Subscribe
Share
Share
Embed
Naturfagsdidaktiske nuancer er din ugentlige podcast om naturfagsdidaktikkens fascinerende verden. Vi udforsker bredden og dybden af naturfaglig undervisning i grundskolen, med et kritisk og nysgerrigt blik. Hver episode tager fat på specifikke emner eller temaer, hvor vi diskuterer pædagogik, didaktik, og naturformidling med lærere, undervisere og forskere. Vi tilbyder praktiske tips, refleksioner og inspiration til at styrke din undervisningspraksis. Målet er at inspirere lærerne til nye didaktiske overvejelser i undervisningen, og bidrage til diskussionen om, hvad god undervisning er. Vær med når vi sammen udforsker, hvad undervisningen kan bidrage til for børn og unge.
Podcasten udgives af Naturcenter Amager Strand og CFU/KP
Er du klar, Næl? Du er klar. I de seneste mange år er der skudt milliarder ind I Naturfagsdanmark. Der er blevet brugt mange penge på kompetenceudvikling. Bæreforeningen har lagt overenskomstmidler ind I kompetencefonden.
Thomas:I store fonde putter penge I kompetenceudvikling. I denne her serie taler vi om, hvordan er det så, vi sikrer, at vi får noget for pengene. Det kunne være rart at have en nogenlunde om, at det også giver et afkast. I denne episode skal vi tale med Jens Sølberg fra Naturfagsdidaktiske Nuvor Jan, vil du ikke præsentere dig selv, så vi lige ved, hvem du er, og måske også hvad du er optaget af for tiden?
Jan:Jeg hedder Jan Søgberg, og jeg kommer som sagt fra Institut for Naturfagsdidaktiske, hvor jeg er lektor, og jeg arbejder for tiden meget med kompetenceudvikling I forhold til evaluering og evaluering af naturfaglige kompetencer blandt elever. Det er en af de store ting, jeg beskæftiger mig med lige for tiden.
Thomas:Det du lytter til, det er podcasten Naturfagsdidaktiske Lancer. Og selvom det er lang tid siden, vi har lavet noget, så det samme værter. Det er Anette Vestergaard Nielsen fra CFU og mig, Thomas Sild og Larsen, her fra Naturfags arbejdskraft. Anette, vil du ikke stille det første spørgsmål?
Anette:Det vil jeg gerne, Thomas. Fordi jeg har jo en af dem, der har været igennem det her lange forløb. Når man har været her I 30 år og hele tiden været på kursus eller uddannelse eller været med en masse projekter, så har man jo oplevet lidt af hvert. Så det her projekt, som I har nede I Ishøj. Hvordan har I grebet det an med at få designet projektet?
Anette:Er det dig, der har siddet bag dit skrivebord og sagt, nu skal vi gøre sådan og sådan, eller hvordan kommer I I gang med med det projekt?
Jan:Jamen det her projekt, som hedder Samhængende evaluering af Naturfags kompetencer, det er et projekt, som er blevet til under naf, som en del af et af de temaer, som man har beskæftiget sig med I den sammenhæng, som handler om evaluering. Og det, vi har gjort, som er lidt anderledes end mange andre projekter, det er, at vi har designet det med udgangspunkt I, hvad lærernes hverdag er, I håbet om at prøve at lave nogle små justeringer sammen med lærerne på en måde, sådan så at det er noget, som kan lade sig gøre og fastholde, også når vi ikke er der mere. Så vi har designet det først og fremmest på en måde, sådan så at det ikke er noget, vi kommer med som en færdig pakke og sige, her er en bog, her er et koncept, her er 3 teknikker og værsgo. Vi går ind, og så snakker vi med lærerne om, hvad gør de normalt? Hvad er det for nogle ting, de er optaget af I deres undervisning?
Jan:Hvilke projekter har de været med I før, som I kan bygge videre på? Og med udgangspunkt I det, så prøver vi at se, kan vi lave nogle små justeringer? Og I den sammenhæng, så har vi også brugt I hvert fald et år. Og inden vi egentlig gik I gang med projektet, for at snakke med både skoleleder, forvaltning og lærere om, hvad det er for nogle vilkår, de har. Så det vi kom med, og de bud vi vi startede med, var nogle, der tog udgangspunkt I deres praksis.
Anette:Gør I det bare for at anerkende lærerne? Altså have respekt for dem og anerkende dem der hvor de er? Eller gøre I det fordi det er en god ide? Altså at I ved I får et større udbytte, når I gør det på den måde?
Jan:Vi kan ikke sige, at vi ved, vi får et større udbytte, men vi ved, at hvis det lykkes at gøre det på den her måde, og vi I den tid, vi har til rådighed med lærerne, som er cirka 3 år, hvis vi kan nå at skabe netop en involverings kompetence hos lærerne, på skolerne, I fagteamet, så er det en mere bæredygtig måde at skabe kompetenceudvikling på.
Thomas:Hvorfor er det det? Hvad er det, der gør det mere bæredygtigt?
Jan:Jamen tricket er, at det man kan se fra forskningen, der går helt tilbage til firs'erne, det er, at de skoler, der er I stand til at virkelig løfte mere, end man måske kunne forvente, de har nogle bestemte karakteristika. Og noget af det peger på, at der er en kultur omkring det, de gør. Uanset hvad det er, vi kigger på, om det er det ene eller det andet fag, eller hvad det er, det er, at det ikke er den enkelte læreres opgave og ansvar at sørge for at implementere noget nyt og lære af det, men at det er noget, som man gør mere kollektivt som en del af organisationen og I bund og grund har en kultur omkring det, Det er det, der er afgørende for at sige det lidt simpelt.
Anette:Og når vi snakker bæredygtighed på den måde, betyder det så også, at når en lærer går på pension eller går på barsel eller et eller andet, der kommer en ny en ind, at man har nemmere ved at komme ind? Eller er det så en kultur, man skal optage og gå på kompromis med, hvis man er vant til den her lærer, jeg går ind og lukker min dør, og så er det mig selv. Er det en præmis, man skal tage, hvis der er sådan en kultur?
Jan:Ja, det vil jo være en udfordring, hvis man kommer med en anden form for om hvordan god undervisning er end den, som kulturen er berøvet af. Og det gælder begge veje. Hvad enten man har gode og kommer fra læreruddannelsen, er sprængfyldt med gode og masser af energi og møder et dødt miljø, hvor det netop er privatpraktiserende, der er gældende. Den anden vej rundt.
Thomas:Eller man siger, det har vi prøvet før. Det virker ikke.
Jan:Der er masser af eksempler på begge dele, kan man sige. Men tricket er lidt, at man kan ikke undgå kulturen. Men kulturen, hvis den ikke er befordring for læring, og det er den bredeste forstand både hos eleverne, hos lærerne også, og I organisationen som helhed. Hvis det ikke er en kultur, som på en eller anden måde er interesseret I, hvad virker, hvad virker ikke for os I den her sammenhæng, så er det et problem. Og det er også derfor, vi har valgt I det her projekt at sætte fokus på evaluering som grundstenen I det.
