Subscribe
Share
Share
Embed
Naturfagsdidaktiske nuancer er din ugentlige podcast om naturfagsdidaktikkens fascinerende verden. Vi udforsker bredden og dybden af naturfaglig undervisning i grundskolen, med et kritisk og nysgerrigt blik. Hver episode tager fat på specifikke emner eller temaer, hvor vi diskuterer pædagogik, didaktik, og naturformidling med lærere, undervisere og forskere. Vi tilbyder praktiske tips, refleksioner og inspiration til at styrke din undervisningspraksis. Målet er at inspirere lærerne til nye didaktiske overvejelser i undervisningen, og bidrage til diskussionen om, hvad god undervisning er. Vær med når vi sammen udforsker, hvad undervisningen kan bidrage til for børn og unge.
Podcasten udgives af Naturcenter Amager Strand og CFU/KP
Er du klar, Anette?
Anette:Ja, går godt. Alt er fint. Vi
Thomas:skal tale videre om kompetenceudvikling. Episode nummer 5 om kompetenceudvikling.
Anette:Og det kan vi jo faktisk fortsætte med rigtig længe, fordi jeg synes hver gang vi får fat I en eller anden lille flig, så dukker der noget nyt op.
Thomas:Til at starte med tænkte vi, at vi laver 3, så lavede vi 4, og nu laver vi 5. Fordi der er stadig noget at tale om, når det skal handle om kompetenceudvikling. Du lytter til Naturfagsdidakic-balance. Nu har du hørt Anette, hun er her stadig. Jeg hedder Thomas, jeg er mig stadig, og I dag har vi besøg af Hanne Voldborg Andersen fra Naturfags.
Thomas:Hanne er programleder I det, der hedder skoleindsatsen I Naturfags, men det er måske ikke mig, der er den bedste til at præsentere det. Det er måske I virkeligheden dig selv. Så Hanne, vil du ikke ganske kort fortælle, hvem du er?
Hanne:Jo, det vil jeg gerne. Jamen, det er jo fuldstændig rigtigt, at jeg er programleder I naf, og jeg kommer til naf med en lærerbaggrund og en stor optagethed om læring og udviklingskoleudvikling. Jeg har en ph. D. I læring og har arbejdet med udviklingen inden for læring, teknologi og inklusion.
Thomas:Og nu står jeg bare og slynger forkortelser om her Det der naf. Hvad er det?
Hanne:Naturfags Academy naf er et stort fondstøtttet projekt, hvor vi har 3 forskellige indsatser, der arbejder sammen. Vi har en forskningsenhed, der hedder CASY, og vi har en indsats på læreruddannelsen, hvor vi laver kompetenceudvikling af naturfagslærere på læreruddannelsen og aktiviteter med de studerende. Og så er jeg så programleder I skoleindsatsen, hvor vi laver efter- og videreuddannelse for grundskoleærer.
Anette:Jeg tænkte lige på, fordi nogle gange er det nemt at sige, du er her på Amager. Du er et hus på Amager, og jeg er på KP. Det er også et hus eller måske flere huse. Hvor hører I til sådan rent nationalt? Hvilke hus sidder du I?
Anette:Hvem betaler din løn?
Hanne:Jeg hører til på UC SYD. Det er der, jeg forankrede. Men I virkeligheden er et samarbejde af alle 6 professionsskoler. Så nogle af de andre programledere sidder på de andre museer, og vi samarbejder også med universiteter og med Astra. Så vi er jo sådan en tvær institutionel organisering.
Hanne:Så vi har jo ikke et hus. Vi mødes, og vi samarbejder og har nogle samarbejdspartnere og nogle relationer, som vi går ud og bedriver udvikling med eller forskning med.
Anette:Er det svært? Nu står du her og taler sådan lidt jysk, og så skal du møde nogen fra en helt anden kultur. Er det svært at arbejde sammen med de der forskellige?
Hanne:Hvis målet er klart, så er det da nemmere, men det kræver dig rigtig meget organisering og rigtig meget koordinering. Men det er jo også derfor, vi er en programledelse, der arbejder tæt sammen med det, og vi har 8 år til at nå I mål med det, vi gerne vil nå I mål med. Så det er et langt stærkt projekt, og nafas overordnede formål er at skabe mere motiverende naturfagundervisning eller øge elevers interesser og motivation og udbytte I naturfag. Og det er der så nogle, der forsker I, hvordan gør vi det naturfag didaktiske? Og det er der sådan nogle, der arbejder med læreruddannede og siger, jamen hvordan skal vi klæde de studerende på, sådan at de kan komme ud og have det mål med deres naturfagsundervisning?
Hanne:Og vi har så udviklingen med de lærere, der allerede er ude I praksis og sige, hvordan skaber vi mere motiverende og interesseskaben og udbytterigundervisning.
Thomas:Og nu når det handler om elevernes motivation og interesse, og det er derfor, Naa også eksisterer, hvordan går det så med motivationen og interessen?
Hanne:Det er jo ikke fordi, vi ser sådan, at det spræller helt vildt, hvis vi går ind og spørger eleverne. For hvis vi kigger på nogle af de elevundersøgelser, der har været for nylig undersøgelsen for at forstå for eksempel, altså det er jo ikke fordi, at de sådan ligefrem ser, at det er naturfaceundervisning, som er glade for eller den måde, vi bedriver naturfagundervisning. De er af natur, af dyr, af klima, af mange af de dagsordener, der kunne spille ind I naturfagene. Men der er jo et frafald I forhold til, hvad de egentlig synes om undervisningen.
Thomas:Så de kommer I virkeligheden med måske en motivation og interesse til at starte med, og så er vi rigtig gode til at udvikle den?
Hanne:Altså faktisk ser vi jo nu allerede I slut-mellemtrinnet, at det begynder at være en vinende interesse måske fire-fem. Klasse.
Anette:Hvorfor tror du, det er sådan? Er det fordi børnene vokser ud af naturen, eller er det fordi vi dræber dem langsomt?
Hanne:Det synes jeg jo, at alle, der arbejder med at bedrive god naturfagundervisning, burde spørge nogle flere elever om og være meget mere opmærksomme på, hvad er det, der sker her, siden at de mister interessen for at arbejde med naturfag. Jeg kan jo ikke sige, hvordan de alle sammen reagerer på det, eller hvad det er, der er af deres tjek på, hvorfor den interesse er vine. Men de må jo slå sig på den måde, vi gør det på, siden at de er interesserede I emnet, men ikke I undervisningen.
