Subscribe
Share
Share
Embed
Her kan du lytte til podcast versionerne fra vores live radioudsendelser på Booster Radio der sender på FM I Holbæk området på 104,7 FM
Baggrund:
I en verden, hvor negative nyheder ofte overskygger de gode og inspirerende fortællinger, er der et behov for et medie, der kan gentænke kommunikationen og bringe fokus på de positive indflydelser, vi alle kan have. Denne radiostation er skabt for at tilbyde lytterne en platform, der er baseret på værdierne kærlighed, integritet og forandring.
Mission:
Radiostationens mission er at gøre verden til et bedre sted ved at inspirere, oplyse og engagere lytterne gennem meningsfulde samtaler og historier, der fremmer empati, forståelse og mobilisering af fællesskabet. Vi ønsker at fremme en kultur, hvor positive handlinger og ambitioner får plads i den offentlige diskurs.
Værdier:
1. Kærlighed:
Kærlighed er fundamentet for vores arbejde. Vi tror på, at når mennesker handler ud fra kærlighed og medfølelse, kan de skabe reelle forandringer i deres eget liv og i samfundet. Gennem ærlige og åbne samtaler ønsker vi at fremme forbindelser mellem individer og grupper, som kan føre til nye perspektiver og stærkere bånd.
2. Integritet:
Integritet er centralt i vores tilgang til journalistik og formidling. Vi forpligter os til at bringe information, der er sandfærdig, balanceret og respektfuld. Vi vil give vores lyttere en platform, hvor de kan stole på, at det, de hører, er gennemført med respekt for sandheden og menneskeligheden.
3. Forandring:
Forandring er både en nødvendighed og en mulighed. Vi ønsker at inspirere vores lyttere til at tage aktive skridt mod et sundere, mere inkluderende og bæredygtigt samfund. Ved at dele succeshistorier, initiativer og innovative løsninger vil vi motivere alle til at bidrage til positiv forandring.
Vores idé og håb:
Ved at lytte til vores radiostation vil lytterne ikke blot få nyheder og information; de får muligheden for at deltage i en større samtale om, hvordan vi sammen kan gøre verden til et bedre sted. Vi inviterer alle til at blive en del af denne bevægelse, hvor vores stemmer kan skabe virkelige bæredygtige forandringer.
Kærligst
Heidi Rindom
Stifter af Booster Radio
(Transskriberet af TurboScribe.ai. Opgrader til Ubegrænset for at fjerne denne meddelelse.)
Pustet, du er fantastisk. Du lytter til podcast, dig og Dudzki, direkte hjemme hos Dudzki. Jamen godmorgen, godmorgen, det er Dudzki her, og velkommen tilbage her efter sommerferien.
Jeg håber I alle sammen har nydt jeres sommerferie, og I har nydt det gode vejr. Jeg har en ny gæst i studiet, det er en kvinde, som jeg har på besøg i dag. Og hun hedder Maybrit Isbjerg Andersen.
Hej Maybrit. Maybrit, du laver jo ikke bare noget helt almindeligt i din hverdag. Du arbejder med noget, der hedder protreptik, som har noget med filosofi at gøre.
Og så arbejder du inden for det spirituelle. Og alle de tre ting sammen, kan man sige. Du har skrevet fem bøger.
Du startede op i 2008 og skrev din første bog i 2014. Og faktisk lige er udkommet med en ny bog her for et par måneder siden. Så vi har rigtig meget at tale om.
Så velkommen til. Tak. Jeg kunne godt tænke mig, at du er i øvrigt også mor til to døtre.
Jeg kunne godt tænke mig, at du kommer lidt ind på, hvad er protreptik? Tak, fordi jeg bliver brugt ind. Det har jeg virkelig set frem til. Jeg har også glædet mig meget til det.