Jan:Fordi det er en måde, det er en metode at sikre, at vi får viden om, hvad der egentlig sker I vores praksis. Og det starter så hos lærerne, men det I det her projekt, I den grønne til at kalde det sammenhæng, det er fordi, at det er den sammenhæng mellem det, der foregår I undervisningen, beslutninger, der blev truffet på skolen og også I forvaltningen. Der mangler vi simpelthen viden der er ikke nogen viden at få den vej fra I hvid forstand. Det findes stort set ikke. Vi får kun viden om, hvad der foregår fagligt, hvilken elevernes faglige udvikling udefrakommende målinger I form af eksamener eller nationale test.
Thomas:For at vi lige er med her, fordi så bliver vi nødt til lige at forstå det her evaluering. Vi kan jo netop forstå det som nationale test eller eksamener til sidst og de her summative evalueringer. Det er en anden måde, I I det hele taget tænker på evaluering inde I undervisningen, hvis det også skal skabe værdi for eleverne. Bare lige sådan så vi alle sammen er med. Kan du så ikke prøve at fortælle, hvad det er?
Thomas:Dels måske tanker bag den måde, jeg vil lære på, måske hvordan man gør, og hvad det er, det betyder for undervisningen?
Jan:I den mest enkle form, så evaluering er jo noget, som foregår hele tiden, og lærerne har en ret god fornemmelse og bruger mange forskellige teknikker til også at lave evalueringer af deres undervisning på. Det er sådan set ikke svært for lærerne at gøre det. Det, der måske er forskellen, og det, vi prøver at opnå, det er, at det ikke bare forsvinder, og at det ikke bliver sådan lidt tilfældigt, og det ikke er noget, som kun relaterer til det enkelte forløb, men noget, som måske har mere struktur over tid, så det også bliver noget, hvor eleverne måske kan se, at der er en mening med at have naturfag, hvor det ikke bare er, okay, vi skal lære vand, vi skal lære om miljø. Det er også noget, som peger I retning af, jeg kan bruge den her viden til noget, jeg har mulighed for at handle baseret på det. Og det er den del af evaluering, som ofte mangler lidt, altså noget der er mere kompetenceorienteret.
Thomas:Men det er vel også en evaluering, som på en eller anden måde kan respondere på, hvor det er eleverne er henne, I stedet for det er en evaluering I forhold til, at har de forstået, hvad det er, jeg har forklaret?
Jan:I høj grad. Og I høj grad en evaluering, som også er I stand til at synliggøre og skabe bevidsthed om både hos lærerne og hos eleverne. Hvad er det, jeg egentlig er god til, og hvordan kan jeg blive bedre?
Thomas:Nu sagde jeg Anette, du får lige om det, Anette. Jeg ved godt, du står vægt om fingeren. Det er jo en evalueringskultur og en måde at evaluere på, som I gerne vil give til lærerne. Det kunne man have givet som den her bog eller artikel, som vi har sagt, eller et to-dages kursus. Nu gør I det på den her måde, hvor I arbejder til dig med lærerne og med en kultur ude på nogle skoler, samarbejde med forvaltning, samarbejde med skoleleder, samarbejde med det lokale Naturfags diagramak.
Thomas:Alle er ligesom blandet ind I det her samarbejde. Hvis I har en om, at det virker, og når du siger, at vi ved fra de sidste 50 år, at det er det her med at opbygge den her kultur eller have den her kultur, hvor man har en organisation, som også er lærerne, Hvorfor er det, at vi så bliver ved med at sende folk på kursus hos Anette? Hvordan kan det være, at så bliver ved med at sende folk på kursus? Hvorfor er det, at vi ikke I det hele taget tænker vores kompetenceudvikling den her vej?
Jan:Ja, det er værd lige at understrege, at det her projekt netop forsøger at imødekomme det, at det ikke kun er den enkelte lærers ansvar at skulle ændre på praksis. Læreren er en del af et større system, og hvis det skal være noget, som ender med at blive meningsfuldt I den brede forstand, så er det mere effektivt, hvis man kan rykke ved den kultur, det indgår I. Og det betyder netop, som du siger, at der er lige pludselig mange folk involveret I det. Er ikke kun lærerne, det er også forældre, det er skoleleder og alle mulige andre kan tænke sig at påvirke det. Og det prøver vi så på en eller anden måde at skabe en kultur omkring.
Jan:Det er meget sværere at gøre end at sætte folk på kursus. Det er nok en af de store grunde til, at vi ser få eksempler på den form for tilgang.
Thomas:Så det er I virkeligheden bare fordi, at det er nemmere med Anette? Nej, Anette, du må gerne Jeg kan ikke holde dig hen.
Anette:Nu sprang vi lige lidt over, men jeg håber, vi ikke kan komme tilbage til det spørgsmål bagefter. Når du siger, at vi har forvaltning med, vi har en koordinator med, vi har vejleder, vi har en skoleleder, vi har rigtig mange folk over læreren eller rundt om læreren, som tage ansvar. Hvordan oplever du ærligt engagementet fra de andre? For en skoleleder for eksempel? Fordi skolelederen har jo rigtig meget, ik?
Anette:Der er lærere, der er syge, og der skal uddannes alt muligt. Hvordan oplever du egentlig engagementet for de her andre aktører, der ikke lige ser klasserummet?
Jan:Jeg oplever faktisk, I de 2 kommuner, vi arbejder I, for det er Ishøj og I Sønderborg, der er faktisk 2 kommuner involveret, oplever faktisk et rigtig stort engagement. Men jeg oplever også en virkelighed, som spænder ben for noget af det engagement I forhold til at faktisk gøre ting I praksis. Det kan være rigtig svært, og som du netop siger, at der er en masse andre dagsordener og støj, som ligger I skoleverdenen, som forstyrrer og fjerner fokus fra at lige få gjort de ting, de små ting, der skal til, for at der kommer lidt mere sammenhæng I det, man laver I undervisningen. Og det er blandt andet sygdom og alle mulige andre alvorlige ting, som kan være svære at undgå, men det handler også lidt om, at netop kulturen er drevet af rigtig mange dagsordener, og det gør det svært at skabe det fokus. Så selvom der er masser af gode energi I det, og der er masser af gode intentioner I det, så at få det reelt ind I hovedet og få det reelt gjort meningsfuldt og arbejde en lige så lille smule mere struktureret med, hvad er det egentlig, eleverne skal ud af det her?
Jan:Hvordan finder jeg ud af, om de har opnået det og skaber en undervisningssituation, hvor de faktisk kan give udtryk for, hvad det er, de kan, og hvad bruger de så til bagefter? Den struktur er virkelig svær implementere, så vi arbejder på det. Jeg er ikke sikker på, at vi med de 3 år, vi har I det her projekt til at nå det, kommer I mål. Det er jeg faktisk ret sikker på, at vi ikke gør, men vi håber på, at vi undervejs kan skubbe til nogle af de måder, og forskellige folk I systemet tænker på.
Thomas:Og I vil gerne skubbe til dem, men det kræver vel også, at de gerne vil skubbes til?
