Subscribe
Share
Share
Embed
Naturfagsdidaktiske nuancer er din ugentlige podcast om naturfagsdidaktikkens fascinerende verden. Vi udforsker bredden og dybden af naturfaglig undervisning i grundskolen, med et kritisk og nysgerrigt blik. Hver episode tager fat på specifikke emner eller temaer, hvor vi diskuterer pædagogik, didaktik, og naturformidling med lærere, undervisere og forskere. Vi tilbyder praktiske tips, refleksioner og inspiration til at styrke din undervisningspraksis. Målet er at inspirere lærerne til nye didaktiske overvejelser i undervisningen, og bidrage til diskussionen om, hvad god undervisning er. Vær med når vi sammen udforsker, hvad undervisningen kan bidrage til for børn og unge.
Podcasten udgives af Naturcenter Amager Strand og CFU/KP
Du lytter til podcasten Naturfagsdidaktiske nuancer. Podcasten, hvor vi dykker ned I Naturfagsdidaktikens fascinerende verden hver uge sammen med nye spændende gæster. Vi vil gerne give dig, der underviser I naturfag I grundskolen, tips, tricks og inspiration, der kan styrke din undervisning. Den vært er, Anette Vestergaard Nielsen og Thomas Ziegler Larsen. Velkommen til!
Thomas:Der er masser af muligheder for at udelukke børn fra undervisningen. Der også masser af muligheder for som barn at udelukke sig selv fra undervisningen.
Thomas:Og I dag skal vi tale om hvordan vi kan håndtere det med, når man udelukker børn eller hvordan vi måske undgår at udelukke børn fra undervisningen. Vi har besøg af Astrid Schrøder. Astrid, vil du ikke kort fortælle hvem du er, og hvor denne her interesse for eksklususionen? Eller hvad det nu kommer fra?
Astrid:Jo, altså, jeg hedder Astrid Skødder, og jeg er fra CFU Absalon som naturfagskonsulent, så er jeg lærer. Og interessen, jamen det Det ved jeg ikke. Den er nok Den har nok altid været der.
Thomas:Men du har stillet det første.
Thomas:af en I det her.
Anette:Det vil jeg gerne. Nu siger du: Ekskludere.
Thomas:Vi kan også lige inkludere her.
Anette:Der kommer sådan nogle hypede ord. Og jeg har hørt ordet deltagelsesmuligheder ekstremt mange gange inden for det sidste halve år. Og jeg tænker bare: Ja okay, det var noget, vi siger. Hvad lægger du I ordet deltagelsesmuligheder?
Astrid:Jamen, jeg tænker egentlig mest at al undervisningen åbner nogle deltagelsesmuligheder og lukker andre. Så på en måde har du ret I, at deltagelsesmuligheder er jo sådan et lidt mærkeligt ord, fordi der er jo aldrig fuld deltagelsesmuligheder. Der er jo altid mulighed for at deltage på måde, men ikke på andre måder.
Anette:Så når jeg går ind I min undervisning, så har jeg på forhånd tænkt, at det her eksploderer nogen, og at det gør, at andre kan deltage. Eller er det noget, vi er bevidste om?
Astrid:Det er nok de færreste alligevel, der er bevidste om det, men jeg tænker, at grunden til, at det måske giver mening at begynde at være bevidste om, hvad for nogle muligheder det egentlig skaber for deltagelse, Det er jo fordi, at vi I naturfagene ser, at der er ret meget systematik I hvem det er, der vælger at gå videre inden for STEM-fagene for eksempel eller STEM-uddannelserne. Så hvis vi gerne vil have flere til at gå videre og flere til at interessere sig for naturfag, så skal vi måske også kigge på, hvilke muligheder for deltagelse, der er I den undervisning, vi laver.
Anette:Så det er mine valg som underviser, der åbner op eller lukker for deltagelsesmulighederne?
Astrid:Ja, altså hvis du nu stiller et spørgsmål ud I klassen Hvad ved I om fotosynesen? Så er der jo en rigtig og en forkert måde, man kan deltage på som elev. Du kan række hånden op, du kan svare, eller du kan lade være. Så på den måde, så giver det mulighed for at positionere dig selv som elev på en bestemt måde. Men du kan ikke begynde at tegne fotosyntesen eller undersøge den.
Astrid:Og det
Anette:er fordi, at børnene gør det, de bliver bedt om?
