Velfærdsprofeten

Hvad er leg?
Det spørgsmål giver mange svar – afhængigt af, hvem man spørger. Når vi taler om, hvad leg er eller bør være i en pædagogisk kontekst, har svaret betydning. For fagpersoners forståelse af leg former børns muligheder for at lege, udtrykke sig – og for at indgå i fællesskaber. Det gælder i alle pædagogiske kontekster.
 
I denne udsendelse af Velfærdsprofeten zoomer værterne Lotte Andersen og Stine Rahr Bruzelius ind på legens logik – og undersøger, hvad der sker i børnefællesskaber og i barn-voksen-relationer i en specialpædagogisk kontekst, når legen får lov at være målet.

Når børn leger, deltager de i noget fællesskabende – også selvom legen ser anderledes ud, er stille, gentagende eller sensorisk. Legen skaber et rum, hvor børn kan mødes på egne præmisser, og hvor forskellighed ikke nødvendigvis er en barriere, men en del af legen.

Retten til leg indgår i Børnekonventionen, og har siden 2013 været omdiskuteret ift. deltagelse, institutionelle rammer og menneskesyn. Alle børn har ret til leg. Alligevel er der børn, som alt for ofte står uden for legen, som ikke har adgang til legefællesskaber. Hvordan ser legens vilkår egentlig ud i specialpædagogiske miljøer? Og hvordan kan vi skabe plads til leg, der ikke skal føre til noget bestemt – men som har værdi i sig selv? 

Gæsterne er Gitte Lyng Rasmussen, lektor og ph.d. ved Pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole og Magdalena Teresa Majer, pædagog i institutionen Eventyrlandet, hvor hun arbejder i en basisgruppe for børn med autisme.

Lyt med og få nye perspektiver på hvordan og hvorfor leg (også) er afgørende i en specialpædagogisk praksis.

Få mere viden om leg og specialpædagogik her:
Månegaard, Zanitha Hamilton, ph.d. projekt 2024-2027, Play for Diversity Flere måder at være i verden på | Designskolen Kolding

Jeg vil gerne være med - Playful Learning
 

 

What is Velfærdsprofeten?

Københavns Professionshøjskole vil bidrage til at udvikle svar og viden, som de kommende år vil præge vores velfærdssamfund.
I Velfærdsprofeten undersøger værterne Lotte Andersen og Stine Rahr Bruzelius aktuelle problemstillinger, den gode praksis og de nyeste løsninger på velfærdsområdet.
Det sker som oftest i samtaler med forskere og fagprofessionelle, der brænder for at gøre en forskel gennem deres fag og profession.
Velfærdsprofeten er med andre ord til dig, der ønsker inspiration og input til faglig udvikling på eget fagområde – og til dig, som simpelthen bare er interesseret i velfærd i alle afskygninger.
Du kan høre Velfærdsprofeten, hvor du normalt finder dine podcast og få nyeste opdateringer på Facebook, Instagram og Twitter.