Thomas:I denne skoleindsats har du fortalt, at I har arbejdet med hundred og 25 skoler på tværs af 35 kommuner med kompetenceudvikling. Det det, du er programleder for I skoleindsatsen, det er at arbejde med den her kompetenceudvikling ude på skolerne. Nu når I så har arbejdet med så mange skoler, fordi det er jo I virkeligheden derfor, at det starter med motivationinteresser hos eleverne, og for at gøre noget ved den, så arbejder I så med en kompetenceudvikling af lærerne for at kunne gøre noget ved den her motivationinteresser hos eleverne. Hvad er det, I kan se på tværs af de her hundred og 25 skoler og 35 kommuner?
Hanne:Jeg tror egentlig gerne lige, at jeg vil sige lidt først. Når det er sådan, at vi har arbejdet med de her skoler, så har vi Vi skaler jo til, hvordan er det, vi skal bedrive den her kompetenceudvikling. Så vi har jo kigget på, hvad er det for nogle faktorer, som forskningen siger, der er vigtigt, hvis vi skal arbejde med at udvikle naturfagsdidaktik. Og så har vi været meget opmærksomme på, hvad er de lokale konkrete behov I kommunerne og I skolerne? Hvad er det, de efterspørger?
Hanne:Og så har vi tilpasset og lavet design, der passer til de enkelte kontekster. Så det er ikke sådan vi går ikke ud med et koncept. Vi går ud og udvikler noget. Udvikler forløb sammen med dem, så de kan se vildt forskelligt ud. Nogle steder er det 2 lærere, vi er ude og løfte I forhold til, at de skal drive en udvikling på en skole.
Hanne:Nogle gange er det hele kommuner, hvor vi har alle skoler I spil, vi har vejledere, vi har naturfagslærer lærer med andre fagligheder med. Så vi har en stor variation af forskellige setups, der er prøvet af. Men noget af det, vi kan se, det er jo, at der er behov både for en faglig og en fagdidaktiske udvikling. Altså, vi er nødt til at tage de 2 ting. Vi kan ikke komme ud bare at fortælle gør sådan.
Hanne:Det er ikke en manual, vi kan udlevere. Vi er nødt til at være nysgerrige sammen med de her lærere på at sige, hvordan får vi bragt fagligheden I spil på nogle måder, sådan at børnene byder ind på det? Og være undersøgende på den praksis, som lærerne har, og være udviklende på den praksis.
Thomas:Hvad betyder det? Hvad betyder det så I forhold til den måde, I tilrettelægger den her kompetenceudvikling på? Hvis I er nysgerrig af den praksis og skal være nysgerrige på, hvad der foregår på skolerne, hvad betyder det så I forhold til, når I så arbejder med kompetenceudvikling af lærerne? Hvis I ikke bare kan komme med en manual?
Hanne:De skal udvikle noget, der passer til dem, hvis det er, at de gerne vil være mere uden for at få en naturfagundervisning knyttet til den lokale sø eller til det lokale Naturfagsenter, jamen så bliver der udviklet noget, der kan bruges dertil sammen med dem. Men de er dem, der har agent I det, det er dem, der har en autonomi I forhold til, hvad skal det være her? Vi støtter deres processer. Vi kan godt komme ud og inspirere. Vi kan godt komme ud og selvfølgelig lave altså lære dem noget om ting, som de ønsker at kaste ind som emner og temaer.
Hanne:Men vi forsøger rigtig meget at drive deres udviklingsprocesser med dem.
Anette:Jeg står bare lige og får et billede inde I hovedet, ik? Fordi I er faktisk bare fødselshjælper. Så man kan forestille sig, at den her gravide kvinde Nu ved jeg godt, det bliver sådan lidt mærkeligt, ik? Men den gravide kvinde hun kommer, hun har selv gjort sig gravid og selv fået et behov for, at det her barn skal ud. Og det er så der, hvor I kommer ind og hjælper.
Anette:Men kvinden skal selv lave hele arbejdet. Få bare lidt hjælp.
Hanne:Det kan du jo godt sige, men sådan er det jo alligevel heller ikke, for man kan jo ikke udvikle ud I et tomt rum. Så vi er jo nødt til at levere nogle tankeklodser eller nogle begreb. Det kan være, vi tager på en fælles besøg et inspirationsbesøg et eller andet sted, eller det kan være, at vi samarbejder med et Naturfagscenteret. Hvis vi nu tager eleverne med herind, hvad for nogle typer opgaver kunne vi så lave? Hvordan kan vi egentlig bruge det her Naturfagscenter som værende det tredje fælles omkring alt Naturfagsundervisning, sådan vi får skabt en progression på vores skole ved at have nogle opgaver, der bliver signet op I forhold til de muligheder, der er på det her Naturfagscenter.
Hanne:Så de udvikler noget, der passer til dem selv. Det er det, de ønsker at opnå I deres lokale kontekst.
Anette:Så inden de får beskrevet deres behov, så er der et eller andet scenarie, et eller andet inspiration, der ligesom bliver præsenteret for dem, eller nogle problemstillinger, som de kan røre at gøre I, så de ikke ender ud I noget, som de måske slet ikke ved, hvad er?
Hanne:Ja, eller så redesigner efterhånden, som de bliver klogere, for vi arbejder jo også med nogle længerevarende forløb. Nogle af dem er 2 år eller mere. Og det vil sige, at man kan jo godt starte et sted, men når man først har fået noget inspiration, så ved man jo mere om, hvad man egentlig godt kunne tænke sig. Så det kan godt være, at vi nu engang er nødt til at slå en streg I sandet og sige, okay, vi kom herhen til med det fælles, vi gik med, fordi det var egentlig af det, vi havde besluttet. Men nu er der opstået 100 andre behov, fordi man har fået mange gode ideer og det, man har set og ladet sig inspirere af.
Hanne:Så nu tager det en drejning. Så vi starter tit I noget meget fælles. Inspiration kunne også være at starte med at tage på bigbange for at have et mulighedsrum at kigge ind I. Men det kunne også bare være det lokale besøg ved en lille sø, og det er der, vi gør nogle ting sammen, som sætter gang I en udvikling, som så skal understøttes. Lærerne har nogle pædagogiske ønsker eller nogle ønsker om at få nogle særlige kompetencer eller udvikle noget I deres egen undervisning eller på deres egen skole.
Hanne:Og kommunerne kan have nogle ønsker om, at vi egentlig har et mere fælles sprog eller en ens linje. Så der kan jo være mange behov ind I det her, men det er så det, vi I de her designprocesser forsøger at balancere, sådan at vi kan lægge en fælles retning og en fælles vej.
Anette:Så det skal faktisk bestå som flere edative processer, hvor man definerer behovet og så udvikler sig undervejs, går lidt tilbage, går lidt frem, og så ser man, hvor man ender, fordi det ved I faktisk ikke.
Hanne:Det ved vi ikke altid helt.
