Velfærdsprofeten

I tidligere udsendelser fra Velfærdsprofeten har vi undersøgt, hvordan fænomenet moralsk stress er gennemgående som en afgørende forklaring på, at lærere forlader eller overvejer at forlade folkeskolen.
 
På Brønshøj Skole er – eller rettere var – man også bekendt med moralsk stress, og som en række andre skoler har man også her oplevet mange sygemeldinger, samt mistrivsel blandt medarbejdere og elever. 
 
Og det er her vi nok bør indskyde, at hvis du allerede har stiftet bekendtskab med fænomenet (moralsk stress), vil du vide, at en af de store udfordringer ift. løsninger er, at moralsk stress mærkes individuelt, og ofte strander hos den enkelte medarbejder - der så må justere egne forventninger eller udvikle et tykkere lag ’teflon’ i en presset hverdag, hvor den nære omsorg sjældent er tilstrækkelig. 
 
Der er altså mere end god grund til at spidse ører, når vi i denne udsendelse kigger nærmere på, hvordan Brønshøj Skole er lykkedes med at finde organisatoriske løsninger til gavn for både medarbejdere og elevers trivsel. 
 
Da dørene åbnede til et nyt skoleår i 2023, åbnedes også dørene til en ny måde at gøre skole. Kom med indenfor! 
I denne udsendelse af Velfærdsprofeten spørger vi, hvordan Brønshøj skoles omorganisering og frisættelse fra traditionelle strukturer kan hjælpe med at forebygge moralsk stress?
 
Vores gæst i dag er lektor ph.d. Kristian Gylling fra Københavns Professionshøjskole. 
 
Kristian har, sammen med Anja Svejgaard Pors og Nana Vaaben, besøgt en række folkeskoler, heriblandt Brønshøj Skole, for at blive klogere på, hvilke overvejelser lærere gør sig ift. at blive eller forlade lærergerningen.
 
I dag taler vi med Kristian om omorganiseringer og frisættelse som fastholdelsesstrategi, herunder professionel og kollegial autonomi.
I undersøgelsen ’Should I Stay or Should I go’ – der er støttet af LB Fonden – har forskerne identificeret tre typer af overvejelser, der beskriver forhold, som har betydning for lærernes lyst til at blive i faget:
1.     Den akutte og kortsigtede, som handler om magtesløshed og flugt.
2.     Det mellemlange sigte, der handler om effektivisering og udmattelse.
3.     Det lange sigte, som handler om livsovervejelser, karriere og faglige fristelser.
 
Du kan høre om de tre faktorer i udsendelse nr. 111, hvor vi også kigger nærmere på betydningen af ledelse som et værtsskab. 
 
Du kommer også til at høre fra skolelederen på Brønshøj Skole samt hvordan lærerne og forældrene oplever den nye skolehverdag. 
 
Dine værter er Stine Rahr Bruzelius og Lotte Andersen 

What is Velfærdsprofeten?

Københavns Professionshøjskole vil bidrage til at udvikle svar og viden, som de kommende år vil præge vores velfærdssamfund.
I Velfærdsprofeten undersøger værterne Lotte Andersen og Stine Rahr Bruzelius aktuelle problemstillinger, den gode praksis og de nyeste løsninger på velfærdsområdet.
Det sker som oftest i samtaler med forskere og fagprofessionelle, der brænder for at gøre en forskel gennem deres fag og profession.
Velfærdsprofeten er med andre ord til dig, der ønsker inspiration og input til faglig udvikling på eget fagområde – og til dig, som simpelthen bare er interesseret i velfærd i alle afskygninger.
Du kan høre Velfærdsprofeten, hvor du normalt finder dine podcast og få nyeste opdateringer på Facebook, Instagram og Twitter.