Subscribe
Share
Share
Embed
“Det er ikke tvivlen, der er problemet. Det er hvis vi lukker ned for den.” – Britt Vonger
Københavns Professionshøjskole vil bidrage til at udvikle svar og viden, som de kommende år vil præge vores velfærdssamfund.
I Velfærdsprofeten undersøger værterne Lotte Andersen og Stine Rahr Bruzelius aktuelle problemstillinger, den gode praksis og de nyeste løsninger på velfærdsområdet.
Det sker som oftest i samtaler med forskere og fagprofessionelle, der brænder for at gøre en forskel gennem deres fag og profession.
Velfærdsprofeten er med andre ord til dig, der ønsker inspiration og input til faglig udvikling på eget fagområde – og til dig, som simpelthen bare er interesseret i velfærd i alle afskygninger.
Du kan høre Velfærdsprofeten, hvor du normalt finder dine podcast og få nyeste opdateringer på Facebook, Instagram og Twitter.
Når man læser mediedækning, kan man jo også se, at det specialiserede socialområde både på børn og voksne og specialundervisning, at der er år for år meget store udgiftstigninger. Og det er jo rigtig svært at håndtere I kommunale budgetter. Og derfor leder man efter veje ind I, hvordan skal det håndteres.
Speaker 2:I denne udgave af velfærdsprofilen undersøger vi krydsspresset mellem økonomi, faglig integritet og lovgivning I socialt arbejde. Dine værter er Lotte Andersen og Stine Rabroseius.
Speaker 1:Hvis man ikke ved, hvordan man siger fra, og at man skal sige fra, så bliver der en samtale, der bryder lidt sammen ud I organisationerne mellem medarbejdere og ledere, mellem kollegaer. Men også I forhold til borgerne bliver der en risiko for, at der indimellem bliver sådan lidt en usynlig makker, som ikke bliver skrevet ind I afgørelserne, men som alligevel er der.
Speaker 2:Hvad er det for nogle praksisser, der skubber juraen I baggrunden? Hvilke handlemuligheder har man som socialrådgiver I en hverdag, hvor faglighed, etik og økonomi ofte kolliderer? Hvornår skal man løfte en bekymring til ledelsen? Hvornår bør man nægte at underskrive en afgørelse? Med andre ord: Hvordan siger man egentlig fra, når økonomien fylder mere, end loven tillader?
Speaker 2:Til at hjælpe os med de spørgsmål har vi inviteret Britd Wonger I studiet. Brit Wonger er forfatter til en række bøger, der tager det emne, vi skal tale om I dag op. Og Brit, vil du ikke lige starte med at præsentere dig selv først?
Speaker 1:Jo, det kan tro. Som du har nævnt, jeg skriver lærebøger, og det skriver jeg ikke kun til jurister. Jeg har også skrevet til socialrådgivere og til offentlige ledere. Og noget af det, jeg er meget optaget af, er, hvordan man får jura ud og leve I de offentlige organisationer, så det bliver en levet hverdag og praksis alle steder. Og så bliver man jo optaget af, hvornår er det, det er svært, og hvornår bliver juraen presset af andre hensyn og andre dagsordener.
Speaker 1:Og der er økonomi et af de emner, der jo har fyldt og har fyldt I mange år. Og det gør, at jeg har ligesom I forskellige sammenhæng ting, det bliver nødt til at skrive om, fordi man skal ligesom have nogle redskaber til at gøre det lidt nemmere I det daglige. Og derfor har jeg så også haft temaet op på den workshop, der var for nylig på socialrådgiverdage, hvor vi netop snakkede om det her med, når økonomi møder jura I sociale sager.
Speaker 3:Og hvorfor eller hvornår er det, at det bliver et særligt pres?
Speaker 1:Hvad skal man sige, når man læser mediedækningen, kan man jo også se, at det specialiserede socialområde både på børn og voksne og specialundervisning, at der er år for år meget store udgiftstigninger. Og det er jo rigtig svært at håndtere I kommunale budgetter, og derfor så kan man sige leder man efter veje ind I, hvordan skal det håndteres. Og det, som jeg har konstateret, er, at hvis man ikke er meget klar på, hvor grænsen går. Hvornår går det for langt I forhold til at trække økonomi ind I en social sag. Hvis man ikke ved, hvordan man siger fra, og at man skal sige fra.