Protreptik er måske lettest at forklare, hvis vi starter med coaching. Hvis jeg er din coach, så vil jeg sidde og nærmest forvente, at du har et problem, eller du har et dilemma, som du gerne vil have bragt op i denne her samtale. Og så vil jeg som coach stille dig nogle spørgsmål, der får dig til at løse dit problem selv.
Man kan kalde coachingen en form for mediator, der ligesom sætter en proces i gang. Og så til allersidst, så har vi jo både mål, vi har deadline og vi har en handlingsplan. Men samtalen foregår meget envejs.
Jeg stiller spørgsmålene, og du svarer. Og det er et ganske udmærket redskab. Så man kommer jo rigtig langt med det.
Men det er bare en anden måde at samtale på. Okay. Så det er jo ikke kun personligt.
Det er jo ikke kun almindelige mennesker. Du bruger det jo rigtig meget inden for erhvervs, kan man sige. Hvad vil du kalde det for, når du bliver kontaktet af et firma for eksempel? Hvad er det så, du går ind og gør? Jeg skal lige klare færdigt.
Det var lidt for at sige, at det her er coaching, som ligesom skal ligge til grund for det, jeg vil sige nu. Fordi protreptik er en helt anden måde at samtale på. Så hvis man sammenligner coaching med protreptik, så er protreptik en anden måde at samtale på.
Der bringer jeg et begreb op. Altså hvis jeg siger til dig, at vi skal tale om tilgivelse, så sidder vi faktisk og arbejder med det begreb. Men det er, hvor du undersøger, hvordan du forstår dig selv igennem det her begreb.
Så det er meget mere værdibaseret, det er meget mere dybt, det er eksistentielt uden det bliver terapeutisk. Og så udfordrer jeg dig hele tiden på din forståelse og på modsætningen. Og hele den der filosofiske bevægelse, det gør, at du kommer virkelig i kontakt med dig selv.
Og protreptikeren udfordrer også ved både at være kritisk og være lettere og provokerende. Og til sidst afslutter man faktisk med et spørgsmål, som du ikke skal svare på. Så det er jo en refleksion og det er en praksis i at forstå dig selv igennem det her begreb.
Og det er noget helt andet end coaching. Ja, fordi hvis du går til en psykolog, så er det jo altid en psykolog, som har et svar på, hvorfor du opfører dig på den måde, eller hvorfor du opfatter tingene på den måde. Her kan man sige, der er det dig, der stiller spørgsmålet, og så er det faktisk mig, der selv skal finde svaret ind i mig selv.
Så det er forskellen. Ja, og så kan man sige, at det her med at arbejde på triptis, det er dialogorienteret. Det vil sige, at jeg har også nogle ting, jeg bringer på banen, og også min egen sårbarhed faktisk.
Så det her med, at du forstår måske også bedre dig selv igennem det, som jeg fortæller, uden at jeg overdominerer den her samtale med, hvordan jeg har det, så er det bare en anden bevægelse, og jeg oplever det jo gentagende gange. Nu spurgte du lidt ind til, hvordan jeg bruger det i forhold til virksomheder. Jeg har jo mange ledere, der kommer hos mig, som har været vant til den her coaching-reform, men som i bund og grund måske har behov for en, der kan sætte nogle processer i gang på en anden måde.
Og der er protriptik bare sådeles velegnet, fordi hvis man for eksempel taler om lederskab, jamen hvad er lederskab så? Vi går også meget ind i den sproglige betydning, fordi hvad betyder leder? Altså ledelse betyder for eksempel død og lidelse. Og hvis du tager skab, så betyder det lus og lopper. Så hele den der bevægelse i at gå hen og sige, jamen hvad er det her for noget? Fordi når man er leder, og man er vant til at have udfordringer i sit lederskab, så ved vi alle sammen godt, at det er forbundet med lidelse.
Og død betyder jo lidt full phoenix, at du genopstår igen efter det, du har været igennem. Og skab, det er jo i gamle dage, hvor det er lus og lopper. Det vil sige, at du som leder hele tiden har noget, der kontinuerligt udfordrer dig.