Anette:Eller vi vidste ender, det siger I.
Hanne:Det skulle heller ikke ende. Det tror jeg måske, det er også fejlen I det, at vi forestiller os, at kompetenceudvikling er fra A til B. Altså, det er jo noget, der helst skulle være igennem et helt lærerigt, at man bliver ved med at være nysgerrig på, hvordan hvordan virker det, jeg gør med mine elever? Og kunne man gøre noget andet, og er der nogen, der falder igennem den måde, vi gør det på nu? Opnår vi det, vi gerne vil?
Hanne:Hvad er vores pædagogiske målsætning? Hvad vil vi gerne de her børn når igennem skoleforløbet med? Hvad er det for en naturfaglig kuffert, vi gerne vil have det med? Eller et blik på verden, naturfagligt blik på verden, vi gerne vil have, at de går ud af skolen med, at det skal man da være evigt nysgerrig på.
Thomas:Ja, og det er måske noget af det, som Doli har også snakket om for nogle uger siden I forhold til det her med, at man bliver nødt til at bruge en del af sin tid på den her didaktiske refleksion og udvikling. Og det er så det, I kommer og på en eller anden måde hjælper med at give plads til, men som man så skal holde fast I, også når I ikke er der mere, at man skal have plads til den her didaktiske udvikling og refleksion. Du bliver nødt til at gå tilbage, Anette.
Anette:Gør du bare det, Thomas?
Thomas:Fordi nu har vi hørt lidt om, hvordan I arbejder med den kompetenceudvikling, men vi bliver nødt til at lige komme tilbage til det her næa og sige, I har været ude og kigge på de her eller arbejdet med hundred og 25 skoler, nogen har I afsluttet, og jeg er ligesom forskellige steder på tværs af 35 kommuner. Gør de det så på hundred og 25 forskellige måder? Eller har I faktisk fundet noget, hvor man kan sige, at det er sådan her, det er?
Hanne:Ja, altså på den måde, der må vi også sige, at vi arbejder også irriteret I projektet. Der var jo nok en tanke om, da det blev søsat, at man ved at have gjort det her, så ville vi kunne stå med sådan 10 virkelig underbyggede modeller for kompetenceløft, som man så kunne udbrede nationalt og distribuere, så alle naturfagslærer I Danmark havde mulighed for at søge ind på de 10 bedste måder at lære på eller de 10 bedste modeller for kompetenceudvikling inden for naturfag.
Thomas:Og nu skal vi have de 10, som I fandt.
Anette:Det synes jeg bare er 10. Det kan jo godt lyde af mange, men det er måske meget få, eller?
Hanne:Vi er I hvert fald vi kommer nok frem til, at der ikke er model, der er bedre end andre, men der er nogle principper, der gælder. Og det er de principper, vi er opmærksomme på. Og det prøver vi måske på mere at sige, jamen så bliver de principper byggesten, som man
Anette:kan
Hanne:bygge videre på og lave anden kompetenceudvikling. Og man kan heller ikke rumme alle byggesstenene I ethvert forløb, men se det som sådan noget, man kan skrue op og ned for alt efter, hvad målet og formålet med det, man laver, er. Men I
Thomas:hvert fald er som byggesten.
Hanne:Jeg skulle jo til at sige, at der er 2 ting, som virkelig står af de principper, det er sådan noget af det vigtigste. Man er nødt til at finde ud af at lave noget af, hvor man har et stærkt praksisnært læreejerskab. Altså den der med, at vi går ind tæt på deres praksis. Det er noget, der har betydning for dem. Det er relevant for dem lige nu, men det skal passe til den lokale kontekst.
Thomas:Så der skal være en tæt kobling mellem det, I tilbyder efter- og videreuddannelse og
Hanne:det, som værende kommer I klasseværelset. Fordi den struktur og den dagligdag, de har, så er der ikke ret meget rum til at lave store oversættelsesarbejder fra noget, man har lært på distancen og omsætte det til sin egen praksis. Så det skal være enormt tæt og give mening på den korte bane, men også I et strategisk eller udviklende fag.
Thomas:Ja, det er måske lidt ligesom, når vi underviser elever, at der skal også være forholdsvis tæt kobling til deres liv.
Hanne:Ellers så bliver det abstrakt og ligegyldigt for dem. Men samtidig, for det er en balance, det er den ene del af dig, det er den ene vægtskål. Og den anden, det er, at vi har en robust systemisk understøttelse af, hvad skal det her bruges til? Hvad er det for en værdiskabelse, det giver? Hvad er det for en pædagogisk målsætning, vi har?
Hanne:Hvad er det, det fører med sig? De 2 ting er nødt til at være vejet op mod hinanden I det.
Anette:Så har jeg lige et spørgsmål, fordi der er jo mange, der og jeg synes måske, det er fejlagtigt, siger til mig, Anette, vi skal bare have noget plug-in play. Det er jo ikke det, du snakker om,
Hanne:vel? Nej. Det kan
Anette:jeg godt sige, at det skal være tæt på praksis, at det skal være noget, de kan bruge I deres Men det er ikke plug-in-play, hvad er det så?
Hanne:Når det ikke er plug-in-play, så er det jo fordi Altså jeg kan jo godt forstå, at der efterspørgers plug-in-play. Fordi altså, de har jo ikke der er jo ikke meget tid til fælles forberedelse. Der er jo ikke meget tid til at omsætte gode ideer til til undervisningsforløb for den enkelte lærer. Så det er jo derfor, det efterspørgers. Men det handler jo meget mere om, at man får udviklet sammen med sine kolleger, at man laver forløb, og man omsætter den inspiration til konkrete forløb, som en del af kompetenceudvikling.
Hanne:Så man har noget med hjem, man får ikke. Man får det ikke foræret, men man er med til at udvikle det, og man tager hjem og prøver det af, og man har refleksioner som en del af kompetenceløftet om værdien af det, man har afprøvet.
Thomas:Så måske er den her plug-in-play efterspørgsel bare et symptom på, at der ikke er tid til den her didaktiske refleksion og udvikling?
Hanne:Ja, det tænker jeg lidt, det er, og jeg forstår det jo godt, for det er en skole, der er presset, og det er en virkelighed, vi kigger ind I. Men vi får ikke meget bæredygtig udvikling ved at lange mere plug and play ud til dem.
Anette:Nej, og det er også der, hvor man lad os bare sige, den simple videre. Så er det også det simple, som eleverne kommer igennem. Sæt dig ned, udfyldte et ark, whatever.