Speaker 1:Så bliver der en samtale, der bryder lidt sammen ud I organisationerne mellem medarbejdere og ledere, mellem kollegaer. Men også I forhold til borgerne bliver der en risiko for, at der indimellem bliver sådan lidt en usynlig makker, som ikke bliver skrevet ind I afgørelserne, men som alligevel er der. Og det siger jo ikke, fordi det altid er sådan, men jeg siger, når det er sådan, så er det skadeligt for, at borgere kan have tillid til de afgørelser, vi træffer.
Speaker 3:Jeg har været socialrådgiver I mere end 25 år. Det er en klassisk diskussion helt fra, da jeg startede på studiet. Her med, at socialrådgivere tænker mere på den enkelte end på det fælles samfund, eller de tager ikke økonomiske hensyn med I deres afgørelser. Så er det her en tendens, du ser, eller en ny udfordring, det her med, at økonomien kommer til at spille ind på de juridiske afgørelser?
Speaker 1:Altså, faktisk som du selv siger, det er en virkelig gammel diskussion det her. Og det, der måske har manglet, har været en bevidsthed om, at når socialrådgiverne ser på den enkelte, så gør de det helt rigtige I forhold til, at vi har en lovgivning, som på stort set hele social- og beskæftigelsesområdet insisterer på, at afgørelser I forhold til borgere træffes efter en konkret og individuel vurdering af borgerens sag. Og helt grundlæggende så er det at kigge på sin egen pengepung, sin egen økonomi som myndighed, er I udgangspunktet et usageligt hensyn, men kan være gjort lovligt på et område. Og så det, der så gav en skævvridning var jo, at der kom på et tidspunkt, jeg tror, det var I 2012, kom der en ændring af serviceloven, som sagde, at afgørelserne skulle baseres på faglige og økonomiske hensyn. Og så læste man jo det og tænkte, jamen så må det jo være, fordi vi også skal tænke økonomi.
Speaker 1:Og der var det bare sådan, at når man så læste ned I forarbejderne til den bestemmelse, så stod der sådan set, at ja, hvis vi havde flere tilbud, der var lige egnet til at opfylde borgerens behov, så måtte vi vælge det billigste. Så der var en lov, der så ud, som om vi var nødt til at trække økonomi meget langt ind I sagerne. Og reelt var det egentlig ikke det, Folketinget havde sagt ja til. Og man gjorde det samme med barnets love, så det har ikke været sådan et tilfælde, fordi den er jo meget nyere. Der står helt de samme bemærkninger til lovforslaget.
Speaker 1:Det er, når man har lige egnede alternativer, at man vælger det billigste. Så noget af det her er jo, at der bliver sådan en uklarhed om, hvad må jeg egentlig, som jeg godt kan forstå som socialrådgiver. Man tænker, Hvad? Hvad skal jeg egentlig lægge vægt på? Og skal jeg lægge vægt på vores budget?
Speaker 1:Skal jeg lægge vægt på vores måltal eller eller skal jeg kigge på, at loven egentlig siger, jeg skal give hjælpen I den her sag?
Speaker 2:Okay, men Britt, hvis vi så lige skulle prøve at kigge lidt på, for der er noget med, som jeg hører det, og nu er jeg jo ikke socialrådgiver. Nogle gange er det okay. Der siger de juridiske rammer, at vi faktisk godt må læne afgørelsen ind I økonomien. Og andre gange, der er det på kanten eller på grænsen. Hvad kunne være nogle eksempler på, hvor økonomien spiller ind, hvor den faktisk ikke rigtig må spille ind?
Speaker 1:For eksempel hvis man siger, vi har et budget for vores afdeling, hvor der er afsat en hvis mængde penge til sager om tabt arbejdsfortjeneste. Nu er der kommet ekstraordinært mange, så bliver vi nødt til ligesom ikke at have så mange nye sager af det. Det ville jo være ulovligt. Så vi kan ikke Der var en sag på et tidspunkt I Ankestyrelsen, som handlede om en kommune, der arbejdede med måltal på beskæftigelsesområdet. Det er jo helt naturligt og fornuftigt og alt muligt andet.
Speaker 1:Ankestyrelsen kiggede på de her måltal og sagde: Hvordan kan I egentlig have nogle måltal for, hvor mange sager I har på et område? Og så påvirker det så, hvad for nogle afgørelser I træffer? Og kommunen fik ikke kritik I sagen, men kun fordi de sagde: nej nej, målallene det er bare noget, vi laver. Og når vi finder ud af, at virkeligheden ikke passer med målallene, så retter vi målallene. Så der er nogle redskaber, man bruger til styring på hele socialområdet, som reelt ikke må slå ind I de konkrete sager.