Astrid:Altså, jeg tænker, at der ligger jo altid nogle implicit elevforståelser. Hvad er det egentlig, vi forventer eleverne? Altså både hvad er det, vi siger, de skal gøre, men også hvad er det for nogle implicit antagelser for Hvordan gør den gode elev lige nu?
Anette:Og det har du studeret I dit speciale. Hvad er den gode elever? Hvem er det, jeg kan forvente? Jeg kommer ind, stiller spørgsmålet: Hvem kan fortælle mig om fotosyntese? Hvilke forventninger kan jeg så have til de elever?
Anette:Hvem er det, der kan svare på det? Kan man dele det op, sådan at der er nogen? Og det er altid den samme slags, der kan det her.
Astrid:Man kan I hvert fald se, at der er systematik I,
Anette:hvem det er, der vælger at gå videre. Og det er
Astrid:jo ikke nødvendigvis de samme, som får de høje karakterer, der vælger at gå videre. Men det kommer også an på, hvordan du definerer det fordi hvis du kigger på optag på altså hvad er det på de videregående uddannelser så er der systematik. Hvis du kigger på arbejdsmarkedet, hvad er det for nogle jobprofiler? Så har vi jo I Danmark et ret køn skævt arbejdsmarked for eksempel.
Anette:Hvordan har vi
Astrid:det? Jamen at der er flere mænd I nogle brancher og flere kvinder I andre brancher. Så drenge mænd søger derhen derhen hen, hvor der er andre drenge mænd. Kvinder søger hen, hvor der er andre.
Anette:Og tænker du, at jeg allerede gør det, når jeg I biologiundervisningen I syv. Klasse går ind og har en bestemt tilgang til, hvad jeg forventer af børnene?
Astrid:Altså, man kan I hvert se, at pigers motivation for naturvidenskab dykker eller falder daler måske på mellemtrinnet I naturteknologi. Og det gør alle elever egentlig, men det er særligt piger. Så på den måde kan man jo sige, at der er nogen,
Anette:der går videre, hvor der
Astrid:er andre, der falder fra. Og de er nogle, der bare er de samme. Er det et problem? Ja. Hvad
Anette:Hvad er det, Diana ved vores samfund eller vores verden, er der nogen, der falder fra, eller er der nogen, der ikke vælger en stemmeuddannelse?
Astrid:Altså, vi tre kan jo godt blive enige om, at naturfag er fantastisk, og at det er berigende på alle måder I ens liv og hverdag. Så jeg tænker, at der er flere måder, man kan se det på. Der er både et samfundsøkonomisk argument, at vi gerne vil have flere til at tage de her uddannelser. Men der er også sådan et dannelsesargument, at vi gerne vil have lige adgang til dannelse Og vi vil gerne have, at alle elever får den glæde og de oplevelser som naturfag også bidrager med.
Anette:Du trak vejret, Thomas
Thomas:Jamen jeg kom bare til at tænke på I forhold til, at nu siger du, at nu er der piger som eller piger måske generelt som mister en interesse for naturfagene her omkring ventrikelsystemet. Indtil det er der så en lige stor interesse for naturfag, eller er der de samme forudsætninger for at have en interesse for naturfag? Eller er der noget kønnet I forhold til den interesse også tidligere? Altså,
Astrid:jeg tror egentlig Men jeg er lidt usikker her men jeg tror egentlig, at de kommer ind med den samme nogenlunde de samme forudsætninger og nogenlunde den samme begejstring for enbri I hønen og kigge I mikroskop og sådan noget, når de møder ind I skolen. Altså mit umiddelbare gæt vil være 'Ja'.
Thomas:Og det giver jo I virkeligheden ikke fordi jeg sådan kan stå og bare konkludere her på vores synsning men jeg tænker, at hvis de kommer ind med det samme, så giver det os jo et problem. Hvis vi som underviser I skolen er med til at fratage nogen interesse for naturfag så tænkte jeg: Nu siger du, at så kan der være et problem I forhold til et arbejdsmarked og en rekruttering til en særlig type jobs. Men det er vel også et samfundsproblem udover et arbejdsmarkedsproblem, hvis vi fjerner nogle børns interesse for det. Det er
Astrid:da et kæmpe, kæmpe problem. Altså, fordi Som vi jo lige snakkede om, så er det jo, når man åbner avisen og kigger Der er så mange relevante eller naturvidenskabelige emner, som man har fået dårligere forudsætning for at deltage I. Så det er både et demokratisk problem, og det er jo også et livskvalitetsproblem, vil jeg sige. Fordi hvis du ikke kan glæde dig over naturen og naturvidenskab, så
Anette:Men er det ikke også, fordi vi har en meget lukket forestilling om, hvad naturvidenskab er? Fordi naturvidenskab er jo andet end klimaforandringer. Handler det ikke også om hårprodukter? Jo. De vil også, når vi snakker om at deltage I debatten, at så længe vi har den der: Jamen, det handler om klimaforandringer.