Hanne:Men du løser ikke komplekse opgaver med simple greb. Altså, man er nødt til at anerkende kompleksiteten I det. Undervisningen og læring er komplekse processer. Vi kan ikke garantere, at læring sker, selvom vi nogle gange udtaler os næsten som om, at vi kan dokumentere det. Men vi kan godt gøre os umage på at bedrive god undervisning, der åbner verden for børnene.
Hanne:Men vi har været meget, meget fokuseret på at måle deres output.
Thomas:Ja, måle effekten.
Anette:Ja. Ja, med en test efter niende. Det snakker vi ikke mere om. Nu sagde du, at det var et af principperne. Hvis vi bare lige kan nå et par stykker mere.
Anette:Det er okay, Thomas? Ja ja.
Hanne:Det er vigtigt, at man også Vi arbejder rigtig meget med at gøre noget før. Og få få aktørerne involveret, få ledelsen involveret, få de rette I tale. For egentlig bør man involvere alle de niveauer for hvem den her indsats har betydning.
Thomas:Altså, det er ikke kun lærerne Det er også alle dem, der skaber rammerne for lærerne, der også skal involvere
Hanne:også Ledelserne eller kommunale på de naturer eller naturfags vejledere. Så man egentlig på en eller måde får skabt nogle rammer, altså får skabt en organisatorisk sammenhængskraft I det, vi laver, så det ikke er bare sådan enkelt indstik. Men det kan jo godt være, at initiativet er kommet fra 2 lærere, som bare rigtig, rigtig gerne vil et eller andet, og også får et go til det. Og at sådan 2 lærere vil også kunne løbe rigtig langt med udviklingen. Men vi laver også bare en udvikling, der er helt vildt afhængig af, at de 2 lærere, de så er der.
Hanne:Fordi når de så ikke er der, så er de væk igen. Så vi er nødt til at tænke både I, hvem vi involverer en reel aktør involvering I en designfase, eller før vi går I gang, så er der selve kompetenceløftet, som vi så helt kontraktuelle aftaler ligesom alt muligt andet med herfra og dertil, og hvem skal være med, og hvordan gør vi det? Og så er der så et sted, vi kan se, at vi er nødt til at sætte mere ind, men vi ikke har arbejdet nok med endnu, og det er efterfasen. Altså sikrer vi, at det her ikke er, ligesom med mange af de andre projekter, at når vi slukker lyset, slukker vi også for aktiviteterne.
Thomas:Så det, jeg hører, der sige, det er, at der er noget før, noget kompetenceudvikling eller efter- og videreuddannelse, og der er noget efter. Skal vi ikke prøve at tage det lidt mekanisk og sige, hvad er det, for nu når I så også kigger systematisk på, hvordan I arbejder med den her kompetenceudvikling, hvad er det så I indtil videre finder ud af, der virker I den her før-fase? Kan vi ikke starte med den der før-fase? Så kan vi måske tale om efterdelen bagefter, hvor der måske er lidt svære.
Hanne:Det kan vi godt.
Thomas:Kan vi ikke gøre det sådan Eller er det for mekanisk?
Hanne:Nej, det gør jeg det.
Anette:Jeg tror, vi var inde på det, ik? Altså det her med, at I spørger ind til, hvad er behovet?
Hanne:Jo, men vi får jo konstitueret et lokalt ejerskab. Og de får autonomi, altså, I forhold til hvor skal det hen? Og vi får etableret, at det er knyttet til den tætte relevans, det giver mening I det, vi skal arbejde med.
Thomas:Og det er på alle niveauer.
Hanne:Ja, I den bedste verden. Nogle gange så kan man jo godt have nogle projekter, hvor der er sådan, at man har fra en kommunal side ønsker, eller der er bare andre projekter. Vi har jo det er jo ikke alle sammen, der bare WOW! Vi har jo tonsvis af ting, hvor vi er ude og lære I det her, for vi udvikler jo med.
Thomas:Er det med også en uddannelse ellers?
Hanne:Ja, og der lærer vi jo også der, hvor det er sådan, at det kan have andre kor. Nogle steder har man jo valgt at køre det som sådan meget kommunal. Altså, kan have sådan nogle, der er lærerstyret tæt på den enkelte lærer, vi kan også have nogle, der sådan er mere kommunale systemisk modeller, hvor det måske kommer oppefra, og hvor man siger, okay, vi vil gerne etablere noget, vi vil gerne flytte en kommune fra A til B inden for naturfag, vi involverer nogle vejledere, som så skal gøre noget med nogle ledere. Og det er jo nogle andre strukturer, nogle lærere, nogle naturfagslærer. Det er nogle andre strukturer, som man sådan bygger ind I det, og det kan have Hvad virker bedst?
Hanne:Der er ikke noget, der virker bedst, fordi der er fordele og ulemper ved begge dele. De lærere, der rammer sådan et system, følger måske mindre ejerskab, fordi det er blevet designet af nogle andre. Der ville det have været en god at man havde taget de lærere, som for hvem den her forandring har betydning, at de også havde været med I designfasen, selvom det ikke er dem, der måske skal involveres fra start af.
Thomas:Du
Anette:sagde også tidligere, at designfasen det er ikke en uge, det er ikke 2 uger. Det er lang tid. Hvor lang tid? Og så kan I starte forfra. Tager det så lang tid.
Anette:Altså jeg mener bare, vi vil gerne I gang, og vi venter hele verden, og vi vil ikke engang gøre det I morgen.
Hanne:Jamen, det er fordi, jeg tror også, vi får det jo sagt til sådan en fase. I virkeligheden er vi jo I gang, lige så snart vi begynder at tale om det, lige så snart vi begynder at have nye visioner for vores naturfag. Så måske er man allerede I gang, og man designer. Nogle steder kan det jo bare være få møder, hvor man mødes med underviseren og en konsulent og de lærere, der skal være involveret. De kan på en måde skitsere og vælge til og fra og få planlagt, jamen, hvad er det for nogle visioner, vi har for vores lille kontekst?
Hanne:Men det kan også være et forløb, der egentlig er bare et helt år, hvor man har forskellige workshops, der kører med skoleleder og naturfaser og andre lærere, der er samlet, og man tager på inspirationsbesøg, man er måske på Big Bang sammen, man går hjem og siger, jamen hvad skal vi her? Hvordan ser det ud? Hvad kan vi blive fælles om I en kommune, hvis man har mange skoler med? Så er det jo mange mennesker. Så hvad kan vi være fælles om, som ligger I den kommunale røde tråd?
Hanne:Og hvad må vi gerne være individuelle om, som passer til den enkelte skole? De her ting er med altså de processer er jo med til at underbygge, at det vi egentlig så fordyber os I, når vi går I gang med forløbet. Er der har vi jo en eller måde fået skabt den relevans, sådan at det giver værdi at gå I gang. Men det er ret vigtigt, at man har taget så mange som muligt I ed på de her processer.
