Velfærdsprofeten

I disse dage myldrer nydimitterede velfærdsprofessionelle ud i landet. Socialrådgivere, lærere, pædagoger, sygeplejersker, fysioterapeuter og mange andre seje unge mennesker, som skal ud og varetage vigtige funktioner i vores velfærdssamfund de næste mange år. Over 2000 velfærdsprofessionelle dimitterer fra KP i år, fulde af gejst og faglig ballast. I denne episode vil vi gerne fejre og hylde jer. Og så vil vi gerne hjælpe jer godt i vej udi praksis, så I får en god start.

Det er vigtigt, at vi passer godt på de nyuddannede. Flere børn og mange flere ældre i de kommende år betyder, at kommunerne i Region Hovedstaden allerede nu, men også i stigende grad, kommer til at mangle dygtige pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere og andre vigtige faggrupper. Der uddannes langt fra nok.

Den gode nyhed er, at det bliver nemmere for de dimitterende at få arbejde – til gengæld har vi en opgave i at sørge for, at de har lyst til at blive i faget, og ikke uddanner sig ud af faget eller på anden vis skifter branche, som vi også ser det rundt omkring.

Derfor skal vi tale med konsulent og tidligere skoleleder Klaus Mygind. Han har både taget imod mange nyuddannede i sin tid som leder, og han vil komme med perspektiver på at være nyuddannet i praksis, og give gode råd til dig som nyuddannet – og måske også noget, du kan tage med til din nye arbejdsgiver.

Desuden taler vi med Magnus Pade Nørgaard, lærer på Rungsted skole, som selv blev uddannet i 2019. Han vil fortælle om sit møde med praksis, og hvordan han selv navigerede i det. Han vil også komme med gode råd til dem af jer, der netop er færdiguddannede og til jeres kolleger og ledere.

Og så taler vi med Søren Frits Lybecker, som er arbejder med alumne på Københavns Professionshøjskole. Han fortæller, hvad KP alumne er, hvilke aktiviteter man kan være med til, og hvorfor det er vigtigt at bevare en faglig tilknytning til dit uddannelsessted.

Show Notes

Velkommen til KP Alumne

What is Velfærdsprofeten?

Københavns Professionshøjskole vil bidrage til at udvikle svar og viden, som de kommende år vil præge vores velfærdssamfund.
I Velfærdsprofeten undersøger værterne Lotte Andersen og Stine Rahr Bruzelius aktuelle problemstillinger, den gode praksis og de nyeste løsninger på velfærdsområdet.
Det sker som oftest i samtaler med forskere og fagprofessionelle, der brænder for at gøre en forskel gennem deres fag og profession.
Velfærdsprofeten er med andre ord til dig, der ønsker inspiration og input til faglig udvikling på eget fagområde – og til dig, som simpelthen bare er interesseret i velfærd i alle afskygninger.
Du kan høre Velfærdsprofeten, hvor du normalt finder dine podcast og få nyeste opdateringer på Facebook, Instagram og Twitter.