Thomas:Men, Annette, du plejer jo at sige til mig, at det er meget nemt I naturfag, fordi det handler om
Anette:To ting.
Thomas:Det, naturen har skabt. Det, som menneskerne har skabt. Og så alting derimellem, ikke? Ja. Så naturfag handler vel om det hele.
Astrid:Men når
Anette:man kigger I læremidlerne, så bliver det meget det traditionelle syn på, hvad det er for nogle temaer, vi skal arbejde med.
Astrid:Man kan I hvert fald sige, at hvis vi gerne vil have flere til at deltage og flere til at synes, det er interessant, så skal vi måske også vise et bredt repertoire, for det jo netop handler om rigtig mange ting. Så når vi tænker på kemi, skal vi måske ikke kun tænke på, at man ender med at stå I et laboratorie med en hvid kilde men også at man kan være en rigtig god frisør.
Anette:Jeg er negletekniker. Du var lige jo en chef frisør, og så tænkte jeg: Jeg har engang ødelagt mine negle, fordi jeg fik dem ordnet på en ferie. Og det blev simpelthen papirstyn. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor. Og det bliver man da nysgerrig på.
Anette:Hvad var det, der skete til jer? De er fuldstændig smugdredeede. Men det er jo den der kemi, som vi aldrig rigtigt forstår, og som vi på et eller andet sted accepterer, at vi ikke forstår. Det ville et af de temaer kunne man aldrig drømme om at tage op I undervisningen, fordi det er så langt væk fra det traditionelle, vi arbejder med. Så er der også noget med, at vi skal åbne for flere temaer?
Astrid:Ja, altså det er jo et rigtig godt eksempel, fordi der er rigtig mange elever, der vil kunne relatere til den problemstilling, fordi negle er meget oppe I tiden. Og jeg har I hvert fald mange elever, der går op I de der negle der. Så det er både det der med at bygge bro til elevernes hverdag. Hvor er det, de kommer fra? Og hvad synes de er interessant på forhånd?
Anette:Og det er vel også en måde at acceptere det, de kommer med, vigtigt, ik'?
Astrid:Jo. Så på den måde skaber du jo også deltagelsesmuligheder ved at åbne op og linke din undervisning til elevernes hverdag.
Thomas:Men jeg kunne godt tænke mig at gå I virkeligheden nu bevæger vi os ind I noget meget konkret her. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi kommer tilbage til det meget konkrete men jeg tænker, at den samtale, som vi kun lige akkurat åbnede I forhold til at at folkeskolen har nok måske primært en dannelsesopgave. Der er nogle, der synes, at folkeskolens primære opgave er at sortere børnene I forhold til deres ungdomsuddannelse. Der synes jeg måske, at opgaven er større end en sorteringssmekanisme. Og hvis folkeskolens opgave er en ansættelsesopgave så nytter det vel heller ikke noget at vi har nogle fag, hvor vi siger: Det her er kun interessant for en lille gruppe af eleverne.
Thomas:I skal komme til de her timer et par timer om ugen men vi ved godt, at det ikke er noget for jer. Og hvordan Altså, der tænker jeg: Hvordan kan vi sikre ja, hvordan det er måske så meget sagt men hvordan kan vi sikre, at den her dannelsesopgave på på en eller anden måde Hvordan kan vi sikre, at faget eller naturfagene er relevante eller opleves som relevante for alle eleverne?
Anette:Jeg kom faktisk til at tænke på, at der var engang en undersøgelse. Den hed Roseundersøgelsen, og drengene er atombomber, piger er fugtighedscreme. Det var delt op meget af det. Så lavede jeg den samme undersøgelse på den skole, jeg var på, og det, der interesserede alle eleverne, det var de her svingninger I strengeinstrumenter. Jeg tænkte: 'Wup', hvad sker der?' 'Hvorfor siger I det?' Og det var simpelthen fordi, de interesserede sig for det, de var blevet undervist I en emneuge, hvor det havde været oppe, og de bare havde været vildt glade.
Anette:Så måske har vi nogle forudindtaget indstillinger til, hvad børnene egentlig gerne vil lave.
