Subscribe
Share
Share
Embed
Sidley’s Sofa er en podcast om at være menneske.
Et sted for de samtaler, vi ikke altid når at have i hverdagen. Om de historier, vi fortæller om os selv. Om relationer, identitet, kroppen, livet, længslerne, valgene – og alt det, der følger med, når man er et menneske blandt andre mennesker.
Her leder vi ikke efter ét rigtigt svar. Vi undersøger, hvad der sker, når vi bliver nysgerrige på det, vi tager for givet, ser fra flere perspektiver og tør stille nye spørgsmål.
For der findes sjældent kun én måde at forstå os selv, hinanden eller livet på.
Jeg hedder Nicoline Sidley, og i hver episode inviterer jeg dig med ind i sofaen til en samtale, en refleksion og et spørgsmål, du kan tage med dig videre.
Måske finder vi ikke et svar. Men måske finder vi et spørgsmål, der er værd at tage med videre.
Velkommen i Sidley’s Sofa.
Vend pandekagen: nysgerrighed og perspektiv
===
[00:00:00]
Velkommen til Sidley's Sofa. En podcast om at være menneske. Et sted, hvor vi mødes for at undersøge livet sammen. Ikke fordi jeg tror, jeg har alle svarene, men fordi jeg tror, at nogle af de bedste samtaler begynder med et godt spørgsmål. Jeg hedder Nicoline Sidley, og jeg er virkelig glad for, at du er her
Jeg har et udtryk, som jeg bruger rigtig tit. Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg oprindelig har det fra, om jeg har hørt det et eller andet sted, eller om det bare er noget, der er opstået inde i mit eget hoved.
Men jeg siger meget tit: En pandekage har altid minimum to sider, ligegyldigt hvor flad den er.
Og jeg ved godt, at det måske ikke ligefrem er den store filosofi, men jeg elsker faktisk det billede.
For selv den fladeste pandekage har en side, du ikke kan se, når du står og kigger på [00:01:00] den.
Du kan være helt sikker på, hvordan den ser ud.
Og du kan have fuldstændig ret i alt det, du kan se. Men vender du den om, så er der mere. Sådan tror jeg faktisk, at det også er med os mennesker, med vores relationer og med de situationer, vi står i, og også med den måde, som vi ser os selv på.
Vi oplever verden fra det sted, hvor vi står. Vores oplevelser er virkelige, men det er ikke nødvendigvis hele billedet. Og det er jo meget nemt at sidde her i sofaen med en kop te og være enig i Ja ja, selvfølgelig kan andre mennesker se tingene anderledes end mig.
Det bliver straks lidt sværere, når vi står midt i en situation og tænker Men jeg har jo ret.
For så sker der noget med vores nysgerrighed. Eller det kan der i hvert fald gøre i min, hvis jeg ikke er opmærksom. Måske kender du det. Du står midt i en diskussion, og du ved, hvad den anden [00:02:00] mente. Du ved, hvordan hun sagde det. Du ved, hvad han prøver på.
Og mens den anden stadigvæk taler, så er du i fuld gang inde i dit eget hoved. Det passer simpelthen ikke. Nu gør hun det igen. Han hører overhovedet ikke efter. Eller måske bare det er mig, der har ret her. Og det kan du godt have. Det synes jeg faktisk er vigtigt at få sagt. Fordi det her handler ikke om, at vi skal gå rundt og tvivle på alt det, vi oplever, eller at alle perspektiver altid er lige rigtige.
Eller at sandheden nødvendigvis ligger sådan pænt midt imellem to mennesker. Det gør den sjældent. Nogle gange er pandekagen bare brændt på.
Men du kan godt have ret i det, du kan se uden at kunne se det hele. Og det er egentlig det, jeg har lyst til, at vi skal være lidt nysgerrige på sammen i dag. Hvad sker der, hvis vi en gang [00:03:00] imellem tør at vende pandekagen? Jeg kom faktisk til at tænke på en oplevelse, jeg havde for mange år siden. Jeg arbejdede et sted, hvor vi havde fået en ny kollega.
Hun var lige blevet ansat, og kort tid efter fandt vi ud af, at hun var gravid. Hun havde også været gravid på det tidspunkt, hvor hun var til ansættelsessamtale, men det vidste vi ikke på det tidspunkt. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at jeg følte mig en lille smule ført bag lyset. Ikke fordi hun var gravid, men fordi at jeg var meget sikker på, at hun vidste det, da hun blev ansat, og hun ikke havde fortalt os det. Og dengang havde jeg nok en følelse af, at det var noget, jeg gerne ville have vidst
På et tidspunkt sagde hun noget til mig, og det er faktisk lidt irriterende, når man skal fortælle sådan en historie mange år senere. For jeg kan simpelthen ikke huske præcist, hvad det var, hun sagde. [00:04:00] Jeg kan ikke huske ordene, men jeg kan huske følelsen meget tydeligt.