Anette:Ja, og det sagde du også før. Der sagde du lederen. Lederne skal med. Og jeg kender rigtig mange dygtige engagerede skoleleder, som rigtig gerne vil det her. De vil også rigtig gerne udvikle dansk, og de vil også rigtig gerne bygge murene og de nye toiletter og gymnastik, og musik skal fylde rigtig meget.
Anette:Hvordan oplever du egentlig, at lederne er med? Er de med ved bordet? Eller siger de bare: Fedt, nu har vi købt os til nogen udefra, der kan Det var lige ved at sige et redvævs røv, men det er jo ikke det, jeg mener der kan sætte noget I gang.
Thomas:Og så kan vi sætte kryds ved det.
Hanne:Ja, tjek. Jeg tror, de fleste ledere vil faktisk gerne det her. Og jeg tænker bare, at vi skal måske bare I vores kompetenceudviklingsforløb have den pind, der siger, hvordan understøtter vi lederne I at bedrive faglig ledelse. Sådan at vi egentlig har det blik, når vi laver det, fordi de har mange opgaver på deres skrivebord, og vi har en tendens til at sige, at det er deres ansvar det meste. Så hvis vi laver nogle strukturer, der gør, at de kan komme til det, altså at de er inviteret med til sådan en indledende designworkshop, så de også har et sprog for, hvad er det for en faglighed, vi arbejder med og kan understøtte det I daglige samtaler bagefter.
Hanne:At vi mødes med dem undervejs, tager dem med på nogle af tingene eller har nogle statusmøder løbende I et langt forløb, så vi ikke bare har en start og en slut. At det ikke bare er en kontrakt og en betaling, der er eksekvering. Men vi faktisk også går ind og struktureret og taler med dem om, hvilken betydning har det for jer? Og I starten selvfølgelig lærer det, hvad er visionen? Hvad er det, vi har brug for?
Hanne:Hvad er behovet? Hele den der forståelse for. Hvad har I brug for at udvikle på? Og sådan lidt Hvordan går det så med det der? Kan vi begynde at se noget?
Hanne:Var I gået rundt på skolen og set nogle elever gøre noget andet? Eller hvad siger lærerne? Hvordan er det? Når man følger det, og at man så også I den sidste ende taler med dem om og siger, hvilken vigtig viden har vi fået med nu, som vi kan forankre I praksis? Hvordan gør vi det?
Hanne:Altså, jeg tror, man er nødt til at invitere lederne med ind I og være med til at sige, hvad er det for en en værdiskabelse, vi er I gang med at lave her? Og hvordan forankre vi den for jer?
Anette:Og den måde lederen så begynder at se på sin praksis I forhold til naturfagene, det kan vel også transformere til andre fagområder og til hele den pædagogiske didaktiske praksis på en skole. Det vel ikke kun til naturfag.
Hanne:Der er der masser af det, der bare er synergier til noget andet. Men I virkeligheden er det jo en svær opgave. Vi mangler måske sådan den fagfaglige leder, at de går ind I fagene, at det ikke kun er på generalist niveau, man har skoleleder. Det er da I hvert fald en udvikling, som man skal være opmærksom på. I andre lande, der har man jo meget Sverige har førstelager-begrebet, og ikke som gammelt begreb, men alligevel de har den der, og den faglige spydspids.
Hanne:Vi har vejledere, men det er jo ikke en ledelse. Det er jo en anden form for ledelse, når man agerer som vejleder. Jeg tror, vi er nødt til at invitere skolelederen med ind I de forløb, vi laver. I hvert fald I forhold til at sige, hvad er det for en værdiskabelse, vi ønsker? Og hvad er det så det her har bidraget til?
Hanne:Og hvordan sørger vi for, at det her kan ramme flest mulige af vores elever?
Anette:Og med de kæmpe skoler, vi laver nu, så behøver det jo ikke at være lederen. Det kan jo også
Hanne:være En afdelingsleder. Pædagogisk leder.
Thomas:Som bliver du til lige at gå tilbage til noget af det, som du sagde grunden til, at næfags eksisterede. At det handler om elevernes interesse og motivation I naturfagene. Og hvordan kommer det ligesom til syne, uanset om det er den ene eller den anden model, om det er en forvaltning, der siger, nu skal alle den her kompetenceudvikling, eller det kommer fra nogle lærere, som siger, at har brug for kompetenceudvikling og vil gerne lave noget sammen med jer I en AF. Hvordan kommer elevernes motivation og interesse sig til syne I de forløb, vi lever? Fordi det skal vel altid handle om dem I sidste ende.
Hanne:Ja, altså, det er det jo nødvendigt at gøre I den måde, vi underviser på, eller I det, vi taler om, når vi er under uddannelsen. Så er vi jo nødt til at målrette vores aktiviteter og have det fokus hele tiden. Hvad sker der så? Men jeg er jo endda også nødt til at sige på alt det her, altså vi ved Vi laver kompetenceudvikling. Vi prøver Vi er meget fortunge.
Hanne:Men vi er ikke så bagunge endnu. Vi ved for lidt om, hvad er den blivende værdi I det. Og derfor så altså vi har kørt Vi har delt vores projekt op I 2 faser, og vi har følgeforskning på den første del, der har kigget rigtig meget på det organisatoriske. Nu har vi en ny følgeforskning, som kigger mere ind på, hvad sker der med lærerens praksis, når læreren gør noget andet? Altså, hvad oplever læreren?
Hanne:Hvad sker der med materialiteten? Hvad sker der med relationerne? Hvad sker der med elevernes kommunikation? Vi har udviklet et postkortværktøj med 8 forskellige postkort, hvor man kan sætte nogle af de her ting I spil med de lærere, der er på kompetenceudvikling. Og dem bruger vi så som en del af forløbet I starten og I slutningen og undervejs hvis nødvendigt, men hvor vi kan begynde at tale med dem om, jamen hvad er det, vi ser?
Hanne:Kan vi se nogle forandringer på det? Men vi er ikke ude og følge undervisningen med eleverne. Vi stopper ved lærerne. Altså vi har følgeforskerne, jeg er med ude, men jeg er jo ikke. Ved ikke, hvad eleverne vil svare, Men vi spørger lærerne, hvad de oplever elevernes svar.
Anette:Og vi er faktisk tilbage til det, vi også begyndte med. Det her med, er det os, der gør noget forkert siden, eleverne mister nysgerrigheden. Hvad er det lærerne ønsker at gøre om? Hvad har du set deres behov er? Er deres behov for flere bøger ind I undervisningen?
Anette:Eller hvad er det, de siger, behovet er I denne her baseniveau?