Astrid:Jamen, det tror jeg da helt sikkert, vi har. Altså, jeg tror, da vi er lige så biasst som alle mulige andre. Og drenge og piger møder nok ind I undervisningen med forskellige interesser. Ligesom den roseundersøgelse, du fortalte om. Og samtidig kan man jo også godt udvide sine interesser.
Astrid:Så det er jo ikke fordi, at hvis man starter med at interessere sig for heste, at man aldrig kan interessere sig for andet. Fordi selvfølgelig kan man opleve, at den undervisning er interessant, så det bliver en del af noget af det, man interesserer sig for. Og det skulle vi også gerne kunne I det her dannelsesbegreb udvide elevernes horisont og vise dem, at der er mere end bare det, de kender I forvejen, der også kan være interessant. Så jeg tænker, at det er jo sådan såsiigt fordi på den ene side, hvis du bare ignorere, at der er forskelle så kan du også være med til at forstærke dem men hvis du taler om dem og laver målrettet undervisning på nogle forskelle, du regner med, er der så risikerer du også at forstærke nogle forskelle eller marginalisere nogle, som du ikke burde eller behøver.
Anette:Altså hvis jeg ignorere forskelle på eleverne eller de forskelle, som sikkert er der så forstærker jeg dem også.
Astrid:Det kan du I hvert fald gøre. Hvis du nu siger: Okay, nu skal vi lave et eller andet med computerspil. Halvdelen af klassen spiller computer I deres fritid så vil de jo have et klart forspring frem for de andre.
Anette:Så hvad skal jeg så gøre?
Astrid:Jamen altså det du sagde før det der med at bygge bro til elevernes interesser og vise et bredt udvalg tænker jeg, at det er jo måske et meget godt sted at starte I Hvad er det for nogle emner, vi tager op og hvor ser vi naturfagene? Er det kun de der sådan klassiske emner, eller kan vi også gå ud over og se naturfag I næsten alt I virkeligheden?
Anette:Kan vi være så frie, at vi gør ligesom de gør I nysgerrige I Norge, at eleverne selv kommer med temaer. Er det for vildt?
Astrid:Nej, det tænker jeg, da ikke er for vildt. Overhovedet.
Anette:Men så kommer jeg også ud på glat is jo. Ja. Og det er måske et
Astrid:meget godt sted at være. Okay. Er det ikke det?
Anette:Jo. Jo jo. Jo,
Thomas:der kan være en masse undersøgelsersmuligheder af glat is. Selvfølgelig.
Astrid:Men Thomas, nu sagde du før det der med at læreren har rig mulighed for at ekskludere og sådan noget. Og det har man jo også. Men på den anden side skal vi jo også passe på, at vi ikke lægger for meget ansvar over på den arme lærer, fordi der er jo så mange ting, der spiller ind I det her med, hvis man nu tager science identitet. Det kan jo både være lærerens blik på eleverne, men det kan jo også være elevernes blik på hinanden. Ja.
Astrid:Eller deres blik på sig selv.
Anette:Hvordan? Hvilken betydning har det, at min veninde sidder ved siden af mig I forhold til, om jeg rækker hånden op eller ej? Er det sådan noget, du tænker?
Astrid:Ja, altså I det øjeblik, du rækker hånden op, så viser du jo, at du gerne vil noget, at du vil gerne ses på en bestemt måde. Så hele det her identitet altså hvordan er det, vi genkender os selv og bliver set og genkendt af andre det er vel ret betydningsfuldt for, om du vælger
Anette:at række hånden op. For det
Astrid:er jo et aktivt valg.
Anette:Så den identitet, jeg for eksempel tager med I fag, hvor jeg prøver at gemme mig lidt, fordi jeg har problemer med læsning for eksempel. Den identitet kan jeg tage med I et andet fag, hvor læsning måske ikke har den store betydning. Er det noget, eleverne gør? Jeg kan nu overhovedet svare på det.
Astrid:Nej, det ved jeg ikke, om jeg kan svare på. Men der er jo det her begreb Scien-identitet', som både handler om, at du har nogle kompetencer, og at du også kan kunne præstere eller performe på en måde men også at du bliver set og genkendt af andre som en, der kunne høre hjemme I faget. Og jeg synes, at den der tredeling af det er interessant fordi du kan jo godt have kompetencerne uden nogensinde at blive genkendt af andre. Og det kender vi jo selv, ikke?