Speaker 1:Helt ligesom det du sagde før, Lotte, at vi kigger på den konkrete sag. Det er det, vi skal, og så skal vi finde ud af, hvordan håndterer vi det? Og der er det jo nok en lidt anden diskussion, men det er også bare vigtigt for mig at sige, der er jo ting, der er Hvad skal man sige? Hvor økonomi og jura trækker samme vej? Altså når vi for eksempel sikrer os, at en borger opfylder alle de betingelser, der er I en regel, før vi giver hjælp, så er det jo en vigtig del af, at vi ikke bruger flere penge, end vi skal på et område.
Speaker 1:Så når vi indgår kontrakter, sørger for, at vi får det, vi har betalt for og den type ting. Så der er ting, man kan gøre, hvor tingene trækker I samme retning. Og så er der ting, man kan gøre, hvor man sætter den sagsbehandler, der sidder med en konkret sag, I et dilemma, som er Jeg har sådan set vurderet, at borgeren har krav på den her hjælp. Men nu får jeg at vide, at det har vi ikke budget til. Hvad gør jeg så?
Speaker 3:Og hvad gør man så?
Speaker 2:Ja.
Speaker 1:Det er jo der, hvor det gik op for mig, da jeg havde en workshop på socialrådgivere 2 år siden. Man følte, at man faktisk var ret handlingslammet I det der. At man kunne prøve at sige til sin leder eller et visitationsudvalg: Det her er ikke et rigtigt resultat. Det kan vi gøre. Jeg har haft en dialog med borgeren.
Speaker 1:Men når man så fik besked på, at det er det her, vi gør I sagen tænkte: Så må jeg jo gøre det. Og så må jeg jo skifte job, hvis jeg synes, det her er for svært. Og at man slet ikke, hvad skal man sige, havde en bevidsthed om, at de pligter, vi har som offentligt ansatte, jo også er, at vi skal handle lovligt. Det vil sige, at hvis noget ikke er lovligt, så skal vi sige det til vores leder. Der tror jeg, og det havde vi også en snak om på den workshop, at der kan blive en samtale, hvor tingene nogle gange bliver lidt utydelig.
Speaker 1:Hvis man taler ud fra en social faglighed og siger, at det her kan jeg ikke stå indenfor. Det er et socialt fagligt en helt forkert løsning. Så kan jeg sagtens forstå, at man taler med de ord. Men de ord advarer ikke lederen om, at de er på vej ud I at gøre noget ulovligt. Og det er derfor, at der er en kerne I den samtale, som også er nødt til at være Det er både et socialt fagligt problem, men det er sådan set heller ikke lovligt.
Speaker 1:Og det er jeg nødt til at sige til dig nu som leder, så du ved det. Og der tror jeg nogle gange, at jeg kunne ligesom fornemme, at de samtaler ikke rigtig blev taget, fordi man prøvede at sige noget, og så syntes man det ikke blev hørt. Og så opgav man ligesom samtalen. Og det er det, der måske nu spurgte du lidt tidligere Hvad er der noget nyt her? Det nye for mig er, at jeg ligesom fornemmer en samtale, som enten nu bliver taget ude på arbejdspladserne mellem kollegaer med deres ledere I de konkrete sager Også mere generelt.
Speaker 1:Eller også så kører vi ud af et sidespor, hvor samtalerne ikke bliver taget. Vores socialrådgiver bare tænker: Det her kan jeg ikke holde til. Jeg finder et andet sted med en anden leder, hvor jeg bedre kan se mig selv. Og borgerne ligesom også bliver efterladt. Socialrådgiveren bliver også efterladt lidt på perronen.
Speaker 1:Lederne bliver også efterladt på perronen I det her. Så jeg tror, der er et vindue nu for ligesom at sige. Det her er et samtaleemne, og vi skal finde ud af, hvordan vi får det løst I de enkelte sager på en god måde.
Speaker 3:Men man vandrer jo også I en lov jungle, hvor der bare er virkelig mange love, fordi finansloven er jo også en lov, som kommunen er underlagt, hvor de skal holde sig inden for en økonomisk ramme. Og så siger du, der står jo ligefrem I serviceloven, at man også skal tage de økonomiske hensyn med. Så hvordan balancere man imellem alle de her love, hvor kommunen bliver straffet, hvis de ikke holder budgetrammen inden for den aftale, der er lavet mellem regeringen og KL. Og på den anden side er der den her servicelov, som jo rummer sådan ret hvide rammer for støtte.