Det krifler og det kræfler. Så derfor bruger vi bare de der sprogs- og ordsbetydning, det bruger vi ind i samtalen, så man ligesom får øget refleksioner på, hvad er et lederskab for dig. Ja, og det giver jo også dem et redskab i deres hverdag til at bedre forstå, hvordan er det, jeg skal takle den her form for udfordring.
Ja, spændende. Ja, altså Ole Fogh Kirkeby, han siger jo, der er noget af det her translokationalitet. Og det betyder jo egentlig, at når jeg sidder og faciliterer sådan en proces, og jeg får dig til at sige noget højt med, hvordan du har det med det her begreb, så det her med, at du siger det højt, som du tænker, gør jo, at det er en helt anden følelse.
For ellers er det jo noget, du bare har inden i dig. Men når du kommer ud på den her måde, og du har en, der faciliterer en reflekterende proces, så vil du meget hurtigt have en følelse af, at hold da op, der får jeg bare nye erkendelser her, og jeg bliver udfordret på en anden måde. Og derfor er den her filosofiske form faktisk ret genial.
For mig er det jo ret nyt, det her. Er det meget udbredt, det her? Altså, Ole han opdagede det, eller genopdagede det, for det stammer faktisk fra 2500 år siden, fra Sokrates og Platon og Aristoteles, og genopdagede det i år 2000, og gjorde det nutidigt som et ledelsesværktøj. Og jeg vil sige, da jeg møder Ole for Kirkeby i 2010, der tror jeg faktisk ikke, at der er ret mange, der ved, hvad protreptik er.
Men jeg kan love dig for, at jeg har kæmpet for det lige siden. Fordi det var ligesom om, at da jeg mødte det, så mødte jeg mig selv. Fordi det er så værdiborget.
Altså det her med at dels arbejde med værdier for dels at forstå sig selv, men også at forstå andre mennesker. Det ser jeg som noget meget eksistentielt og væsentligt. Men jeg er også en meget stor tilhænger af det her med at dels skabe refleksionen og erkendelsen, og måske erkende nyt og opdage et selvbedrag.
Men også det her med at have et dialog. Det synes jeg er afgørende. At det skaber dialog, og at det tvinger os til på en eller anden måde at lytte til hinanden.
Man kan jo også sige, man kan jo sådan set også bruge det selv i sin hverdag. Altså alle mennesker kan vel bruge det her. Både på sig selv og på andre.
Ja, det kan man. Og vi havde jo faktisk sidst, vi to havde et møde, der brugte jeg det jo lidt på dig. Ja, det skal lige siges, at jeg møder den her fantastiske kvinde her i Malaga.
Vi har en fælles veninde. Og jeg ved ikke hvorfor, vi blev bare draget af hinanden af en eller anden årsag der. Og du skal helt tilfældigt forbi min by.
Du har noget arbejde. Og vil gerne forbi at hilse på mig bagefter. Og i starten der var det bare til kage og kaffe.
Der var jo ikke noget mere i det end bare lige at sige hej til hinanden. Og det ender faktisk med, at det bliver meget mere seriøst. Fordi at mig går faktisk ind og, uden jeg er bevidst om det, så går du faktisk ind og åbner op.
For nogle ting, som jeg altid har haft det svært ved at forstå, hvorfor jeg har kunnet finde ud af. Det skal lige siges, at hvis man har hørt min podcast, min allerførste podcast, så ved man også lidt om mit liv. Og hvad der er sket i mit liv.
Allerede fra en meget tidlig alder flyttede jeg hjemmefra. Og kommer fra en dysfunktionel familie. Men har haft lidt svært ved at forstå.
Har været forvirret, stort set, det meste af mit liv. Fordi jeg har flyttet meget. Og jeg tror også, at i en tidlig alder har jeg fået fibromyologi.