Thomas:Og hvad er det, der gør, at man ikke bliver genkendt af andre? Er der sådan nogle helt tydelige markører I forhold til naturfag I forhold til at blive genkendt som en, der hører til?
Astrid:Jeg tænker I hvert fald, at der er meget identitet I naturfagene som vi måske ikke er så gode til at snakke om. Måske tænker vi nogle gange, at naturfagene er et kønsneutralt område. Men det er det jo ikke, for der er lige så meget køn I naturfagene som dig I alt muligt andet. Så hvis du spørger eleverne: Hvordan ser en ud, der er god til naturfagene? Så vil de jo måske svare, om det er en, der er nu stille, lyttende og klog, som vi lige talte om, ik?
Astrid:Eller? Eller det er en, der ser ud eller gør noget på en bestemt måde?
Anette:Så det er måske også noget med, at vi heller ikke skal have stereotyper på de elever, som er interesseret I naturfag, men at vi også ligesom siger, at der er nogle andre elever, der ikke ser ud på en anden måde?
Astrid:I hvert fald hvis vi gerne vil have mange til at interessere sig for det, så har vi vel også en forpligtigelse til at acceptere, at der kan være mange måder at gøre på I naturfag, så det ikke bliver forsnever.
Anette:Så vi snakker også om tilgangen. At der er mange måder at gøre naturfag på. Men vi snakkede også, inden vi kom herind, om æstetik. Og det er jo noget, som ikke rigtig er blevet brugt. I hvert fald ikke af mig.
Anette:Fordi jeg synes måske, det har været spild af tid at få tingene til at se pæne ud, når det handler bare om at få planten til at gro. Hvordan tænker du, at de her æstetiske læreprocesser kan have betydning for grupper af elever, som måske tænker I dit band?
Astrid:Altså, det er jo meget sjovt, at du nævner det, fordi æstetik er måske noget af det, som vi sorterer fra eller siger: Det er mindre vigtigt. Der er jo noget, der er mere vigtigt end noget andet. Og det kan jo være en måde at få flere elever til at deltage, eller flere elever til at gå til opgaven. Og samtidig synes jeg også, det er interessant, at det er det, du siger: Nå, det har vi måske ikke brugt så meget tid på.
Anette:Flø en dag havde vi nogen ingen, der lavede Feltfigurer. Og hvor vi snakkede om det med at fordybe sig. Og det er jo det, man gør, når man arbejder I æstetisk læreprocesser. Så bliver du nødt til at fordybe dig, fordi ellers kommer du ikke til et resultat. Men det er jo også et meget individuelt resultat.
Anette:Der er jo mange forskellige måder at lave. Nu har vi også lige voresiano-print hængende her. Der er mange forskellige opgaveløsning, og nogle gange vil vi bare have: Hvad er fotosyntesen? Kom med formen og så lad os komme videre.
Astrid:Men det der med, at der er mange forskellige svar, det kan jo også godt være med til at motivere nogen. Og det kan jo skabe plads. Nogle af dem, der måske ikke synes, at det er så sjovt at række hånden op og spare på, hvad foto synes vi er, kan måske blive indfanget af nogle af de andre tilgange. Det ved jeg ikke.
Anette:Og det er jo også nogle gange det, man som underviser kan se, at det kræver mere tid, fordi den feedback, som eleverne skal have, er ikke den samme. Jeg kan ikke sætte det rigtige eller forkert. Jeg kan ikke køre det igennem en computer og så lige sige: Det er rigtige eller forkert. Det tager lidt mere tid at arbejde med æstetisk læreprocesser. Fordybelse fra eleverne og feedbacken fra undervisere.
Anette:Du snakkede også på et tidspunkt om, at sproget var vigtige I forhold til deltagelsesmuligheder.
Astrid:Det er jo ikke et problem, at der er noget, der er mere rigtigt end andet. Og at sproget har en stor betydning I naturfagene fordi det er jo ikke lige meget, hvordan du for eksempel beskriver fotosynesenesen for nu at bruge det eksempel. Men hvis vi har et snævert fokus på sprog og at det skal være den rigtige måde at formulere sig på måske allerede inden de møder ind I undervisningen og hvis vi ikke lærer dem sproget derovre så mister vi muligheden for at følges med dem Tænker jeg. Så på den måde bliver det måske de elever, der har sproget med hjemmefra, som får et forspring I undervisningen.
Anette:Det er også lidt at gøre end undervisningen. Eller det bliver lettere for mig. Og nogle gange så tyer jeg altså til det der. Jeg gør ikke, selvfølgelig. Men det der mange, der gør.