Jan:Ja, men det er så der, hvor vi vil sige, at der er et arrangement, og der er også en erkendelse af, at det her er et vigtigt emne. Folk har mange grunde til at synes, at evalueringen kan være godt og skidt. I det hele taget ordet evaluering får de fleste til at stå af, fordi de tænker på noget, som skal kontrollere dem. Og de tænker ikke så meget på, at evalueringen også handler om det, de gør sammen med eleverne. Og det har været et af vores problemer, at nogle af lærerne har stået lidt af på, når vi har talt om evaluering, så følte de, at de er blevet tjekket, hvor vi taler om, og bund og grund at være bevidst om, hvad giver kvalitet I min undervisning.
Anette:Men man kan jo også godt føle sig tjekket. Måske ikke lige af mine skoleleder eller min naturfag, men at eleverne. Fordi man får jo den der feedback på egen undervisning. Og det er måske ikke altid rart at finde ud af, at det jeg havde valgt at eleverne skulle lære at gøre, det var faktisk idet de gjorde, det var ikke det de lærte. Det er vel også sådan en wow, er man klar til det?
Jan:Det er fuldstændig rigtigt. Det kan være rigtig ubehageligt at opdage, hvor lidt eleverne lærer af det, man tror, de lærer. Men det er en super vigtig erkendelse, apropos kompetenceudvikling, så er det nærmest en af de vigtigste erkendelse, at man kan faktisk få syn for sagen. Og det er måden at komme videre på. Og det er ikke nødvendigvis en skidt ting at opdage, hvor store begrænsninger der er I forestilling fra det, man forestiller sig, at eleverne lærer, og hvad de reelt lærer.
Jan:Tværtimod kan det jo være et rigtig godt udgangspunkt for også at gøre eleverne bevidste om, hvad det egentlig er, der var forventningen til dem. Det kan gøre, at eleverne faktisk også begynder at spille med I det. Hvis de forstår, hvad de egentlig kan få ud af Naturfagsundervisningen, hvor det peger hen af, hvordan det kan gavne dem på forskellig vis, så er de faktisk også I vid udstrækning villig til at lege med. Og det er ofte måske fordi, at der ikke er så stor en bevidsthed om, hverken fra lærerne eller elevernes side, hvad det egentlig er, det hele går ud på. Hvad er det egentlig, vi skal bruge naturfagene til, at det kan blive lidt tilfældigt, hvad der ender med at komme ud af det.
Anette:Og det taler jo ind I det, man snakker om omkring fagfornyelsen. At eleverne skal have en eller anden form for medbestemmelse eller ansvar for stort et ord at bruge. Men de skal involveres I processen med, hvad er det, der foregår på en eller anden måde. Jeg er lidt nysgerrig, fordi jeg er den dovne lærer. Jeg kan faktisk undervise dem I hvad som helst I natur og teknologi uden at blive stillet til ansvar.
Anette:Så føler man et større ansvar, når man er en del af en kultur, hvor alle har evalueringshatten på eller man ligesom laver en kontrakt, der hedder: Jamen vi vil gerne noget med evaluering på vores skole. Eller kan man stadigvæk sådan sige ja ja, men jeg er jo ikke kun forpligtet over for min nærmeste kollega eller?
Jan:Altså I den udstrækning, at kulturen trækker en anden retning, end din praksis er, så vil man alt andet lige være I modstand. Og det er sværere at være I modstand. Og derfor er det det er derfor, det er så vigtigt at tænke kompetenceudvikling ind I kulturen, ind I det miljø, som den nye praksis skal finde sted I. Fordi hvis det er en afviger, så er det sværere at være I det. En lærer, som har en holdning, og det er bare min undervisning, jeg underviser så fint I Naturfagseknologi på den måde, jeg har gjort.
Jan:Det har jeg gjort I mange, mange år. Det kan man gøre, men det vil jo blive bemærket og synligt, hvis alle andre gør noget andet.
Anette:Jeg har lidt et spørgsmål, som lige peger lidt en anden vej. Det er fordi, da Thomas og jeg var på samme skole, så lavede vi nogle forskellige faglige aktiviteter, som der var en eller anden progression I. Er der forskel på, hvis man sagde, at alle lærerne på den her skole arbejder med klimatilpasninger. Det er det, vi skal arbejde med, og det er det, som I havde valgt som omdrejningspunktet for jeres kompetenceudvikling. Er der forskol på at tage et fagfagligt område eller tage et pædagogisk didaktisk område?
Anette:Jeg tænker, det første må jo alt andet lige være meget lettere.
Jan:Meget lettere, ja.
Anette:Hvorfor gør I det så desværre?
Jan:Fordi det er det, der også har en længere effekt. Fordi du kan godt opdyrke et emne. Du kan sagtens lave gode materialer og gode vidensbaserede elementer, som lærerne kan tage med sig og give videre. Veldidaktiske forløb. Det kan man sagtens give til lærerne, men det er ikke den bæredygtige måde at sikre en løbende kompetenceudvikling.
Jan:Det kræver en kultur, hvor man er nysgerrig på, uanset hvilket emne vi taler om, hvordan fungerer det, og hvad er det, der skal til. Og det kræver en kultur, hvor der er I vid udstrækning et ønske miljøet omkring det, I skolen, forældrene, forvaltningen om at vide noget omkring det, der foregår I undervisningen.
Anette:Når nu I har valgt I lægger fokus på evaluering. Hvem bestemmer indholdet af, hvad evaluering er? Det er det ene, og det kommer 2 I en her. Der differentiering I, hvad det er lærerne skal gøre eller kan gøre eller vil gøre?
Jan:Ja, og det desværre, fordi vi har netop valgt ikke at sige, vi kommer ikke med et bud. Vi er godt nok startet med at sige, lad os prøve at fokusere på undersøgelseskompetencer for at gøre det til en fælles ramme. Så det første år handlede meget om det, men der har været alle mulige andre ting, læreren har gjort alle mulige forskellige ting, ting som vi aldrig kunne have fået det på selv også, som har været med til at gøre, at de har været ejerskab med den måde, de så har arbejdet med evaluering på, og de emner, de har beskæftiget sig med. Det er også over hele strengen af klassetrin, så der er også af naturlige årsager nogle forskellige emner og nogle forskellige længderforløb og forskellige alt muligt involveret I det. Så vi prøver at hjælpe dem med at forstå, hvad er det, de har lært af de her forløb, som kan bruge strammetrettet til at øge deres evalueringskompetencer og øge kulturen og samtalen omkring, hvad foregår der I undervisningen.
Anette:Så jeres rolle er den at skubbe bagpå det, de gør I forvejen, eller gå foran og sige, sådan kan I gøre det? Eller stå ved siden af og gøre det sammen med dem. Hvordan er jeres rolle I forhold til den interaktion, I gør?
Jan:Det er en god blanding af de ting, du siger. Vi prøver for så vidt at komme med nogle ideer, nogle ting, som vi kan se, man kan bruge, nogle værktøjer, og så når de har sat sig fast på nogle bestemte forløb eller nogle bestemte emner, så forsøger vi at tale med dem omkring, hvad kan man så gøre for at få det ind, hvordan kunne man kvalificere forløbet, uden at man nødvendigvis behøver at knække halsen på at skulle have en masse ekstra forberedelse. Og så snakker vi om dem med den samler vi op hvert halve år, hvor vi prøver at finde ud af, hvad har der været af forløb, og hvad har vi lært af dem I de sidste halve år.