Jeg oplevede, at hun satte mig noget i skoene. At hun tillagde mig et motiv, som jeg slet ikke havde. Og jeg blev forfærdelig stødt. Jeg følte mig virkelig uretfærdigt behandlet, for jeg vidste jo, hvad der foregik inde i mig. Jeg kendte mine egne intentioner, og det hun tillagde mig, kunne jeg overhovedet ikke genkende.
Så inden i mig foregik der det her. Det kan du simpelthen ikke tillade dig at sige om mig. Og hvis du havde spurgt mig dengang, hvad det var, der var sket, så tror jeg, at mit svar havde været meget enkelt.
Hun misforstod mig. Punktum. Men når jeg ser tilbage på det i dag, så kan jeg få øje på noget, som jeg ikke tror, jeg kunne se dengang. For hvad nu hvis hun faktisk havde mærket noget hos mig? Ikke det motiv hun tillagde mig.
Det tror jeg stadigvæk ikke var [00:05:00] mit. Men måske havde hun mærket en reservation, en irritation, min følelse af at være blevet ført lidt bag lyset. Jeg ved det ikke. Måske havde hun. Måske havde hun ikke. Og jeg ved heller ikke, hvad der foregik inde i hende. Måske var hun bekymret for, hvordan vi ville reagere, når vi fandt ud af, at hun var gravid.
Måske havde hun oplevet noget tidligere, som gjorde, at hun var ekstra opmærksom på vores reaktioner. Måske var det noget helt tredje. Jeg aner det virkelig ikke, for jeg spurgte hende aldrig. Og det er egentlig det, der gør historien interessant for mig i dag. For jeg behøver ikke at gå tilbage og beslutte, at hun havde ret.
Det synes jeg er vigtigt. Jeg kan stadigvæk tænke det motiv, du tillagde mig, var ikke mit. Og jeg kan være nysgerrig. Hvad mon hun havde set og mærket, som fik situationen til at se sådan ud fra hendes side? For [00:06:00] begge dele kan godt være der. Jeg kendte min side, men jeg kendte faktisk meget lidt til hendes. Og alligevel var jeg dengang meget sikker på, at jeg havde hele billedet.
Og jeg tror faktisk, at historien viser os noget ret menneskeligt. For når vi føler os misforstået og eller uretfærdigt behandlede, så bliver det virkelig svært at være nysgerrig. Det gør det i hvert fald for mig.. Hvis jeg føler, at du tillægger mig noget, som jeg slet ikke kan genkende, så er min første impuls ikke nødvendigvis. Ej, hvor interessant. Fortæl mig mere om det. Nej, så får jeg lyst til at forklare mig og måske også forsvare mig. Rette det du siger, får dig til at forstå, hvad jeg egentlig mente.
Og det giver jo rigtig god mening. For når vi føler os angrebet, kritiseret eller misforstået, så reagerer kroppen også, [00:07:00] og vi bliver mere optaget af at beskytte os selv. Vores udsyn kan blive smallere.
Måske kender du det fra en diskussion. Den anden taler stadig, men du lytter faktisk ikke rigtigt længere. Du står bare og venter på en pause, så du kan komme ind med dit næste argument. Det har jeg i hvert fald prøvet og det lidt komiske er, at begge mennesker sagtens kan stå og gøre det samtidig. Så står der to mennesker, som begge to tænker: "Hvorfor hører du ikke, hvad jeg siger?" Imens ingen af dem hører særlig meget efter, hvad den anden siger.
Og der tror jeg, vi nogle gange kommer til at gøre den andens perspektiv farligt. For hvis du har ret, så har jeg taget fejl.
Hvis din oplevelse er rigtig, så er min forkert. . Hvis jeg prøver at forstå dig, betyder [00:08:00] det så, at jeg skal give køb på mig selv? Men nej, det behøver du ikke. Jeg kan have sagt noget uden nogen intention om at såre dig, og du kan stadigvæk være blevet såret.
Din oplevelse gør ikke mine intentioner onde. Men mine gode intentioner gør heller ikke din oplevelse forkert. Og det synes jeg faktisk er ret vigtigt. For så behøver spørgsmålet ikke altid være hvem har ret? Nogle gange er det langt mere interessant at spørge Hvad skete der egentlig mellem os?