Thomas:Jeg har en ven, der engang. Hold ved vi. Tydelig til.
Anette:Du fortalte mig, Astrid, at du bad dine elever vælge, om de skulle selv vurdere deres engagement I forhold til en opgave, de skulle til at løse. Hvad var det, du fandt ud af I den, hvor man ligesom sagde: Hvad er vi?
Astrid:Altså, alle drengene havde sat sig på et. Det var på en skala fra et til fem, og alle pigerne satte sig på fem I fjerde glas. Og det var jo bare noget med jeg synes bare, det er pudsigt det der med, at måske er det heller ikke så meget mere kompliceret end at folk indfrier de forventninger, vi har til dem, og de har til sig selv. Så hvis vi har en en forventning om, at drenge deltager på en anden måde I skolen at de for eksempel får dårligere karakterer så går de måske også op og får dårligere karakterer. Eller hvis vi har en forventning om, at piger primært gør det, fordi de er pligtopfyldende eller de får nogle gode karakterer men at de ikke som sådan hører hjemme I naturfagene så får de måske ikke den der oplevelse af at høre til.
Astrid:Vi snakkede jo også om, Annette, at det er jo ikke karaktererne. Vi vil jo rigtig gerne væk fra de der karakterer. Vi vil jo gerne give dem den der oplevelser, der hører med.
Anette:Og den der selvtillid, de også kan få. Men det er bare, når nu du siger det der med at have nogle fordomme, og nu har jeg undervist I rigtig mange år, og du rammer lige ind I: Jeg gør det hver gang, jeg gør det hele tiden. Jeg har nogle forventninger. De elever, der er ovre I denne her kasse. Jeg har nogle forventninger til dem.
Anette:Og hvis man først er I den kasse, så er det rigtig svært at komme ud af den over de elever, der er ovre I denne her kasse. Man kan også se det piger og drenge.
Thomas:Ja, der er mange møder
Anette:og fx ikoner. Er der mange kasser, vi kan putte børnene ind I?
Thomas:Hvis vi ved, at vi putter børnene kasser Hvis vi ved, at der er børn, der bliver ekskluderet Hvis vi ved, at vores forudindtagethed har betydning for om børnene oplever selv selv som værende nogen der hører til I naturfagene. Hvis vi ved alle de her ting her hvad skal vi så gøre I vores undervisning? Tænker: Det er vi skal bevæge os hen. Altså hvad skal det her betyde for vores undervisning? Fordi Jeg har svært ved at se, at der er nogle af os der har sådan en sådan en sådan en sådan en sådan en sådan en enbroet interesse I at systematisk ekskludere nogle grupper fra naturfag.
Thomas:Så har vi I hvert fald et problem, hvis der er nogen af os der har sådan en interesse I det. Og så bliver vi nødt til at tale om det. Men hvis vi faktisk har en interesse I at inkludere alle elever eller de fleste elever og gøre naturfag interessante for alle elever Og gøre naturfag til noget, som alle elever I hvert fald I en eller anden grad føler sig hjemme I fordi folkeskolen er jo ikke et valg. Og hvis vi har en forventning om, at alle går I skole hvordan kan vi så sørge for at lave undervisning, som kan rumme alle? Hvad skal vi gøre?
Astrid:Ja, det
Anette:er jo
Astrid:et meget godt stort spørgsmål. Ja,
Thomas:det er et gigantisk spørgsmål men alligevel er der et eller andet. Der er nogle ting, vi bliver nødt til. Der er nogle didaktiske overvejelser, vi bliver nødt til at have. Og der er nogle ting, vi bliver nødt til at reflektere over hvis vi gerne vil lave undervisning, hvor vi ikke systematisk ekskluderer børn på baggrund af deres køn eller etnicitet eller hvad det nu ellers er.
Astrid:Ja, altså måske kunne man gribe det op, sådan som man tog og sagde: Okay, der er lærerens fortolkning af eleverne, og det er den der prisme, vi kigger igennem. Altså, hvad er det, vi får øje på? Er det køn, klasse, etnicitet og så videre, ikke? Så man er bevidst om, at man kigger igennem en prisme, og at man prøver at lave en mental øvelse med: Ville det her se anderledes ud, hvis det var en anden? Og det tænker jeg, det er jo et individuelt arbejde, læreren kan gøre med sig selv Prøve at reflektere lidt over hvordan vi får positioneret eleverne, og hvordan vi fortolker dem.