Som går ind, og det er en form for nervebanerne, som bare ikke fungerer. Hvor man er konstant og syg. I dag har jeg så fået det konstateret, og jeg har lært at leve med det.
Men der hvor jeg har det svært, eller havde det svært. Det var i forhold til, at jeg var bange for, at jeg ikke var tilstrækkelig overfor mine forældre. Blandt andet, som er gamle i dag.
Og det der med, at man hele tiden skulle være den, der ikke bare skulle være der. Blandt andet for min mor hele tiden. I hendes sygdomsforløb, som jeg har vokset op med hele min barndom og min ungdom.
Og hele min voksenliv, har min mor stort set altid været syg. Og jeg har hele tiden følt, at jeg hele tiden skulle være den, der skulle provide. Hele tiden skulle redde hende.
Hele tiden skulle være på mærkerne, når der har været et eller andet. Og jeg kunne godt mærke på et tidspunkt, det var også en af de ting, vi snakkede om. Når man har været udsat for så meget i hele sit liv.
Med en forælder, man skal tage ansvar for hele tiden. Så føler man på et tidspunkt, at man er lidt afstummet. For jeg kunne ikke mærke mig selv.
Det empatiske side forsvandt stille og roligt. Men jeg kunne godt mærke, at jeg havde empati for andre mennesker. Og min mor stillede mig også tit det spørgsmål.
Hvordan kan det være, at du altid kan være der for alle andre og ikke for mig? Hvor jeg følte, at jeg er der jo for dig. Men du føler bare ikke, at jeg er der nok for dig. Og på det tidspunkt, at du kommer herhjem.
Der var jeg både min mors sygeplejersk, psykolog, psykiater, indkøb. Jeg gjorde alt for hende. Hun drænede mig nærmest.
Det blev for hårdt for mig. Jeg følte ikke, at jeg var datteren. Jeg følte, at jeg var alt det andet.
Og hver dag, når jeg stod op. Det var sådan noget med, at jeg fik ondt i maven. Skal jeg ringe til min mor og høre, hvordan hun har det? Fordi så vidste jeg godt, at så bad hun mig om det, og det, og det, og det.
Og det hele handlede om sygdom, sygdom, sygdom. Hospitalslæger svarer på det, og svarer på det. Og det er forfærdeligt, og det er forfærdeligt.
Og jeg er et menneske, som er meget positiv. Jeg er ikke så god til at starte min dag med, at det er negativt. Og der gik du faktisk ind og hjalp mig.
Det der med at give slip. Hvor du sagde, jamen, du behøver ikke at være den, som gør de ting for din mor. Det skal lige siges, at mig blev der også uddannet sygeplejersk.
Så hun har jo en baggrund inden for, at man går ind og hjælper ældre mennesker og borgere og det ene og det andet. Og der sagde du nemlig det der til mig, jamen, du skal jo bare have fat i hjemmeplejen og visitationen. Og sige til dem, jamen, her har vi en kvinde, der har brug for den form for hjælp.
For det er jo ikke din opgave. Du er jo datteren. Og det gjorde jo faktisk, at jeg tog dine ord alvorligt og gjorde noget ved det.
Og gav slip. Og i dag taler jeg med min mor i telefon. Jeg ser hende ikke særlig meget.
Fordi jeg har ligesom overleveret alt det der til de andre. Og det skal lige siges, at jeg har to søskende, hvor jeg også har sagt dem, så må de tage over lidt. Fordi jeg har brug for at passe på mig selv.
Og det gjorde du. Og det har jeg ikke prøvet før. Det der med at give slip uden at have dårlig samvittighed.
For det har jeg altid, evigt altid har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke passer nok på de mennesker omkring mig. Men nu har jeg lært at give slip. Ja, og det er jo en meget fin historie.
Altså hvis man bringer begrebet ansvar op. Eller man siger det her med at sætte sig selv fri. Eller det kunne være nogle andre temaer i forhold til det du taler om.