Thomas:Hvad er det den der refleksion så hvert halve år? Hvad er det den kan? Som jeg hørte, så er der en ret stor åbenhed I forhold til, hvad det er, man kan gribe som lærer fra den slags kompetenceudvikling, I laver her. Og folk kan gribe lige der, hvor det passer ind I det, de laver I forvejen. Det er I hvert fald det, jeg hører.
Thomas:Hvad er det så, den her refleksion betyder, vi skal tale det ind I sådan en kompetenceudviklingsramme?
Jan:Det er jo så der, hvor vi måske har mulighed for så at pege på, lidt ligesom vi også gerne vil have lærerne til at pege på hos deres elever. Hvad er de her lært? De her opsamlinger skulle gerne være med til at med at skære bevidstheden om, at vi kan faktisk godt gøre nogle ting. Og det ting, har gjort her de sidste halve år, der var det faktisk det der, der var ret effektivt, og grund af det og det og det. Og på den måde hjælpe lærerne, især de vejledere, der er, forstå, hvor kan vi arbejde videre.
Thomas:Så refleksionrummet er der, hvor man også finder ud af, hvad er det, vi skal have mere af.
Jan:Ja. Men det er fyldt med frustrationer. Ja, for pokker. Nu hører I alle intentionerne. Virkeligheden er fyldt med alle mulige andre Kunne
Thomas:du ikke give os noget virkelighed her?
Anette:Jeg tænker også,
Jan:at der
Anette:må være nogle lærere, der ligesom siger, at det er nok med de her projekter, og jeg vil bare gerne have det til at virke, og det ved jeg, det gør I forvejen. I må jo også modtage en evaluering, en feedback, der gør, at I stiller spørgsmålstegn på den måde, I gør det på, eller hvordan hvordan de her refleksion laver I så også om på jeres setup?
Jan:Vi har justeret, ja, her fra år et til år 2. Blandt andet fordi, at der er en forventning nok fordi at mange lærere er vant til, at projekter handler om, at der kommer nogen med noget. Og det her med, vi siger, hvad synes I selv? Det er mega irriterende og fyldt med frustration og sådan noget, så er nogle vi har skullet lave lidt løbende tilpasning for at møde hinanden. Og det er ikke igen, vi er ikke I mål på nogen måde, men vi arbejder sammen om at prøve at komme så langt, som vi kan.
Jan:Jo mere vi ligesom forsøger at italesætte, hvorfor vi gør de her ting, hvorfor vi gør det på den her måde, jo flere begynder også at forstå, hvad det er for en intention, vi har med det. Og jo flere kan se sig ind I det, fornemmer jeg. Så det er også lidt mere at Det tager noget tid at opbygge den tillid til, at vi kommer faktisk ikke for at frustrere eller gøre livet sværere, men faktisk for at hjælpe på en måde, som ikke kræver en kæmpe ekstra indsats. Og det er måske også lidt til forskel for nogle andre projekter, de har erfaringer fra tidligere. Så vi arbejder også lidt med at gøre op med andre tilgange, hvor det måske har været nemmere at være med som deltager, men hvor udbyttet måske også har været lidt mere flygtigt.
Anette:Jeg tænker på, det her projekt var hvor længe?
Jan:I 3 år.
Anette:Det synes jeg er ret kort tid I forhold til at opbygge en kultur. Især en kultur, når det er 4 skoler, der er med.
Jan:4 skoler I den ene kommune og 2 I den anden.
Anette:Vi 2 har erfaret, hvor hurtigt en fantastisk kultur kan smuldre. Der er også med andre eksempler på, at kommunerne virkelig gør en indsats, og at alle snakker om dem I 10 år, og så smuldre den her kultur. Hvordan tænker du, at man kan bevare en stærk kultur omkring naturfagene, som man har opbygget gennem mange år?
Jan:Der er ingen garantier. Den her slags ting har et element af uforudsigelighed I sig. At begynder at se skoler som komplekse systemer, som ikke kun handler om den enkelte lærer, men handler om, hvordan alle på skolen interagerer med hinanden, og hvordan man også interagerer med folk uden for skolerne, om de påvirker, der kommer alle mulige forskellige steder fra. Så begynder man også måske at kunne forstå, hvordan nogle gange sker der det, at en lille forskel et sted I systemet kan blive forstærket op igennem, og så lige pludselig har det katastrofale konsekvenser et eller andet, for eksempel for kulturen, naturfaglig kultur på en skole. Der kan være en skoleleder, der bliver skiftet ud, det kan være en enkelt lærer, der bliver skiftet ud, det kan være en politisk dagsorden I kommunen, det kan være alle mulige ting, som intenderede eller tilfældigt går ind og påvirker systemet, og det er med til at ødelægge grundlaget for den kultur, der eksisterer.
Jan:Men det er en naturlig del af det at have et virke. Det er bare et vilkår, så man er nødt til at prøve at gradere sig lidt mod tilfældighederne ved at prøve at skabe en kultur, som bevidst har nogle styrker og nogle værdier, som på en eller anden måde er vigtige nok til, at man gider at kæmpe for dem kollektivt. Det gør det lidt nemmere. Altså kæmpe Derfor vi så på, ikke kun, at det er elevernes eller lærernes evalueringskompetencer, vi prøver at bygge, men vi arbejder også med skolelederen, vi arbejder også med forvaltning. Det er en del af projektet, at vi bevidst taler med andre end bare lærere I det her sammenhæng.
Anette:Så I har en ambition om, at de 2 skoler, der er med I kommune, faktisk bliver til den arbejdsform eller den kultur, som hele kommunen har. Er det en ambition?
Jan:Ikke umiddelbart. Altså, III udgangspunktet vil vi gerne have haft forvaltningen med fra starten I I Sønderborg også, men Sønderborg har en tradition for en meget stærk decentralisering, så der var det blev det mulige kunst at få 2 skoler med, som var der, hvor de havde lyst til at være med. Det er også en del af øvelsen, hvis man starter på alt for meget modstand, så kan det være rigtig svært at nå nogle vegne overhovedet, så vi ledte bevidst efter nogle steder, hvor vi I de indledende samtaler kunne høre, at her var der nogen, der faktisk var interesseret I at være med. Og det blev så til 2 skoler I Sønderborg.
Anette:Og den kunne jeg godt tænke mig at træde lidt ind I, fordi vi var en del af en kultur på en skole, Thomas og jeg, hvor der blandt andet var, at var rigtig mange fede ting, vi lavede. En af tingene var, at matematiklæreren havde ikke matematikbøger, og en stor del af det foregik faktisk udenfor. Vi fik så også det opdrag fra Københavns Kommune, at vi skulle prøve at se, om vi kunne udbrede nogle af alle de her ting til de andre skoler. Det mislykkes totalt.
Thomas:Det var Digiflow, var det ikke? Nej, bare, det skal ikke bare I fingre.
Anette:Der var flere ting, der var min opgave, Thomas. Nu var jeg da glad for de penge, du fik, var du ikke? Nej, nå. Hvordan gør man det? Hvordan laver man Hvem det?