Hanne:Altså, der er jo bare heller ikke kun lærer. Der er jo mange læretyper.
Anette:Kan man også bare med et par stykker?
Hanne:Ja. Nogle kommer jo og er didaktisk stærke og kan få næsten hvad som helst til at ske, hvis der er sådan Man mangler fagfaglige input til, hvordan kommer jeg til at arbejde med solsystemet? Eller hvilke faglige emner ønsker jeg egentlig at blive opgraderet lidt på? Så den ligger jo sådan til det. Og andre kommer jo med en stærk faglighed, men som synes, det kan være svært at lave undersøgende arbejde for eksempel med eleverne eller kan arbejde med de 4 kompetenceområder.
Hanne:Som simpelthen siger, det er svært det her, for vi har ikke rigtig noget billede på det. Nogle synes, det kan være Klasrumsledelse kan være svært, hvis det er sådan, vi rykker os uden for klasseværelset. Så det at vi skal laboratoriet med nogle børn, eller vi skal ned til søen, eller vi skal til stranden, kan være svære. Hvordan er det så, jeg organiserer det? Hvordan er det, jeg egentlig sørger for, at eleverne er I gang med de læreprocesser, som jeg havde forestillet mig?
Hanne:Så det kan være meget svært, hvad de efterspørger.
Anette:Er der også nogle lærere? Altså det var jo det, vi gjorde, da vi var på Uddannelsesskolen. Nogle fantastiske musiklærere, nogle fantastiske dansklærere, billedkunstlærer, der kommer og siger, hvordan kan jeg få de kompetencer I spil. Der var også
Thomas:nogle fremragende børneogklasseledere.
Anette:Det der undskyld, det var der, ja. En særlig profilskolekoordinator.
Hanne:Der er jo heldigvis helt vildt mange fremragende lærere, som vil rigtig, rigtig meget med deres elever.
Anette:Kan de få lov til det? Fordi det er jo ikke en del af vores kultur at bringe det der. Jeg ved godt, at jeg ikke må sige det, humanplade, men de andre formater, altså det her med at se de smukke billeder eller gå ud og se nattethimlen, eller de andre sanselige oplevelser. Kan vi godt det?
Hanne:Jeg tror, vi må jo sige, at lærerne agerer jo inden for en ramme I grundskolen, som også meget, hvordan man arbejder med eleverne. Og det har jo sine fordele og ulemper. Så jeg tror, der er mindre plads til det eksperimenterende, til det åbne, til det undersøgende på den måde, at vi dvæler ved æstetiske læreprocesser I lang tid, fordi vi skal jo nå frem til noget, der skal være eksamen. Naturfane bliver stort set et eksamensfag midt I syvende klasse, ikke? De har jo ikke meget tid til det.
Hanne:Jeg har en baggrund, hvor jeg har været nationalkoordinator for noget, der hed Faplap Skole, hvor vi arbejdede med teknologiforståelse og udvikling af mega spaces I kommuner. Lærerne ville mega gerne lave forløb, hvor de indrå de her teknologier og arbejdede projektorienteret, problemorienteret med eleverne. Men mange sagde jo, nu når vi til juli syvende klasse, nu må jeg vente til at få en ny klasse igen, fordi nu skal jeg jo gøre klar til eksamen.
Anette:Er der ikke
Thomas:Det er godt nok kedeligt.
Hanne:Der er der en begrundelse for, hvorfor man måske Det er jo ikke fordi, de lærere er dumme. Er jo også det, der bliver forventet, at de her elever bliver gjort klar til eksamen. Men det er jo også synd, at man har så stort fokus på det. Måske skulle man sige, at det kunne først være fra juli 9. Klasse, ikke?
Anette:Eller også skal helt ærligt være fra første klasse, fordi eksamen skulle jo bare afspejle det, som man har lært I de 9 år og ikke kun I de sidste par måneder. Men jeg tænker også, at der er flere og flere muligheder for, at skolerne bliver sat fri fra alt det, der strammer
Hanne:og Det er der jo heldigvis noget på vej på nu, fordi man kan jo sige, at det at undersøge verden og give sig I kast med at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen, og hvad man bliver optaget af og gå forskellige veje og gribe, at der er fuld af sne og frost her udenfor. Så er det godt nok ærgerligt, hvis det var sådan, at vi lige nu skulle dyrke Så er der ikke. Så vi slet ikke fik nyt og observerede på, hvad der egentlig var Og taget det med ind I vores undervisning. Så ja, der er muligheder for at Altså, der er Vi har forventninger om, at sker noget andet med, at vi får nogle andre fagplaner, men det gør det jo ikke anderledes I forhold til, at vi stadigvæk skal finde ud af, hvad er det så, vi skal. Altså, bliver det givet fri, men så bliver der jo et øget krav på, at vi I hvert fald har en pædagogisk målsætning, at vi har nogle faglige visioner.
Hanne:Hvor er det, vi vil nå hen med det her? Hvad er det for nogle børn, vi vil sende ud? Hvad er det for et natursyn, de skal gå ud? Hvad er skolen med?
Anette:Ja, fordi jeg ser dig Der er stor forskel på, at jeg vil gerne vide, hvordan jeg underviser I rumfart til, hvad er det for et syn, hvad er det for nogle børn, jeg gerne vil sende ud? Der kan jo godt være lidt langt, men det er måske det, man kommer hen og får et behov på næste generation. I starter med at få defineret nogle behov, så sætter I noget I gang, laver nogle aktioner. Hvad sker der efter, når de er færdige med de her aktioner, og der er nogle lærere, der er blevet klogere på et eller andet? Hvad sker der så?
Hanne:Ja, det er jo også nyt for os, fordi vi har jo kun lige afsluttet nogle forløb for 24. Altså, så det er jo dem, vi begynder at kigge på og følge nu. Og hvis der sker det, der sker rigtig mange andre steder, så hvis der ikke er sådan en organisatorisk sammenhængskraft, at man har tænkt over, hvad er det for en værdiskabelse det her gør, hvordan gør vi det til en værdi, som vi bliver ved med at stå værn om, jamen så kan det jo bare stoppe ligesom at man ser mange andre udviklingstiltag gøre. Altså, vi er lige nu opmærksomme på at sige, hvordan kan vi gøre noget mere for det her? Skal vi efterlade dem, men altså skal vi på bagkant af dem gøre nogle andre ting, sådan at vi kan italesætte det, at man Hvad er værdiskabelsen her?