Men der er selvfølgelig en lille udfordring, for det er ikke nok bare at vide, at andre mennesker har et andet perspektiv. Det ved vi jo egentlig godt. Hvis vi virkelig vil forstå noget, så bliver vi nødt til at bevæge os en lille smule hen imod den anden.
Ikke flytte derover, ikke opgive vores eget sted. Bare komme tæt nok på til, at vi måske kan se lidt mere. [00:09:00] Og nogle gange så begynder det med et helt almindeligt spørgsmål. Hvad skete der for dig lige der? Hvad hørte du mig sige? Hvad var det, der ramte dig? Eller hvad er det, jeg ikke har forstået endnu?
Men der er altså stor forskel på at stille et spørgsmål og faktisk være nysgerrig. For vi kan sagtens stille spørgsmålet, hvor vi allerede har besluttet os for svaret. Nå, og hvad er så dit perspektiv? "
Mens hele kroppen i virkeligheden siger Kom bare med det, så skal jeg fortælle dig, hvorfor du tager fejl.
Det er ikke helt det samme. Et ægte spørgsmål kræver, at jeg faktisk er villig til at høre dit svar. Også hvis det overrasker mig. Også hvis jeg opdager noget, jeg ikke havde set. Og måske endda hvis jeg bliver nødt til at ændre mening. Men det kan også være, at jeg ikke ændrer mening.[00:10:00]
Jeg kan sagtens ende et sted, hvor jeg tænker okay, nu forstår jeg bedre, hvorfor du har oplevet det sådan. Og jeg er stadigvæk ikke enig. Det kan vi godt. For forståelse og enighed det er ikke det samme. Og måske er det noget af det fineste ved nysgerrighed At jeg ikke behøver at flytte ind i din virkelighed for at være interesseret i, hvordan den ser ud
Og så får jeg lyst til at vende det hele lidt indad.
For hvis det er rigtigt, at vi ikke kan se hele det andet menneske fra det sted, hvor vi står, så hvad nu hvis vi heller ikke kan se hele os selv? Vi kan være så sikre på, hvem vi er. Jeg er ikke modig. Jeg er dårlig til at sige fra. Jeg er ikke kreativ. Jeg er for følsom.
Sådan en er jeg bare ikke. Og nogle gange siger vi det næsten, som om vi fælder en dom. [00:11:00] Sådan er jeg. Færdig. Punktum. Men prøv lige at tænke over det. Hvor kommer det billede fra? Hvor gammelt er det? Hvad har været med til at skabe det? Og er det stadigvæk hele sandheden om dig? Jeg tror, de fleste af os har prøvet at få et kompliment, som vi næsten ikke har kunnet tage imod.
Nogen kunne sige Du er virkelig modig, og vi svarer Arh, det ved jeg nu ikke. Eller du er virkelig god til det, du laver. Og straks går vi i gang med at forklare, hvorfor det ikke helt passer. Det er da lidt pudsigt, for ofte er vi meget optaget af, at andre mennesker ikke skal definere os. Og det skal de selvfølgelig heller ikke.
Men hvad nu hvis et andet menneske nogle gange kan se noget i os, som vi selv har svært ved at få øje på? En styrke, et mod, [00:12:00] en evne , eller måske et mønster vi selv bliver ved med at overse.
Det betyder ikke, at den anden ved bedre end dig, hvem du er. Men måske kunne spørgsmålet være: Er der noget her, der er værd at være nysgerrig på? For måske er det billede, du har af dig selv, heller ikke hele dig.. Eller måske er det bare den side, du har kigget på længst?
Og så kommer vi til noget, som jeg ikke helt selv synes er særligt nemt. Ikke at vide.
Jeg kan godt lide, når tingene giver mening. Jeg kan godt lide at forstå hvorfor skete det? Hvad mente hun? Hvad skal jeg gøre? Hvordan kommer det her til at ende?
Og gerne hvornår. Der er noget trygt ved at kunne sætte et punktum. Nååå, det var derfor. Ah, det hænger sådan sammen. Slut færdig. Nu har jeg forstået det.
[00:13:00] Problemet er bare, at vi nogle gange sætter punktum, før vi faktisk ved det. Vi ved ikke, hvad den anden mente, men vi har besluttet det. Vi ved ikke, hvordan noget kommer til at gå, men vi har allerede skrevet resten af historien inde i hovedet. Vi ved ikke, hvorfor nogen reagerede, som de gjorde, men vi finder en forklaring.
Og så snart vi tror, vi har forklaringen, så holder vi op med at være nysgerrige.