Jan:Det kan der mange, der kan gøre. Som du sådan selv lægger lidt op til, så er det svært. Der er ikke en one size fits all. Er nogle meget principielle ting, jeg kan sige, om hvad vi gør her I det her projekt, som så omsættes lokalt til nogle bestemte ting, vi gør I Ishøj, fordi det er Ishøj, eller I Sønderborg, fordi det er Sønderborg, de konkrete skoler. Det er formet af den praktiske virkelighed, så En af grundene til, at vi vil gøre det på den her måde, det er fordi, der er så få, der prøver at tage det komplekse alvorligt I deres projekter.
Jan:Og det er det, der er noget, som er både ressourcekrævende, men vi prøver at gøre det så lidt ressourcekrævende som muligt I det her projekt, for at prøve at se, kan vi skabe en model for, hvordan det kan gøres andre steder også. Og det Tilsvarende er ikke entydigt, at man skal gøre det på en bestemt måde, men at man er nødt til netop at arbejde med det lokale, og det koster noget ekstra, end I forhold til at kunne sige, lad os da tage folk ind I 2 dage, give dem noget en spark, noget materiale og så satse på, at det nok bliver omsat. Og det gør det Det ved vi også fra forskning. Det gør det bare ikke særlig effektivt.
Thomas:Så når man skal arbejde med sådan en kompetenceudvikling, også I forhold til sådan en hel institution eller en hel organisation og ikke bare en enkelt lærer, så er det også ligesom alt muligt andet undervisning, at man er nødt til at tage udgangspunkt I der, hvor de er. Det er ikke sådan en One-size fits all, og når I har 4 skoler I Ishøj, så bliver det 4 forskellige forløb, de I virkeligheden laver. Det kan godt være, at er nogle ydre rammer, som ligner hinanden, men der er måske også forskellighed der.
Jan:4 skoler, 4 skoleleder, 4 gange sæt af lærere, som alle sammen også er individer. Er jo det med læring, at læring er effektiv, hvis det bygger på noget af det, som folk kan I forvejen. Og I den udstrækning man vælger at ignorere det, så kan man stadig godt opnå noget, men det er bare ikke den mest effektive måde at skabe læring på. Det er det. Grundprincippet hele vejen fra den enkelte elev hele vejen op til et nationalt hold, hvis vi skal lære af det, vi gør, så er vi nødt til på en eller anden måde at tage højde for det, de kommer med.
Anette:Og det siger du jo. Fordi nu står du I det her projekt, og man kan sige, fællesnævneren for alle de projekter, du er inde I, det er dig. Du minder jo rigtig meget om nogle af dine kollegaer, også på Institut for Naturfagsdidakic. På den anden side har vi så mig, oppefra, udefra, et eller andet sted fra, får at vide, at du skal lave et 6 timers kursus, hvor lærerne kommer og lærer noget om klima forandringer eller tilpasninger. Kunne rigtig godt tænke mig at lave det I laver, men jeg er bare en anden organisation, som har nogle andre vilkår.
Anette:Og det har jo betydning for lærernes kompetenceudviklingsmuligheder. Hvis man nu tænker, at hver gang du har lavet noget, så kommer jeg en kniv Nu siger jeg, det er ikke det, jeg mener. Men nu kommer jeg ind med en kniv og siger, at det kan godt være, at jeg lærte noget med evaluering, og det er slut 3 år. Videre. Nu er det noget fagfagligt, det handler om.
Anette:I skal lære om fisk ude hos Thomas. Hvad skal der til for, at vi alle sammen kommer derhen, hvor lærerne faktisk opnår de største kompetenceudviklingsmuligheder? Der hvor du gerne vil have dem hen, netop at det tager udgangspunkt I deres egen praksis, og de arbejder sammen om at komme et andet sted hen. Hvad skal vi til, hvis vi tager sådan Vi er jo et lille land. Vi er kun 6000000 eller et eller andet.
Anette:Hvad skal der til?
Jan:Jeg tror, det første er at forstå, at det tjener forskellige formål, det vi snakker om, når vi skal sammenligne det projekt, jeg er med I nu, og det som man kan gøre udefra med kursus, aktivitet og forskellig art. Det man kan sige, vi prøver, det er at opbygge en eller anden form for kapacitet for, at alle de ting, som måtte komme udefra, kan få et sted at gro. Og der ved vi, at det kræver noget mere, end at man er væk. Specielt hvis man er ene fra skolen væk og får noget viden og skal bringe det tilbage inde I organisationen. Det kan være rigtig, rigtig svært.
Jan:Så det, vi taler om, det er indsatser på forskellige områder med forskellige hensigter, hvor at der kan være godt at få noget faglig indspark og få noget faglig inspiration. Det tjener et formål, og der kan kurser være ganske glimrende til det. Men omsætning af det kræver, at der er et miljø, der er modtagelig for, at man kan gøre tingene anderledes på en anden måde på baggrund af det, man så har lært på de her kurser. Hvis kulturen er, at du har været væk I så og så lang tid, og så nu kommer du tilbage på skolen, så skal du til at passe det samme job, som du gjorde før, og den viden, du har fået undervejs, den er vi faktisk ikke interesseret I. Så er det klart, så sker der ikke så meget.
Thomas:Og når I arbejder med den kapacitetsopbygning, hvad er det så, der skal til for at skabe den organisation, som er gearet til at tage imod sine lærere, når de har fået kompetenceudvikling hos Anette, eller I det hele taget er gearet til læring. Hvad skal der til for at skabe det?
Jan:Der skal mange ting til, og det er igen lidt forskelligt, afhængigt af hvor vi er I verden, og hvem vi taler om, men vi ved jo for eksempel, at sådan noget som et stærkt team, et stærkt fagteam kan være et rigtig godt sted, så at få opbygget et miljø, hvor der findes et godt fagteam, hvor man taler ikke kun om praktisk afvikling af undervisningen og forholdene på skolen, men man også taler om noget af det faglige indhold, og noget af hvordan eleverne lærer ikke mindst. Det er jo så der, hvor en evalueringskultur kan være rigtig nyttig, skabe en tradition for, at man faktisk interesserer sig for at udvikle undervisningen sammen. Det kan være noget omkring ledelse og sikre, at der er en understøttende ledelse, som anerkender den værdi, det har, hvis et fagteam er velfungerende og er I stand til også at hjælpe med at bringe den viden, som lærerne får fra alle de forskellige projekter, der kommer rundt omkring, alle de forskellige kurser, der måtte være, bringe det ind I organisationen og sørge for, at det det får liv. Der er mange forskellige ting at skrive fat I, og det er meget nemt tale I abstrakt omkring det.
Jan:Det er altid desværre at få det ned I praksis, og det er der, hvor man ofte møder en virkelighed med læreudskiftninger, med mistrivsel eller med alle mulige forskellige udfordringer af sådan en meget praktisk karakter, som også hurtigt kommer til at overskygge nogle af de her fine intentioner.