Hanne:Og hvad er det for en værdi, vi vil fastholde og bevare? Og hvordan kommer vi videre på det her? Og det kan man ikke altid. Det er ikke sikkert, at skoler, hvis det er få lærere, eller hvem Hvem skal drive den her udvikling? Så der kan man række ud til den kommunale forvaltning og spørge, skal vi lave et netværk, kan man gøre nogle andre ting, kan vi som professionsskoler støtte dem I egentlig at sige, skal vi prøve at lave et forløb med jer, skal vi komme ud og have nogle samtaler med jeres naturfagsteamet, eller hvad kan vi gøre her på bagkanten?
Hanne:Vi prøver lidt at lave sådan nogle brokoblingsdag. Det er et forsøg, vi har lavet, hvor vi prøver at samle dem og sige, hvad er det for nogle erfaringer, I har til fælles? Hvordan lægger vi nogle trædesten til at komme videre herfra? Er der andre parter rundt omkring os, som vi kunne invitere ind til og være med til at understøtte noget I år 3 og år 4 og 5? Skal vi lave et samarbejde med life?
Hanne:Vi har et lokalt laboratorie for eksempel, eller skal vi lave med entreprenørskab I skolen? Skal vi prøve at tilmelde os nogle af Naturfags Smlatum? Hvad kan vi gøre for at lave tredje sten, der forlænger den her udvikling?
Anette:Jeg tænker faktisk, at man kan gøre fuldstændig det samme I en undervisning. Altså mange gange hvis man skal undervise I et eller andet, så går man ind ad døren og så siger man: I dag skal vi have om pengeviner. Og så begynder vi at undervise om pengeviner. Man kunne jo gøre det samme, at man siger: Inden vi underviser om pengeviner, så laver vi hele den der forundersøgelse: Hvad er elevernes behov? Fordi så bliver det jo også meget mere på elevernes præmisser.
Anette:Vi bruger meget lidt tid på at undersøge, hvad eleverne rent faktisk vil. Men jeg er vild med, at I gør det. Jeg synes virkelig, det skaber nogle nye muligheder. Og så talte du om, Thomas, inden vi gik herind, om noget, der hedder forestillingskrise. Og det er den der krise, at vi ved ikke rigtigt Altså hvis du spørger mig, Anette, hvad har du af behov?
Anette:Så har jeg måske svært ved at forestille mig det. Men når vi har været igennem det første forløb, så kan jeg måske bedre forestille mig, hvad det er, jeg har af behov, fordi nu har jeg haft fokus på det.
Hanne:Ja, vi designer med redesigne for øje. Ja, lidt. Men jeg tror, du er nødt til at have nogle tankeklodser eller nogle inspirationskilder eller se noget og have noget I hænderne og begynde at gøre dig. Nogle forestillinger om, hvad er værdien af det her?
Thomas:Jeg synes, det var interessant, at man bliver nødt til at komme med et eller andet, som kan sætte nogle tanker I gang. Altså om I så tager på bigbænk eller tager ud og oplever et eller andet. Men inden vi overhovedet kan forestille os, hvad det er for en efter- og videreuddannelse eller hvad for en kompetenceudvikling skal I gang med, så bliver vi nødt til at have et eller andet, der giver os mulighed for at forestille os noget andet end det, vi står I.
Hanne:Jeg er I hvert fald også bare lige trække sig fra praksis og lave et lille refleksionsrum der, hvor det ikke handler om, hvad er planerne. Fordi planerne kommer først, når vi ved, hvad det er, vi gerne vil.
Thomas:Det er sjovt, det er der refleksionrum. Det bliver jeg bare nødt til at sige. Det faktisk
Anette:refleksionrum. Men mange forestillinger.
Thomas:Synes bare, at er interessant, fordi nu er det episode 5, vi laver om kompetenceudvikling, og alle snakker om det her refleksionrum. Og det her med, at der skal være tid og plads til at reflektere over sin undervisning. Tit. Tit. Jeg tænker, at hvis alle siger det, så må det være virkelig vigtigt.
Anette:Hvor finder vi det henne? Hvor er min dør skal have det?
Thomas:Hvis der er nogen derude, der har nogle refleksionsrum, så vil vi gerne have, at de sender dem ud til nogle lærere.
Hanne:Og jeg vil sige, at det er slet ikke læreren, der skal reflektere. De reflektere sammen. De skal udvikle. De skal være nysgerrige på praksis sammen. Så man skal gøre det med kolleger.
Hanne:Så det, at man egentlig udvikler kollaborativ, og man kigger på, hvor kom vi hen med det? Var det værdiskabende? Og jeg tror, vi kommer tit til ja, så får vi en model, så skal vi ikke gøre det efter smittemodellen, eller så skal vi gøre det efter en eller anden form. Og ellers tror jeg også, at der presser vi meget luft ud af travle lærere, ikke? Så det der med egentlig, at man har en samtale om, hvad det hvad er visionen for det, vi går ind og gør?
Hanne:Visionen er ikke det, der står på side 48 I bogen. Visionen er større end det, at den pædagogiske målsætning er nødt til at være større. Det er, hvad er det for nogle elever, vi gerne vil have, der kommer ud af skolen til sidst? Og at vi så siger, jamen hvordan hjælper de her aktiviteter så også I retningen af det? Fordi så hvis vi kun kigger på didaktikken som redskaber til at nå et sted hen, så kan andet ting gås nærmest være gældende, ik?
Hanne:Fordi det Hvad er så vigtigere end andet? Men hvis der er sådan, vi begynder at tale om de værdier og siger, jamen hvad er det, vi gerne vil have, at børnene oplever, når de har været I skolen? Hvordan er det, vi gerne vil have, at de ser på naturen eller oplever naturen eller taler om den, eller hvilke erfaringer de har med naturen, og hvordan de kan sætte ord på det, jamen så er det jo nogle andre briller, vi måske kigger på det, eller om de ser fotosyntese korrekt og kan lave en forsøgsopstilling.
Thomas:Det bliver også rimelig kedeligt. Også derfor, jeg synes, det er interessant, at du siger til at starte med, at det handler om elevernes interesser og motivation. Så er det jo ikke så vigtigt lige præcis, hvad det er, vi underviser når det er natur og naturfag. Det kan vi finde alle steder, alle vegne og på alle mulige måder. Men hvordan er det, vi kan gøre noget godt for elevernes interesse og motivation?
Anette:Jeg synes også bare, at det er meget højt flyvende og meget større.
Thomas:Ja, det skal det være nogle gange?
Anette:Det ved jeg godt. Men hvornår? Skal vi gøre det? Og hvordan skal vi gøre det? Der jo måder på, hvordan man kan gøre det.
Anette:Men hvis man ser, at jeg har 7 minutters forberedelse til min biologiundervisning. Hvor meget fylder det her refleksion? Er det noget, jeg kan gøre I ugen op til sommerferien? Eller hvor meget fylder det?