Så er det jo det protreptik handler om. Det er jo det her med at faktisk forløse et andet menneske. Og protreptikeren har faktisk en meget stor mildhed.
Og også det her med at lytte og virkelig forstå. Og jeg bruger også min intuition ekstremt meget i de her situationer. Fordi hvis jeg skal kunne hjælpe dig, og jeg skal kunne forløse dig.
Så er jeg også på en eller anden måde nødt til at stille mig til rådighed. Vi siger tit at vi er den andens tjener. Men der er noget smukt i den her måde at gøre det på.
Fordi når vi sidder i de her samtaler som protreptikere. Så er det jo faktisk opgaven at den anden skal handle på det efterfølgende. Altså det er jo ikke ligesom i coaching, hvor så skal handlingsplanen ligge der.
Men reflektionen gør bare noget ved dig, når du sidder i den samtale. Som gør at den begivenhed du træder ind i efterfølgende, bliver anderledes. Fordi du er simpelthen nødt til at gøre noget andet.
Og vi ved også alle sammen, at hvis det er vi får sådan en rolle i familien. Hvor vi skal være psykolog, vi skal være hjemmehjælpere, vi skal være den der handler ind. Og så skal vi prøve også alle mulige andre ting.
Så bliver det meget hurtigt, at man skaber dogne omgivelser. Jeg taler ikke om din mor her, det vil jeg lige skynde mig at sige. Men som regel, når vi indtager den der position, så bliver omgivelserne dogne.
Fordi de vender sig simpelthen til, at vi går ind og tager over. Og så har de jo ikke nødt til at tage ansvar. Fordi der er jo bare en, der gør det i forvejen.
Så det her med at i samtalen blive meget bekendt med, at det her kommer jeg simpelthen til at stoppe med. Både for min egen skyld, men faktisk også for andres skyld. Og det der med at træde ud af den rolle, som man har.
Det vil jeg sige, det beunder jeg dig faktisk for, at du har taget så stort et skridt. Det synes jeg er imponerende. Ja, men det der bare undrer mig, det er, at jeg har været i den rolle i så mange år.
Og det kan jeg jo se, fordi, som jeg også fortalte dig tidligere, det ved jeg ikke noget om her. Men det er, at jeg rent faktisk finder min gamle dagbog frem. Altså, jeg var en af dem, der skrev dagbøger i min meget unge alder.
Jeg var 13 år gammel. Det er helt tilbage fra 1984. Og der kan jeg genkende det mønster.
Det der ansvar, jeg allerede som 13-årig pige tager. Jeg tror, at når man bliver voksen, så fortrænger man nogle ting fra sin barndom. Og hvis man har haft en barndom, hvor det hele har bare for mig sejlet det, så fortrænger man nogle ting.
Men her går det faktisk ind. Den dagbog har gjort, at det har faktisk bekræftet mig i, at det er ægte. Det er de ting, jeg har opdaget eller mødt eller været udsat for i min barndom.
Men ofte, når vi går ind og gør det, som du gør, hvor er du tager og er overansvarlig og gør noget. Det handler jo i bund og grund om ikke at føle sig elsket ved at tro. Fordi når man som barn ikke føler det, så prøver man faktisk via sine handlinger at yde ekstra i et hjem.
Det kan være både at være praktisk, men det kan også være at vise mor og far ekstra omsorg, så man sikrer sig, at man bliver set og hørt og mødt kærligt. Og det kan godt være, at man bare får et lille stykke chokolade som belønning eller hvad man får. Men selv det kan gøre en lykkelig.
Men det gør jo også, at man faktisk fra en meget tidlig alder træner sig i at være rigtig dygtig til at tage det her ansvar. Og det eneste, man egentlig gerne vil, det er, at man vil gerne ses. Og man vil gerne føle kærligheden for sine forældre.