Det er jo egentlig også det interessante ved historien om min kollega. Jeg ved stadigvæk ikke, hvad der foregik inde i hende. Jeg kan i dag forestille mig flere muligheder, men jeg ved det ikke. Og måske behøver jeg heller ikke at vide det.
Jeg er faktisk begyndt at holde mere og mere af den sætning. Jeg ved det ikke. Eller jeg ved det ikke endnu. For der er noget åbent i den. Der kan stadig komme noget, som jeg ikke har set. Jeg kan stadigvæk blive klogere, og det betyder ikke, at jeg ikke må handle. [00:14:00] Og det synes jeg er vigtigt. For nysgerrighed betyder ikke, at vi skal sidde stille resten af livet, fordi vi ikke har alle svarene.
Jeg kan godt træffe en beslutning uden at være hundrede procent sikker. Jeg kan godt sige fra. Jeg kan godt blive. Jeg kan godt gå. Jeg kan godt vælge og samtidig kunne sige der kan være noget her, jeg endnu ikke har fået øje på. Og måske er det faktisk en form for mod at kunne tage næste skridt, uden at man kender hele vejen.
Så jeg får lyst til at give dig et lille eksperiment med herfra. Ikke noget du skal gøre resten af dit liv. Bare prøv en enkelt gang. Næste gang du får den der fornemmelse af jeg ved godt, hvordan det her hænger sammen, så stop lige op et øjeblik. Ikke fordi du nødvendigvis tager fejl, men bare for at [00:15:00] se, om der kunne være mere.
Hvis det handler om et andet menneske, kan du spørge Hvordan oplevede du det? Hvad er det, jeg ikke forstår? Vil du prøve at fortælle mig bare en lille smule mere? Og hvis spørgsmålet er til dig selv, så prøv. . Hvad ved jeg faktisk, og hvad har jeg antaget? Den kan jeg rigtig godt lide. Hvad ved jeg faktisk, og hvad har jeg antaget?
For de to ting kan føles fuldstændig ens inde i vores hoved. Men det er de ikke nødvendigvis, og du behøver ikke straks at finde en ny forklaring. Bare vær lidt i spørgsmålet og se hvad der sker i samtalen, i kroppen, i dig. For nysgerrighed behøver ikke at betyde, at du skal være ovre på den anden side af pandekagen. Måske skal du bare huske, at den er der. Og derfor er det spørgsmål, jeg gerne vil [00:16:00] sende med dig i dag.
Hvor i dit liv er du blevet så sikker på, at du allerede ved, hvordan det hænger sammen, at du måske er holdt op med at være nysgerrig? Det kan være i en relation, på dit arbejde, i din familie, i noget du går og bekymrer dig om eller måske i den måde, du ser dig selv på. Du behøver ikke ændre mening. Du behøver ikke at give den anden ret. Du behøver faktisk ikke at finde et svar. Bare prøv at lade døren stå lidt på klem, Og hvis dagens samtale har sat nogle tanker i gang hos dig, så vil jeg rigtig gerne invitere dig til at tage dem med ind i Sidlys Sofa Community.
Det er ganske gratis at være med, og det er ikke tænkt som endnu et sted, hvor jeg skal hælde mere indhold ind, som du skal nå at følge med i. Jeg håber, at det kan blive et sted, hvor vi taler sammen, hvor du kan dele [00:17:00] dine egne tanker og oplevelser, hvor du kan stille spørgsmål, svare på noget et andet menneske har delt eller bare læse med, hvis det er det, du har lyst til. Men et community bliver selvfølgelig bedre, jo mere aktive vi er, jo flere perspektiver der kommer i spil, jo mere vi tør dele, og jo mere nysgerrige vi bliver på hinanden. Og lige præcis efter dagens samtale synes jeg faktisk, at det giver ret god mening.
For hvis vi kun sidder her hver for sig med vores egne tanker og perspektiver, så får vi jo stadigvæk kun vores eget perspektiv. Så jeg håber, at du har lyst til at komme med ind og tage plads i sofaen. Ikke fordi vi nødvendigvis skal blive enige. Det håber jeg faktisk ikke, vi gør, men fordi at vi måske kan blive lidt klogere på hinanden og måske også på os selv Tak fordi du satte dig i sofaen sammen med mig i dag.
Hvis [00:18:00] samtalen satte noget i gang hos dig, så lad det gerne få lov til at følge dig lidt endnu. Og næste gang du bliver helt sikker på, at du kan se hele pandekagen, så prøv lige at vende den. Vi høres ved om fjorten dage. indtil da pas godt på dig selv