Speaker 1:Jeg er helt med på dilemmaet og helt med på presset. Ligesom jeg er helt med på, at den socialrådgiver, jeg nu siger til, at du skal snakke med din leder om noget, hvor du ved, at det måske ikke sikkert bliver godt modtaget. At der er en masse pres involveret I det her. Men jeg er kommet lidt til at tænke på det omkring Dorte Birkmose, der også var til stede på socialrådgiverdage med hendes bog om moralsk stress. Som jo på sin vis handler om noget andet, men også lidt handler om det samme.
Speaker 1:Som jo også taler meget om det her med at handle og kunne I fællesskab agere lidt på nogle ting, hvor man bliver nødt til ikke bare at have nogle undvigelsesstrategier. Hvis man forestillede sig, at man valgte at sige: Vi gør ikke noget. Vi gør, som vi hele tiden har gjort. Så bliver det meget store pres, der ligger på kommunerne, internaliseret hver socialrådgiver, der tænker: Jeg skal prøve at fikse det her. Så tror jeg, at vi har opskriften på noget, som man føler, så er det jo mit ansvar, når jeg går ud og gør noget, som jeg slet ikke kan stå inde for.
Speaker 1:Så jeg tror ikke, vi tegner et fag. Det er jo ikke mit fag. Men jeg tror, vi tegner et fag, som bliver rigtig svært at være I og have lyst til og løse opgaver I. Så det jeg siger er bare den løsning, der er nogen, der ligesom vælger nu med at sige, jamen jeg bliver jo nødt til bare at gøre det, som jeg får besked på at gøre. Det fungerer ikke.
Speaker 1:Så hvad er det for nogle løsninger, vi kan stille op, hvor vi begynder at have nogle samtaler omkring det her? Skaber rum til det? Både I de konkrete sager, men også mere generelt. Hvornår føler jeg mig lidt presset? Hvornår synes jeg det er svært?
Speaker 1:Hvornår bliver jeg I tvivl om noget af lovligt? Hvem kan jeg tale med for at være mere sikker? Fordi det er helt okay at være I tvivl. Der er jo meget, som du siger. Det er jo en jungle af lovgivning, som er super detaljeret, hvor det kan være svært at vide facit I alle sager.
Speaker 1:Så det at sige tvivl er helt legitimt, men et afsæt for at afklare sin tvivl. Ikke for at konkludere, at jeg var I tvivl, så derfor behøver jeg nok ikke sige til min leder, at det ikke var lovligt.
Speaker 3:Men mange sagsbehandler er jo faktisk også aflastet I de her visitationsudvalg, kan man sige, fra at tage økonomiske beslutninger. Da jeg var år 2000, mange flere økonomiske beslutninger inden for min egen kompetenceområde. Mens jeg stadig som socialrådgiver, blev det økonomiske råderum langsomt indskrænket og blev løftet over I nogle visitationsudvalg. Så der bliver sagsbanerne vel aflastet fra den byrde, der er I at træffe de her beslutninger på borgerens vegne.
Speaker 1:Det er jo virkelig interessant, du siger det. Og det var også en af de diskussioner, der kom på socialrådgiverdage I år. Der var en, der sagde, at nu er det ikke så meget mit ansvar mere, for vi stationsudvalget har truffet den beslutning, at det var den her løsning, vi gik med. Det illustrerer jo, at der med visitationsudvalget er en meget stor risiko for en ansvarsforskydning, som ikke helt er reel og juridisk, så længe det ikke er visitationsudvalget, der underskriver afgørelsen. Så er det jo sagsbehandleren, der skal stå på mål for, at det, der står her, er det rigtige resultat I forhold til det, borgeren har fortalt om sin situation.
Speaker 1:Og I forhold til, hvordan loven ser ud. Og det, der er lagt vægt på, er beskrevet sandt. Jeg har ikke skjult, at vi har tænkt på økonomi. Det var noget, der også kom frem. Det var for 2 år siden, hvor der var nogen, der sagde: Men man taler ikke nødvendigvis så meget om økonomi mere, men det er der stadigvæk.
Speaker 1:Altså, så det er sådan en Og det er jo endnu farligt, og det bliver sådan lidt uudtalt ting, hvor der ikke bliver sat ord på det. Men alle oplever, at I de situationer, hvor man kommer tilbage med et andet resultat, det var en billigere løsning og måske ikke helt en god nok løsning til det, der var borgerens behov. Og nu skal jeg så forklare det til borgeren. Så jeg synes, det er det her for mig, at man er meget mere transparent helt oppe på hjemmesiden. Hvem sidder I de visitationsudvalg?