Ja, præcis. Så det var også bare for at prøve at sige, at det er det, protraktik kan. Altså det kan være livsforandrende at have en samtale, der er protraktisk.
Og det, jeg godt kan lide ved det, det er, at man egentlig selv står med den bagefter. Fordi det er ikke terapi, altså man går jo ikke ind og arbejder terapeutisk, men man kan sige, at det terapeutiske arbejde ligger hos dig efterfølgende. Og det er ude af mine hænder.
Det er dig, der ligesom skal ind og agere i det. Og det synes jeg er meget smukt, fordi så ligger ansvaret hos den enkelte. Da du i tidernes morgen 2008 valgte at begynde ind i den her verden her.
Hvad var det, der fik dig ind i den her verden her? Jamen jeg tror, eller det er ikke noget, jeg tror, det er noget, jeg ved. Altså jeg har jo altid været et menneske, der er meget dybt eksistentielt. Jeg tror, at mit liv har været både rigtig meget af det gode, men jeg har også haft nogle ting i mit liv, der har været rigtig svært.
Hvor jeg tit går ind og betegner det her med, at som menneske er vi i lyset, men vi er også i mørket. At på en eller anden måde, så ser jeg livet som at vi er på en vej. Altså vi skal ud og lære at mestre det her liv.
Egentlig dygtiggøre os som menneske. Vi skal alle sammen have prøvet homo-et. Vi skal have prøvet jalousien.
Vi skal prøve alle de her dødssynder. Dem skal vi egentlig igennem for netop at finde ud af, hvor den rette balance er i livet. Og det handler både i forhold til en selv, men også i forhold til de mennesker, der omgiver os.
Og det er i hvert fald en vej, jeg kan se, at jeg har gået hele mit liv. Og når jeg så i 2008 starter som selvstændig, der har jeg ikke kendskab til protereptikken. Det er først i 2010.
Men da jeg møder den, der møder jeg bare mig selv. Altså jeg kunne bare mærke en kæmpe tiltrækning. Nietzsche taler meget om det her med, at når du møder noget, og du begynder at blive passioneret på det, så er du ikke i tvivl.
Så er det faktisk en så stor kraft, at du ikke kan undgå andet end at følge det, du gerne vil. Og den her følelse af at komme derhen, Nietzsche siger også, det ender med, at man bliver mestre i sit erhverv. Fordi man er så passioneret på det.
Og det er nok også det, der er ved at ske nu for mig. At jeg har simpelthen arbejdet så meget med det, og det er bare en del af mig. Altså protereptik, det sidder fuldstændig i knoglerne på mig.
Det er en måde, jeg bevæger mig i livet. Det er både i forhold til min tankevirksomhed, og i forhold til de mennesker, som jeg omgiver mig med, og også professionelt. Jeg er faktisk ret vild med det.
Så det vil sige, at hvis du går ud og møder nogle nye mennesker, så ser du dem med de her øjne her. Det er ikke bare sådan, at du bare legligerer tingene. Du kigger lidt anderledes på mennesket, kan man sige.
Ja, og med til historien hører jeg også, at jeg altid har haft spiritualiteten med mig. Det vil sige, at jeg er også beriget med at se mere end de fleste, og mærke mere end hvad andre måske normalt gør. Altså min intuition er ekstremt stærk.
Så når jeg er sammen med et menneske, så mærker jeg nogle gange også noget, der er bagved. Og det handler ikke om, at jeg sidder og stiller ind, men det er bare noget, jeg får fra ærende. Men den måde, jeg malkulerer det på, eller den måde, jeg ligesom bruger det til, det er, at jeg faktisk bruger det til at være nysgerrig.