Thomas:Men så
Astrid:er der måske også noget I forhold til læremidler. Altså, hvad er det for nogle læremidler, vi præsenterer dem for? Hvad er det for nogle emner, vi præsenterer dem for? Og hvad er det for nogle rollemodeller? At der også er en eller anden diversitet I det?
Astrid:Ja. Og måske også noget med didaktiske tilgange, At det ikke kun er den naturvidenskabelige metode. At vi også godt kan nogle gange bevæge os lidt ud over det for lige at se, om vi kan få en eller to mere med på vognen.
Thomas:Ja, fordi den naturvidenskabelige metode er jo måske en ting, man skal lære. Men det er jo også bare et redskab til at få øjnene op for nogle ting I naturen.
Astrid:Og måske hedder det de naturvidenskabelige metoder?
Thomas:Det er der for flere.
Anette:Jo, og så tænker jeg også på det, som vi også har talt om tidligere. Der er en Sign, der skal betale børnene her med. Du sagde de tre her. Og så være bevidst om, at de ikke kommer med det samme. Nogle børn har noget med, nogle andre børn har noget andet med.
Anette:At anerkende, at uanset hvad de kommer med, så er det faktisk noget, der kan thai ind I en naturfag vinkel. Det har vi også talt om.
Astrid:Det der med, at man får bygget bro til elevernes hverdag, og man får dem altså næsten lige meget, hvor de kommer fra, ikke, og hvad de kommer med, så må der jo være et eller andet, man kan bygge på, tænker jeg, I undervisningen.
Thomas:Vi vil
Anette:I hvert fald anerkende, at det, de kommer med, har en relevans for det, vi går og laver.
Thomas:Du nævnte også det med de didaktiske overvejelser inde I ens undervisning. Nævnte det lige inden det her med de naturvidenskabelige metoder I flertal. Og det kunne jeg I virkeligheden godt tænke mig, hvis vi ikke kunne koble på det her for nu har vi også tidligere snakket om at der er nogen, der responderer rigtig godt på de her helt lukkede spørgsmål: Hvad er fotosyntesen? Og nogle der bare og så kan de banke en formel af og så kører det derudaf og nogle der mere er til de åbne opgaver. Giver det her overvejelser I forhold til at skabe en undervisning, hvor alle faktisk har en oplevelse af, at de kan bidrage med noget vigtigt til undervisningen?
Astrid:Jamen altså, jeg tænker Du siger det jo meget godt. Altså det der med, at der er altid nogen, der bliver motiveret af en bestemt form, og vi kan ikke ramme alle altid. Men hvis vi forsøger at spille på flere tangenter, ikke så får vi måske lidt flere med. Så det hele behøver ikke være et rigtigt ja, forkert rigtigt svar. Men der kan også være nogle andre altså, vi kan også arbejde med nogle flere metoder, og det kan godt være, at der er nogen, der bliver motiverede af at lave deres egne undersøgelser eller noget, der er lidt mere kreativt, eller hvor deres nysgerrighed bliver sat I spil.
Astrid:Men det kan også godt være, at der er nogen, der er motiverede af at sidde og læse en bog om dinosaurer. Det
Anette:gør jeg I hvert fald. Ja, det lyder det. Det er fordi, jeg lige har lavet en dinosaur-kasse for CFU. Flim man altså lidt.
Thomas:Det er sjovt, som hver gang der kommer et eller andet.
Astrid:Den dør lige
Thomas:nervøs. Og altid en kasse. Ja, det
Anette:har jeg. Og så har jeg også min sælkasse, som jeg glæder mig så meget til.
Thomas:Så du putter børnene I kasser, og du har kasser.
Anette:Det er det hele.
Thomas:Det lever fra mit liv. Kasser. Jeg kom til at tænke på og det var sådan en ting, som vi også talte om lige inden vi gik I studiet. Det skal man altid passe på med at tale om ting inden men vi talte også om det her med at netop nogle gange så kan man godt som lærer stille de her måske lidt lukkede spørgsmål og så have en eller anden forventning om, at så er der nogen, der rækker hånden op og siger det rigtige. Og så er der syvogtyve andre børn, som sidder passiv tilbage.
Thomas:Og måske fisker jeg for meget men alligevel synes jeg, at det er nogle af de her greb som faktisk er vigtigt at få med. Selvom det for mange tænker jeg: 'Ja' selvfølgelig'. Men så er der alligevel nogen, som tænker: Det er jo meget rart lige at få genopfrisket.