Thomas:Ja, og uden jeg ved noget som helst om det, men så kunne jeg da forestille mig, at hvis man sidder I solidt fagteam, som gerne vil reflektere over undervisningen og udvikle, hvordan man skaber skole, så har man måske også lyst til at blive siden af et fagteam længere, end hvis man ikke har plads til den refleksion over ens undervisning, uden at jeg I øvrigt har belæg for det. Men der kunne godt være en sammenhæng.
Jan:Der er en sammenhæng, og det handler lidt om, hvis vi skal vende tilbage til evalueringskompetencen. Grunden til det evaluering, vi har valgt at sætte fokus på, og ikke alle mulige andre ting, det er fordi, at hvis lærerne kan få syn for sagen for, at det faktisk gør en forskel hos deres elever, så skaber det ingen mening, som er med til også at fastholde tingene. Også at man ovenikøbet kan dele de succeser, eller den frustration, som det også genererer, med nogle andre, fordi man taler samme sprog, og man har den samme forståelse for, hvorfor det er vigtigt at interessere sig for, hvad der egentlig sker på de enkelte elever. Så er det klart, at det skaber en sammenhæng og en form for samhørighed også, som gør det meget nemmere at være lærer I vid udstrækning. Mere og mere meningsfuldt, fordi man ellers står ret alene med det og er nødt til at prøve at håndtere nogle af de der udfordringer alene.
Thomas:Ja, og man kan sige, at ligesom du siger, at skolen er kompleks, så er lærerjobbet også komplekst. Så hvis man står med det alene og skal håndtere den kompleksitet alene, så er det måske også svært at se sig meningsfuldt I længden, hvis man står helt alene.
Jan:Og det er så også det, man kan se fra forskningen. Som vi peger og talte lidt om, har vi vidst I ret lang tid, at der er nogle skoler, som er bedre til det her end andre. Og det, der karakteriserer dem, er det, som vi ofte kalder for et professionelt læringsfællesskab. Og det er blevet et begreb, som fylder en del rundt omkring I miljøet og bliver også italesat lidt forskelligt, men essensen af det er, at det er en tilstand, hvor der er et godt læringsmiljø I organisationen, fordi man anerkender, at det at organisationen som helhed sund I forhold til at fokusere på læring, det gør, at eleverne lærer mere, at lærerne også løbende kompetenceudvikler sig, og at I skolen I det hele taget er bedre rustet til både at tage de tilbud til sig, som der måtte komme, men også at håndtere de konflikter, der er.
Thomas:Det her projekt her, det kører I 3 år, og der er noget med at opbygge noget kultur omkring evaluering. Hvad er det, der ligger I det, som gør, at I også tror, at det kan leve videre på de 4 skoler I Ishøj efterfølgende. Er der allerede nu nogle ting, hvor tænker her, er nogle ting, som er så vigtigt at forankre I de her organisationer, for at det også lever videre, når I på et tidspunkt er ude?
Jan:Ja, altså vi håber jo på at nå så langt som overhovedet muligt med at få skabt en praksis hos lærerne, hvor de tænker I hvert fald en gang imellem, når de laver noget, som måske fylder lidt mere, et lidt længere forløb, siger hvad er det egentlig, jeg er særligt interesseret I, at eleverne lærer her? Og hvis de kan få den tankegang med og kan følge op på det I den måde, de så evaluerer og bruger den evaluering på, så har vi faktisk noget, som jeg vil sige, har en livlig karakter. Hvis det så oven I købet er sådan, så det lykkes at få dem til at tale om det på tværs af forløb og på tværs af lærere, og det oven I købet måske er sådan, så skolerne får syn for sagen, at det at have faglig viden om elevernes faglige viden fra undervisningen, er værdifuldt, og noget, som de kan bruge til noget også, så har vi skabt et grundlag for, at sådan en kultur kan blive ved med at vokse. Det er nogle af de tegn, vi leder efter I vores forskning I denne sammenhæng.
Anette:Altså det, jeg hørte du sagde før, det var, at der er både plads til den måde, du arbejder på, og den måde, jeg arbejder på med de her kurser. Er det rigtigt? Ja. Der er plads til det hele. Men det du gør, det er svært.
Anette:Det tager lang tid, men det er på en eller anden måde også meget sårbart. Det kan godt være, at der er en dybere læring I forhold til, hvordan læreren udvikler sig. I forhold til det, jeg kommer med, som er meget umiddelbart fra den ene dag til den anden. Man læreren siger, jeg vil gerne have noget plug-in play, hvis det er til I morgen. Altså hvis det ikke er over en kort og en lille afgrænset sfære.
Anette:Det du kommer med, det er langsigtet. Det er meget større og det er meget sværere Og der er brug for nogle mennesker, som kan bære den her udvikling. Det er et naf-projekt. Hvad nu, hvis man ikke har naf-projekter? Hvordan får vi fat I kommuner, der ikke er med I dine projekter?
Thomas:Jeg tænker også, at hvis man sidder som skoleleder og tænker, der er et eller andet, der giver mening her. Jeg sender lærere afsted på kompetenceudvikling hos Anette. Hvad er det, jeg skal arbejde med I min egen organisation, for at vi faktisk får noget ud af det?
Jan:Jeg vil lige svare på Anette spørgsmål først. Det, vi håber at få ud af det her, er et et aktionsforskningsprojekt, så vi håber jo at få noget viden ud af det her, som kan gøre, at det ikke er noget alle skal gøre på samme komplicerede måde, som vi gør. Så vi håber på, at det her genererer en bevidsthed og en synlighed omkring, hvorfor det er vigtigt at gøre den ekstra indsats, det kan være at prøve at påvirke kulturen, men samtidig også at sige, er der nogle simple steder, hvor vi kan starte? Er nogle enkelte ting, vi kan gøre for at skærpe bevidstheden om, hvorfor det er vigtigt at interessere sig for elevernes læring I undervisningen. Det er sådan set det.
Jan:Og det er jo noget, man så også efterfølgende kan gå ud andre steder og begynde at prøve på. Og der vil være nogle steder, hvor det vil lykkes nemmere end andre steder, og det vil betyde, der er igen ikke en one-size fits all, men der er måske et tilbud, som ikke findes nu, hvor man har den skærpede opmærksomhed på, hvordan kan man starte en kulturudviklingsproces på sin skole. I forvejen er der fra min Stedetce side en del fokus på netop stærke evalueringskulturer, der man kan finde ting på immu'er og alle mulige andet, men det har jo samme karakter og samme udfordringer, selvom der er noget bevidsthed I det, og selvom det er nogle glimrende materialer på mange måder, så er det meget abstrakt, og det kræver en opfølgning, det kræver nogen, der går ind og hjælper med at arbejde med det. Men vi håber på, at det også kan blive sådan, at nogle af de kommende efter kompetenceudviklingstilbud fremadrettet måske kommer til at handle ikke kun om fagligt indhold, men netop også om måden at gå til det faglige indhold på, og hvordan man omsætter det til praksis ud fra nogle af de ting, vi arbejder med.
Jan:Så hvis man sidder sådan en skoleleder
Thomas:Ja, lige præcis. Hvad gør jeg så?
