Velfærdsprofeten

Denne udsendelse handler om projekt Reconnect. Reconnect er en ny metode, som skal hjælpe unge i mistrivsel i job eller uddannelse ved at tage udgangspunkt i den enkelte unges behov og drømme for fremtiden. 
I denne udsendelse taler vi med Maja, som er en af de knap 500 unge, der har deltaget i projektet. I udsendelsen kan du høre Majas historie. Vi taler også med Majs Reconnectkonsulent Camilla Dørge og docent Inge Bonfils, som er projektleder på Reconnect.
Mange unge har, som Maja, svært ved at finde vej ind i voksenlivet. Hver sjette danske unge mellem 15 og 29 år er hverken i job eller under uddannelse. Det kan have store konsekvenser for livskvaliteten. Forskning viser, at mere end halvdelen af de unge, der ikke er i arbejde eller under uddannelse, har psykiske sundhedsproblemer. De har desuden øget risiko for langtidsledighed, social udstødelse og kriminel adfærd.
Men forskningen viser også, at det har en positiv effekt for de unge, når der igangsættes forskellige indsatser parallelt for at få de unge i uddannelse eller beskæftigelse. Derfor er der god grund til at rette opmærksomheden henimod metoder, der kan hjælpe udsatte unge godt ind i voksenlivet.

Reconnect tilbyder de unge et individuelt tilrettelagt forløb målrettet ordinært job eller uddannelse koblet med støtte til at forbedre den unges generelle trivsel. 
Indsatsen er udviklet med afsæt i IPS-metoden (Individuelt Planlagt job med Støtte), der oprindeligt er målrettet voksne med svære psykiske lidelser. Det er en integreret uddannelses-, beskæftigelses-, og psykosocial indsats målrettet unge (18-29 år) med tegn på angst eller depression. Projektet skal bidrage til, at flere unge kommer i uddannelse eller arbejde, og så skal det støtte til at forbedre den unges generelle trivsel. 





For at blive inkluderet i projektet screenes den unge for tegn på angst eller depression under en samtale med en Reconnect-konsulent, som herefter vurderer, om den unge kan tilbydes deltagelse i projektet. Deltagelsen i projektet er frivillig og forudsætter, at den unge er motiveret for at arbejde hen mod at komme i arbejde eller uddannelse.

Reconnect gennemføres og evalueres af Københavns Professionshøjskole (KP) i samarbejde med Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), Roskilde Universitet (RUC), Rødovre Kommune, Københavns Kommune og Bornholms Regionskommune. Projektet løber over en seksårig periode fra 2019 til 2024. Projektet er finansieret af Novo Nordisk Fonden.

What is Velfærdsprofeten?

Københavns Professionshøjskole vil bidrage til at udvikle svar og viden, som de kommende år vil præge vores velfærdssamfund.
I Velfærdsprofeten undersøger værterne Lotte Andersen og Stine Rahr Bruzelius aktuelle problemstillinger, den gode praksis og de nyeste løsninger på velfærdsområdet.
Det sker som oftest i samtaler med forskere og fagprofessionelle, der brænder for at gøre en forskel gennem deres fag og profession.
Velfærdsprofeten er med andre ord til dig, der ønsker inspiration og input til faglig udvikling på eget fagområde – og til dig, som simpelthen bare er interesseret i velfærd i alle afskygninger.
Du kan høre Velfærdsprofeten, hvor du normalt finder dine podcast og få nyeste opdateringer på Facebook, Instagram og Twitter.