Hanne:Jeg synes, det er svært at sige, at de skal finde det rum selv. Jeg kan jo ikke sige, hvordan de organiserer deres dagligdag. Men vi tager det I hvert fald ind som værende en del af vores kompetenceforløb, at vi sætter dem sammen. Altså at de er med, de kolleger, de har med på kompetenceløft, at de er med til at tage samtaler om, jamen hvilken forskel gjorde det, og hvad kunne jeg se, der var af forskel. Det taler også lidt ind I det, Jan han præsenterede I sidste uge.
Hanne:Det der med at gå ind og kigge på sin praksis og sige, hvad sker der egentlig? Kan vi se, at børnene har et sprog for noget? Kan vi se, hvordan de igennem nogle situationer tegner på en anden måde? Eller hvad er det, vi egentlig får øje på, når vi har gjort noget på en anden måde? At der bliver det rum for det?
Hanne:Og vi kan jo kun gøre det I kompetenceforløbet. Men det er jo nødvendigt, at vi får kigget på skolen som helhed, og det jo ikke os som næfa, men det er jo alle aktørerne rundt om grundskolen, der får fundet nogle rum, hvor det er sådan, at lærerne I virkeligheden har mulighed for at udvikle og lære af det, de udvikler sammen med kolleger.
Thomas:Og tiden flyver afsted. Jeg ved, at hver gang jeg skal til at sige tak, fordi du kom henne, tak, fordi I lyttede med sig. Hver gang, så kommer du, Anette, og siger, jamen så har jeg lige, og nu får du lige, inden jeg siger, at nu er det nok.
Anette:Okay. Når nu er det ved at være nok, og man er kommet dertil, hvor man er blevet rigtig meget klogere på sin egen praksis, Man har fået hjælp, og man er sammen med andre lærere. Den her fastholdelse, hvad der sker bagefter. Altså, hvis jeg var gymnasielærer, så ville jeg skrive den bog, jeg kunne undervise I de næste 5 år. Men som lærer, hvordan fastholder jeg min kompetenceudvikling, de erfaringer, der hvor jeg er blevet klogere på min egen praksis?
Anette:Hvordan kan jeg fastholde det?
Hanne:Ja, altså man har jo mulighed for at fastholde det I sin egen undervisning, hvis det er. Men hvis der er sådan, vi skal prøve at sige, at alle elever skal være motiverede for naturfag, så er man også nødt til at dele det med nogle kolleger og have talt ind I den skole, man er, den lokale kontekst, man er, og have samtaler om, at der er noget, der gør noget forskelligt ved eleverne Og have nogle diskussioner om det, at det ikke er ligegyldigt, om vi gør det på den ene eller anden måde, eller vi arbejder med det ene eller andet. Lave tværfaglige forløb, hvor man samarbejder med andre fagligheder, inddrager dansklærere og matematiklærere I arbejdet med, men for os, man kan pulje timer til at være flere sammen om fagligheden og opnå noget mere end de der 45 minutters lektioner. Videndeling på kommunalt niveau, altså I skolesamarbejde eller det, jeg tror Jeg er godt klar over, at der vil være en værdi I, at vi også kommunikerede eksternt om det. Altså at vi var med I en podcast, eller vi skrev en artikel, eller der blev lavet en videofilm eller et eller andet andet.
Hanne:Men jeg tror egentlig, det er meget vigtigt, at man arbejder på at sige, vi har lært nogle gode ting. Hvorfor nogle af de her ting vil vi værne om og fastholde? Det er nemmere at gøre, hvis man ved hvorfor.
Anette:Og det er jo det der, vi har set eleverne blive nysgerrige. Og det er vel de resultater, vi skal tage med.
Hanne:Men lærerne skal jo have lov til at blive lige så nysgerrige på tingene.
Thomas:Ja, måske smitter det også.
Anette:Og nu tror jeg. Nu tror jeg, jeg er klar til at sige stop, Thomas.
Thomas:Tak Hanne, fordi du kom med at dele nogle af de ting fra Næfags skoleindsats og nogle af de ting, som vi finder ud af undervejs. Tak, Anette, fordi du også gad og kigge forbi. Du glemmer
Anette:så lidt, Thomas.
Thomas:Du jo ikke lige have skulle stå og reklamere. Hvor kan man møde dig på Bigbenskonferencen?
Anette:Uha, jeg er inde I Jubitor. Der bor jeg faktisk inde I de 2 dage omkring Rundborg-samtalerne, hvor vi skal blandt andet tale om den humanistiske sprække I Naturfane og bøger og lave rumregler og alt muligt. Det bliver fantastisk. Hvor kan jeg møde dig henne?
Thomas:Nej, jeg spørger først. Hanne, hvor kan man møde dig henne?
Hanne:Du kan møde mig på Naturfagsstand, hvor vi står og gerne vil I dialog med en hel masse naturfagslærere I forhold til, hvad de ønsker kompetenceudvikling til, fordi vi er I gang med en undersøgelse, hvor vi spørger om, hvad de har behov for, og hvad de ønsker. Og de forløbige resultater tager vi med på vores stand, og så spørger vi alle dem, der kommer forbi, om vi ikke også må få deres besyv med. Men derudover så kan man faktisk også møde nogle af vores projekter fra fordi Ringkøbing-Skjern Skole erter med deres projekt, hvor de har samarbejdet med naturkraft om netop at lave udvikle forløb til deres lokale skole og få skabt en progression I naturfag. Det fortæller de om. Et andet af vores projekter fortæller om æstetiske læreprocesser I naturen.
Hanne:Så der er flere oplæg eller workshops fra nafa.
Anette:Og så er der din boglancering? Nej,
Thomas:er ikke det. Så vil jeg bare sige på, man kan også møde mig. Men det er fordi, at jeg har lavet en retssag sammen med Marianne, Arkam og Teameepsen, hvor jeg får lov til at anklage det naturvidenskabelige fokus I Naturfagsdidakvisningen for at være med til at fraøve deres interesser og motivation for naturfag.
Anette:Og jeg må bare sige, at I den retning har jeg meldt mig som forsvarsadvokat til at advokat for det andet.
Thomas:Det vil jeg bare sige, det er ret vildt, fordi det har vi faktisk aftalt, at det var hemmeligt, hvem det var, vi havde med som vidner.
Anette:Der er heller ikke nogen, der har tak, men jeg har bare sagt, at jeg står til rådighed.
Thomas:Nå, okay.
Hanne:Jeg håber, at sidder klar.
Thomas:Og man feesto også kan. Bare det, der helt vildt.
Anette:Tak
Thomas:til alle jer, der lyttede med. Så vil du 15 minutters sløret døgnet her til sidst, men en rigtig spændende episode med dig, Hanne. Tak fordi du kom.