Jan:Så er en af de ting, det er I vid udstrækning at være opmærksom på, at alle de projekter, man er med I, alle de ting, man sender lærerne på, eller alle de ting, lærerne gerne vil vil på, og prøve det på en eller måde at se, hvordan passer det ind I, hvad der ellers foregår på skolen, og prøve at hjælpe med på den ene side at skærme mod alt for mange dagsordener på gang, fordi man lærer ikke noget, hvis man farer I alle retninger på gang, og den anden vej rundt og sikrer, at man sørger for, at der er ordentlig tid og ordentlig mulighed for at få nogle af de ting, man så får med ind I organisationen, hvad enten det kommer fra kompetenceudviklingskurser eller projekter, eller hvad det er, og give det tid til også at blive omsat til noget, som er en del af kulturen. Hvis det er vigtigt nok, hvis det er interessant nok, så skal det også have tid til at gro. Og vi har desværre en tendens til at hoppe fra det ene projekt til det andet, fordi der er så mange tilbud, og det er meget nemmere at sige ja til et nyt projekt, end det er at tage et projekt og få det til at blive forankret.
Thomas:Så hvis jeg som skoleleder sender en lærer på kompetenceudvikling, så er det også en god at tale med den lærer, når han kommer hjem igen.
Jan:Ja, der er Man kan spørge, er der liv efter projektet? Hvad sker der, når projektet er slut? Mange gange er der ikke nogen, der har tænkt på, hvad er eftervirkningerne af det her? Hvordan bruger vi den viden, der er kommet ind I organisationen på en fornuftig måde? Og det er nok en del af professionaliseringen af den måde, vi arbejder med både kompetenceudvikling og I det hele taget udviklingen på, at for det første inden projektet går I gang og lige kigge på, er det noget, vi har brug for, og hvem har brug for det.
Thomas:Og hvad skal vi have ud af det?
Jan:Er der nogen, som kan se sig ind I det, og kan vi sikre, at man tænker, at den modstand, man kan forudse, vil komme, kan man fjerne noget af den. Så inden man overhovedet går I gang, skal man lige spørge, er det overhovedet en god ide? Og det kan jo være svært nok, hvis det kommer udefra, og man bliver tvunget ind I nogle ting, men I den udstrækning det er jo muligt, så prøv lige at have sådan en modningsfase inden, og så efterfølgende også når projektet er slut, have tænkt ind, hvad sker der, når de ressourcer ikke længere er til rådighed? Hvordan bringer vi det ind I en hverdag, som skal eksistere uden de her vilkår?
Anette:Betyder det, at det rent faktisk er skolen og forvaltningen skolelederen og forvaltningen den person, der sidder I forvaltningen, der skal være med til at formulere de her projekter?
Jan:Ikke nødvendigvis, men det betyder, at når man sidder enten I forvaltningen, og der kommer en politisk dagsorden, og det begynder at blive til nogle konkrete tiltag, som skolerne skal agere I, så er det bare utrolig vigtigt, at skolerne på en eller anden måde også får mulighed for at påvirke, hvordan det så bliver til virkelighed hos dem. Og det tager ofte også lidt tid. Og det er den tid, jeg ofte ser, ikke er der. Så man går I gang, man har en man omsætter det, man giver ligesom vandre over videre, og så skal man I gang så hurtigt som muligt. Og det skaber I sig selv noget modstand, fordi at folk allerede er I gang med alle mulige andre ting.
Jan:Og når de så bliver tvunget ind I noget, som de ikke måske lige har set pointen I, også selvom det måske princippet lyder som en god men de ved ikke, hvordan de får plads til det, I hvad de ellers går og laver, så skaber vi en masse unødvendig stress.
Anette:Der er nogle mennesker, der altid er tid nok og dejligt for projekter nok, og som kan bære rigtig mange af de her ting, som vi andre går og sætter I gang. Der er sådan et lidt negativt udtryk, der hedder, når Nilshore dør, så fylder projektet eller dør, eller hopper videre, eller hvad man nu gør. Hvad tænker du om det? Er reelt, at der er meget af den her kulturudvikling, som foregår på en skole, som rent faktisk forsvinder, fordi den kun er bundet op på person?
Jan:Det er klart, at I den udstrækning udvikling af bordet af enkeltpersoner, så bliver det mere sårbart. En af måderne at sikre, for det første, at det har et lidt mere stabil grundlag, det er at sørge for, at ildsjæleene får lov til at gøre det, de gør, men at der også er nogle tanker om, når man så har lavet alle de her spændende nye ting, som ildsjæle kommer og bringer I spil, hvem hvem samler op på det? Hvem sørger for, at det bliver en del af institutionen? Hvem sørger for, at der går drift I det, hvis det er en god ide? Jamen, det er jo så der, hvor det bliver et ansvar for vejledere, for kollegaer, for ledere, for alle de andre, som er en del af det her økosystem, som skolen er, der på en eller anden måde kan være med til at sikre, at at den viden, som en ildsjæl kan generere, den energi, som en ildsjæl bringer ind I det, ikke bare er er en personbåret ting, men er noget, som man man regel får nytte af.
Jan:Og det kan jo være svært, hvis ikke vild sjælen trækker I alle mulige andre retninger end kulturen, og det kan være svært, hvis hvis vild sjælen har så mange ideer, at man slet ikke kan absorbere dem, eller hvis man ikke har nogen som helst form for kvalitetede grundlag til at finde ud af, hvor mange hvad er der hvad er alle de her gode tiltag, hvilke af dem er nyttige at gå videre med. Det vil sige, og det er derfor, så er vi tilbage til det her med evaluering, hvis ikke vi reelt har nogen som helst ide om, om det ene eller et andet faktisk er noget, der gavner eleverne, vores elever på den her skole, I den her sammenhæng, så har vi ikke noget grundlag til at træffe en beslutning om, hvilke af de her mange forskellige muligheder, der opstår, ved enten det fra ildsjæle eller projekter, som er værd at gå videre med.
Anette:Så hvis vi nu for eksempel nu har vi e-shælene Vi kan faktisk finde andre grupperinger af lærere. Alle lærere er jo forskellige. Men vi kan putte dem ind I nogle små kasser, så kan vi nemmere snakke om dem, synes vi nogle gange. Er det okay at være en lærer, som ikke kører hundred 1000 kilometer I timen, men ligesom siger, jamen jeg har faktisk været lærer I 20 år, jeg ved det her virker. Er det okay, at man ikke har så meget fart på sin egen kompetenceudvikling?
Jan:Ja, bestemt da. Der er også skrevet en del om, hvordan folk I forskellige dele af deres karriere har brug for kompetenceudvikling på forskellige måder. Og og og og men også netop måske nogle gange misser gode erfaringer, fordi det, man har jo gjort I 20 år, på en eller anden måde I sig selv, umyndiggøre den viden, fordi det kan godt være, det virker for dig, men nu er verden I en anden, så den viden er ikke længere reel. Det er rigtig nok, men man skal også bare lige huske på, at lærere, hvis vi propper dem I kasser, så skal vi lige passe på, at de kasser ikke bliver for statiske, fordi at lærere behøver ikke nødvendigvis at være tilbageholdende I alle tilfælde. De kan være tilbageholdende af mange gode grunde I et givent projekt, fordi at de måske ikke kan se sig ind I det, eller fordi de ikke synes, det er spændende.