Så når jeg fx får en fornemmelse for noget, hvor jeg kan mærke, at der er en sårbarhed, så i stedet for at gå videre det spor, så prøver jeg ømt eller meget kærligt og mildt at spørge ind til, om det er en vej, vi skal forudsætte. Eller hvis jeg får en besked om noget, hvor jeg kan mærke, at det her handler om, så spørger jeg bare nysgerrigt, kunne det her handle om? Og så kan du jo sige ja, eller du kan sige nej. Og hvis du siger nej, så går vi ikke den vej.
Så på den måde har jeg bare lært, at intuition er faktisk en del af det redskab, jeg benytter mig af i protereptikken. Og jeg benytter mig også af energier. Altså når jeg sidder sammen med et menneske, så kan jeg meget hurtigt arbejde med de energier, der er.
Fordi bare alene sådan en detalje som vores stemme, det betyder stemme nu. Og det har noget at gøre med, at det kommer også af stemning. Så hvis du er i et rum, det ved du sikkert, at hvis du er i et rum, hvor du kan mærke, at her er noget galt, så er du ikke i tvivl.
Ja, man kan mærke energierne, de dårlige energier. Ja, du kan mærke det. Så det der med, at når der er nogen, der kommer til samtale hos mig, så sikrer jeg mig faktisk det her med, hvordan er vores energiniveau? Er vi på samme frekvens? Men jeg arbejder også med energierne, og der bruger jeg simpelthen min stemme.
Både det her med, at hvis det skal op i det lyse, så bliver min stemme meget hurtig, og jeg kan løfte op til et eller andet niveau, og så begynder jeg at grine, og så kører jeg bare lidt med det. Og hvis jeg skal ned i noget, der er dybt og noget, der er svært, så ændrer min stemme. Så kan jeg mærke, at så bliver den mere dyb, og så prøver jeg bare at komme derhen.
Og det er jo sådan en måde, hvor jeg også arbejder med den der energi, der er i rummet. Og i bund og grund, så handler både intuitionen og energien om, at komme op i en højere bevidsthed, som også betyder rigtig meget. Fordi i det her bevidsthedsniveau, som er højere, hvis jeg kommer derop, så har jeg også adgang til en vidstdom, der er større.
Så det er faktisk blandt andet noget af det, jeg skriver om i min nyeste bog, det her med, hvordan kan du som samtalepartner, hvordan kan du komme op i det lag, så du kommer i kontakt med noget, som du egentlig allerede har, men ikke sætter dig i forbindelse med? Og det er jo vigtigt, hvis du er psykolog, eller i dit tilfælde, hvor du laver podcast, altså hvordan forbinder du dig med noget? Ja, præcis. Hvordan oplever folk dig, når du kommer til dem på den her måde her? Er der nogen, der har givet dig noget feedback? Jeg kunne godt forestille mig lederskab, men især, de er jo ikke lige så sårbare, som vi er. Er de det, eller hvad? Jo, det er de.
Er de det? Ja, ja, ja. De tør godt at åbne sig op? Ja. Fordi det er jo sådan noget, jeg godt kunne blive nysgerrig i, altså sådan en stor mand, som virkelig har et kæmpe ansvar og sådan noget.
Hvordan får du ham derned, hvor han kan mærke sig selv så dybt? Det er aldrig noget problem. For mig er der overhovedet ikke forskel på køn. Det er mænd og kvinder.
Det er same, same. Det er et register, der sidder der. Jeg tænker på det i måden, hvorpå du spørger.
Og så handler det også om tillid, og det handler om at få bygget en relation. Altså i første møde er det ikke sikkert, at vi når at tale om skrøbelighed, vel? Nej. Det er måske ikke lige det.
Men det er heller ikke så nødvendigt. Nogle gange er det også nødvendigt at lave det opbyggeligt, så de der samtaler udvikler sig. Hvis vi nu siger, at du går ud i en virksomhed, er det så hele virksomheden, du arbejder med, eller er det kun ledere? Hovedsagelig arbejder jeg med ledere, og de kommer typisk hos mig.
