse, medarbejdere, elever og deres forældre.
Dagens udsendelse handler om folkeskolens erfaringer med at omstille sig fra fælles fysiske læringsfællesskaber til onlineundervisning fra den ene dag til den anden.
Til at gøre os klogere på, hvad vi kan lære af den digitale forandringsproces, som har fundet sted i folkeskolen de seneste to år, taler vi med to gæster.
Søren Hornskov, uddannelsesleder i KPs forskningsafdeling for ledelse og forvaltning, som sammen med Sarah Grams Davy har skrevet bogen Ledelse af digital forandring. Vi taler også med Mette Juel, distrikts- og skoleleder i Vallensbæk, som har mange erfaringer med udfordringer og løsninger på ledelse af digital forandring.
Københavns Professionshøjskole vil bidrage til at udvikle svar og viden, som de kommende år vil præge vores velfærdssamfund.
I Velfærdsprofeten undersøger værterne Lotte Andersen og Stine Rahr Bruzelius aktuelle problemstillinger, den gode praksis og de nyeste løsninger på velfærdsområdet.
Det sker som oftest i samtaler med forskere og fagprofessionelle, der brænder for at gøre en forskel gennem deres fag og profession.
Velfærdsprofeten er med andre ord til dig, der ønsker inspiration og input til faglig udvikling på eget fagområde – og til dig, som simpelthen bare er interesseret i velfærd i alle afskygninger.
Du kan høre Velfærdsprofeten, hvor du normalt finder dine podcast og få nyeste opdateringer på Facebook, Instagram og Twitter.