Astrid:Det er sjovt, at du siger det der. Jeg tror, at der er så mange lærere, der gør det. Jeg gør det selv nogle gange. Jeg tænker: Hvorfor er det? Hvorfor gør jeg det?
Astrid:Jeg kender svaret. Dem, der kan svare, kender svaret, og de andre får egentlig bare lov at sidde og føle sig dumme. Så hvad er pointen egentlig med det der spørgsmålsvar?
Thomas:Og når du så er den her fantastiske reflekterende lærer og Og slår sig over panden
Anette:og siger: Nu glor jeg det igen.
Thomas:Hvad er det så, du tænker, du skal gøre I stedet for? Man kan jo gøre tusind ting, men
Astrid:Man kan gøre tusind ting, tænker: Hvorfor er det kun der skal svare? Hvorfor skal de ikke alle sammen svare? Det er altså Mest åbenlyse spot. Vi vil jo egentlig
Thomas:gerne Vi vil jo egentlig gerne Vi vil jo egentlig gerne Vi vil jo egentlig gerne
Astrid:Vi vil
Thomas:jo gerne svare I kor.
Astrid:Ja, råbe svaret I kor eller snakke to og to sammen.
Anette:Bare det, at de skal snakke sammen, så bliver de nødt til jer. Men det gør man også I de små klasser, men oppe I de større klasser, så synes jeg, at vi glemmer lidt den der med at diskutere I grupper, inden I kommer med svaret. Og det er også, fordi man er bange for, at så snart huske er noget andet?
Astrid:Ja, præcis. Og så har det der
Anette:I virkeligheden en anden agenda, fordi det kan være I virkeligheden lige
Astrid:så meget for at udstille Prøv at se, I har ikke hørt efter, ikke? Og nu kan jeg lige fortælle jer, hvor meget bagud I er. Så får det der spørgsmål egentlig nogle andre lidt mere kedelige bi en mere kedelig bissmag, fordi så er det jo ikke det, det handler om.
Anette:Nej, og jeg gør nogle gange det, hvor de siger: Må vi slå det op på Google? Og så sidder jeg bare og tænker: Ja, hvis I har jeres telefon, selvfølgelig må I bruge det.
Thomas:Det er de ikke også, jeg har.
Anette:Ja, og det, synes jeg, er irriterende. Ja, det er jo ikke en diskussion. Nej, det her I alt. Nå, men lige her til sidst også. Vi snakkede om Der er gruppe, der er pligtopfyldende, og der er gruppe, der er nysgerrige.
Thomas:Og det
Anette:er jo også den måde, vi siger: Jamen, jeg kan se en elev, der reagerer på en bestemt måde. Hvordan tager jeg det ind? Altså en elev, der hænger I gardinerne, er som regel en dreng. En elev, der sidder stille nede I hjørnet, er en pige. Altså, vi har jo de der forudagede meninger og holdninger bevidst eller ubevidst.
Astrid:Og kan man egentlig vurdere, om nogen er pligtopfyldende eller nysgerrige? Nogle gange kan du jo godt blive nysgerrige af at være pligtopfyldende. Der er rigtig meget, jeg har gjort, fordi jeg skulle. Men som senere har jeg tænkt: Det var også ret interessant, ik'? Ja.
Astrid:Så det er vel et kontinuum, altså At du gør noget af pligt. Jeg tror ikke, jeg ville stå her, hvis det ikke var mit arbejde men jeg synes faktisk, det er ret interessant at snakke med jer. Så det er jo ikke
Thomas:Tak, alligevel.
Astrid:Der var vi heldige,
Thomas:hvad Thomas. Jeg tænker, at vi skal til at runde af. Vi har brugt en halv times tid her. Og hvis nu snakken naturligt falder på eksklusion eller hvordan du skaber deltagelsesmuligheder I undervisningen og du ikke lige ved, hvordan du får det sagt til dine kolleger så kan du bare dele den her podcast fx. Det er den ene ting, jeg skulle sige.
Thomas:Og ellers skal vi huske at sige: Husk at abonnere Husk at dele med dine venner bla bla bla alt det der. Og ellers skal vi sige tak for I dag Tak til dig, der lyttede ned på dagens episode Er du nysgerrig på mere, kan du nede I showrooms finde de relevante referencer, vi har talt om I dag Podcastcasten er produceret af Naturcenter Amager Strand. Og din Vær der var Anette Vestergaard Nielsen fra CFU og mig, Thomas Eiller Larsen.