Så det er en sæsion 1-1, eller lederudvikling, eller individuelle uddannelsesforløb, som jeg holder. Så er det noget med, at jeg lytter mig ind til, hvad det er, der er behov for. Altså spørger ind til det, og så prøver vi at arbejde i den retning.
Okay. Spændende. Majbrit, vi skal jo også tale lidt om, at du har jo også mærket smerten i din krop.
Vi skal lige have en lille reklame først. Du lytter til podcast, dig og Dutschke, direkte fra Booster Radio, 104,7. Ja, så kom der lidt mere power på, denne her gang.
Majbrit, du har jo selv været udsat, kan man sige, for smerte. Du har selv mærket det på din krop, det der med at miste. Fordi der er jo tit, synes jeg, at mennesker, som er meget empatiske, som vælger at arbejde med andre mennesker, har også selv mærket lidelsen i deres krop.
Har du lyst til at fortælle lidt om det? Det vil jeg gerne. Jeg tror faktisk, at jeg vil starte med lige at læse noget, som måske kunne være... Jeg skal lige sige, at Majbrit har sin nye bog fremme her. Jeg er jo så heldig, at jeg har fået hendes nye bog her, og jeg glæder mig så meget.
Den er så smuk. Virkelig smuk. Tak.
Jeg tror, at vi er indledet med det her. Det er Elisabeth Kübler-Ross, der har skrevet det. De smukkeste mennesker, vi har kendt, er dem, der har kendt til nederlag.
De har kendt til lidelse, kendt kamp, kendt tab og har fundet vej ud af dybet. Disse personer har en påskyndelse, en følsomhed og en forståelse af livet, der fylder dem med medfølelse, mildhed og en dyb kærlig bekymring. Smukke mennesker sker ikke bare.
Hun taler jo ikke om smukke mennesker som et skønhedsideal, men skønhed er jo det her med, at det sker indenfra. Så det, man har gennem livet, gør os jo til dem, vi er. Og jeg har jo min mand, som bliver alvorligt syg i 2018.
Og fra 2018 til 2019 er han lige indlagt kortvarig og bliver opereret. Og så tror vi, at alt er godt, og det er hans hjerte, som desværre har nogle forkaldninger og tendens til blodpropper. Så man sætter noget stendt ind.
Og så laver vi jo en livsandring fra 2019 til 2020, hvor vi tænker, at det kommer til at gå godt, det her. Han forsolgte stort set hele hans virksomhed, og vi går nærmest på pension, og nu skal vi leve livet nede i Spanien. Alt er faktisk rigtig fint.
Og så kommer han glade hjem, det er i slutten af december, og så siger han så, at nu er jeg endelig frikendt. Han har været til de sidste samtaler, og han har været til de sidste undersøgelser, og alt er bare, som det skal være. Og det fejrer vi.
Der er en stor fejring i gang. Og så for at gøre det lidt kortere, så sker der faktisk det, at den 5. januar, der vækker han mig ved femtiden, og siger, at han har det lidt mærkeligt. Og jeg siger til ham, skal vi ringe efter lægen? Hvad skal vi gøre? Og han siger, jamen, det synes jeg ikke, du skal.
Så siger han, så måler jeg lige dit blodtryk, for så kan vi lige se, hvordan der var ledes. Og så måler jeg det. Det er selvfølgelig lidt for højt, for der er jo noget galt.
Han er bange, og jeg siger til ham, skal vi gøre noget? Nej, nu venter vi lige fem minutter, så kigger vi lige på, hvordan der var ledes. Og så går det de her fem minutter, og han har ingen tegn. Som du siger, jeg er sygeplejerske.
Jeg ved jo godt, hvordan sådan noget ser ud. Der har jeg intet at se. Og så lige pludselig lægger han bare hovedet tilbage.
(Denne fil er længere end 30 minutter. Opgrader til Ubegrænset på TurboScribe.ai for at transskribere filer på op til 10 timer.)