Jan:Og så kan de springe på og være ildsjæle I en anden sammenhæng. Så det er ikke sådan en entydig størrelse. Så der skal være plads til lidt af hvert, og hvis vi taler om udvikling af kultur, så er det en del af pointen også at være meget opmærksom på, hvor kan man finde nogen, som faktisk kan være med til at starte en positiv udvikling, I stedet for at man siger, at alle skal være med fra starten.
Thomas:Men den der tilbageholdenhed eller modstand, man kan opleve, det er vel også noget, som man måske bare skal betragte som en faglig ansvarstagen også. Det er måske også nogen, som faktisk har en holdning til deres fag. Det er måske ikke altid tilbageholdende modstand. Måske er det også fordi, at der er en grund til det.
Jan:En forsker, der hedder Donald Sølberg, som engang brugte et fantastisk udtryk, skoler præget af dynamisk konservatiisme. Der er en stor dynamik I forhold til at kunne gøre ting, nye ting hele tiden, men helt fundamentalt er der også en konservatiisme, som gør, de vigtige ting rykker sig meget langsomt. Og det er nok meget sundt I vi udstrækning af det, den der blanding af det. Men måden vi kommer fra så at få gavn af alt det der alt det nye, alt det smarte, alt alle de gode tiltag, der måtte være, det er jo så også ved at prøve at til og adressere, hvad hvad betyder det egentlig for vores grundlæggende forståelser af, hvad der er vigtigt for os. Der kan jo komme nogle nogle en modstand ud af det, at lærerne sådan fundamentalt set har en om, at eleverne har brug for noget andet end det, som de føler, de er nødt til at undervise I.
Jan:Og den konflikt er jo superærlig. Så for eksempel med den naturfaglige kompetence ser vi ret tit, at lærerne, når de italesætter, hvad det egentlig er, der er fedt, hvordan ser det ud, når eleverne virkelig udfolder sig ud, så kan det så passer det fint med en eller anden kompetenceorienteret tankegang, fordi det det er der, hvor eleverne oplever, at der er noget meningsfuldt I det, og at de er engagerede og så videre og så videre. Men så oplever lærden sig også ofte, at de er nødt til at gøre noget andet end det for at imødekomme alle mulige andre krav. Og hvis vi kan finde nogle veje og skabe noget synlighed omkring, hvordan her hvordan vi så skaber flere af de her mere tilfredsstillende oplevelser ved at synliggøre, når det sker, hvorfor det så sker, så kan der komme den her kompetenceudvikling, som forhåbentlig også er med til at drive en udvikling, hvor at nogle af de der nye tiltag bliver holdt op imod noget af det, sådan er et fundament, som handler om, vi ved faktisk godt, hvad vores elever har gavn af og kan have glæde af. Og så kan man bedre tåle at få blive kastet lidt rundt af det der lidt omskiftelige miljø, som der er.
Thomas:Ja, fordi man stadig har et øje på eleverne.
Jan:Man har et øje på det fundamentale, hvad skal eleverne lære? Hvad synes vi er vigtigt? Hvad ved vi har effekt for vores elever på vores skole I de vilkår, vi har? Hvad kan vi gøre som lærere, som faktisk fungerer? Og det behøver ikke at være super statisk, men det er noget, som er I hvert fald fundamentalt vigtigere er på plads, en eller anden udstrækning.
Thomas:Jeg tænker, det er meget godt at slutte her, hvor kompetenceudvikling I sidste ende handler om eleverne.
Anette:Ja, det kan du godt, Tim. Men jeg står faktisk og bliver lidt mere nysgerrig. Det er bare fordi, jeg Du ved meget. Mine børns generation har et eller andet, der hedder Jeg har en karriere. Da jeg kom ud, skulle jeg være lærer, og så havde man de der 4 år på seminariet, og som var færdiguddannet for resten af livet, troede vi.
Anette:Nu har man en karriere, og der er faktisk nogen, der gerne vil tage ansvar for, hvad det er, jeg skal igennem for at komme derhen, hvor jeg gerne vil. Er det et kollektivt ansvar, eller er det et personligt ansvar med kompetenceudvikling?
Jan:Hos eleverne?
Anette:Nej, hos Er det mit eget ansvar, at jeg får lært de ting, får prøvet de ting, får erfaring med de ting, som jeg gerne vil? Skal jeg have lov og ret til at bestemme det, det som Danmarks Lærerforening med kompetencefonden gør, hvor man selv kan bestemme sit kursus? Men så kommer det kollektiv ligesom og siger: Nej, det kan du faktisk ikke, fordi det skal passe ind I vores skolekultur. Hvad er det Hvad er det, der er Er det 2 modsætninger?
Jan:Der har været sådan en spænding mellem mellem ansvaret for at blive ved med at blive dygtigere som professionel, og så det, som systemet forventer en. Og vi har en tradition for autonomi igennem hele vores skolesystem, som fylder rigtig, rigtig meget fra kommunerne til skolerne til lærerne, og I vid udstrækning også til eleverne. Der er der er en tradition for, at det det er den enkelte, der har skal have en en stor autonomi omkring, hvordan man lærer bedst. Men det skaber også nogle spændinger I forhold til netop det kollektiv, som du siger, ik? Vi har også brug for, at der er en eller anden grad af af akkomptibilitet, som handler I vid udstrækning om, at man skal kunne gøre rede for, hvorfor man gør de ting, man så gør.
Jan:Ikke kun, at der er nogen udefra, skal have syn for sagen, når man nu gør tit arbejde ordentligt, men mere det der med, at man på en eller måde kan gøre rede for, hvorfor gør vi det på den her måde? Og det det det det er der, hvor man kan sige, hvis hvis lærere vælger at tage på kursus, som er fuldstændig imodstrid med, hvad resten af fagteamet ellers gerne vil, så så ku det være rart, hvis der var nogle gode argumenter for det. Og det gør det lidt nemmere, hvis man ka man har en begrundet en begrundelse for hvorfor man afviger. Men det er klart, det skaber da også nogle spændinger.
Anette:Avier. Så afviger man.
Jan:Ja, det er det jo ved set fra normen, det er er definition en afvigelse, ik? Det betyder jo ikke nødvendigvis, at det gør, at man ikke kan være en del af normmen I en anden situation, men men det det her med at skabe noget bevidsthed om om de valg, der bliver truffet I forhold til, hvorfor gør vi naturfag på den måde, som vi gør? Hvorfor siger vi ja til de tilbud, og ikke til nogle andre tilbud, og hvad er det egentlig, der er vigtigt for os at sikre hos eleverne?
Anette:Jeg har 1000 flere spørgsmål.
Thomas:Det ved jeg godt, du har. Den tror, I skal tage jer over en kop kaffe.
Anette:Det gør vi så. Tak,
Thomas:Jan, fordi du ville være med. Derfor jeg
Jan:fået initiativet.
Thomas:Vi glæder os til at takke mere om kompetenceudvikling også I den næste episode. Og tak til alle at lyde med her I Naturfagsdidaktiske Nuancer lytteres ved.