Speaker 1:Hvad er deres kompetence? Hvad kan de beslutte? Hvad ved de om sagerne? Har de læst sagsdokumenterne? Har de sat sig ind I lovgivningen?
Speaker 1:Fordi ellers svarer det sådan set til at sætte sig ned med en kollega på gangen og sige: jeg har den her sag, den er svær. Hvad tænker du? Man vil jo ikke sætte kollegaen til at træffe afgørelsen. Man kan godt blive inspireret til nogle ting, men man er jo nødt til stadigvæk selv at eje af det afgørelse, man træffer. Og der er det, det kan blive mudret.
Speaker 1:Især hvis man har visitationsudvalg, og der sidder ledere I dem, så bliver det jo meget mere utydeligt. Var det bare en sparring fra en kollega, jeg fik her? Eller var det min leder, der kom tilbage til mig med en instruks? Og det kommer jo til at ligne instrukser.
Speaker 2:Britt, kunne vi ikke lige få slået fast. Hvad er sådan et visitationsudvalg? Og hvem ville typisk sidde I sådan et? Kan man tale om, at der typisk er nogen overhovedet, der sidder I sådan et?
Speaker 1:På en måde nej, og det er det, jeg synes, der også er svært ved dem. Er, at de kan sammensættes på så ekstremt forskellige måder.
Speaker 2:Hvem beslutter? Hvordan de sammensættes?
Speaker 1:Det er den enkelte kommune og I hver kommune vil det ikke engang fra området til området være ens. Det kan være specialister, det kan være ledere. Det vil typisk være på tværs af områder, så man får forskellige perspektiver ind. Og det kan jo være en rigtig god Og så kan det jo være forskelligt, hvad kommer man ligesom med en indstilling om, at den her borger, jeg har I den her sag, og det jeg regner med og indstiller, er, at jeg træffer den her afgørelse. Og så drøfter visitationsudvalget sagen.
Speaker 1:Det kan være en måde det fungerer på. Så det er faktisk netop fordi det kan være så forskelligt, at det bliver lidt end en blackboks for borgerne både. Hvem har egentlig drøftet min sag? Kan de ligesom beslutte? Det kan også blive en vigtig faktor for borgerne, hvornår vi stationsudvalget har møder.
Speaker 1:Fordi det så skal passes ind I de mødekadencer, der er. Så der har været mange gode grunde til at lave dem. Og det kan jeg fuldt ud forstå. Men det her med, at det må ikke være en black box for vi sætter ind I afgørelsesprocesserne, hvor der pludselig er en masse ting, man ikke helt forstår som borger I forhold til min proces og min snakke med sagsbehandleren, og nu sker der pludselig noget helt andet, som jeg måske ikke helt forstår.
Speaker 2:Hvad har været formålet med dem? Har det været sådan mere fair afgørelse? Hvis man kan tale om det?
Speaker 1:Altså, jeg tror, at der Jeg tror ikke helt, man kan tale om formål, men jeg tror, der er I hvert fald et formål, som har handlet om noget tværsektorielt på tværs også af myndighed og selve tilbuddene. Altså driften og hvad har vi af tilbud? Hvad er det for en vifte, vi kigger ind I? Så noget af koblinger handler om, at sociale er komplekse, så vi har brug for flere I et rum. Det er der jo også decideret lovgivning, hvor man insisterer på, at der er flere I et rum og flere perspektiver.
Speaker 1:Men så tror jeg også, at jeg har set I hvert fald I medierne beskrivelser af, at man også tænker dem som et styringsredskab. Og det og det er som styringsredskab, at det kan blive sådan en lidt skjult styring I retning af et eller andet.
Speaker 2:Ja, fordi det stiller, vel kunne man sige, sagsbehandleren, som du også nævnte før, et lidt sårbart, måske også vanskeligt sted I forhold til kommunikationen med borgeren, der måske ikke nødvendigvis forstår, at afgørelsen er faldet ud på den måde, og en sagsbehandler, der også kan være I tvivl om, hvorfor afgørelsen er faldet ud på den måde.
Speaker 1:Ja. Og det er der, jeg tror, at mere transparens, mere tydelighed, mere bare sådan også internt I organisationen. Hvad er det egentlig, visitationsudvalget her kan? Kan de inspirere dig til at tænke lidt bredere på sagen til at få nogle nye perspektiver på det, som du ikke nødvendigvis lige selv havde? Fordi hvis der ikke hvis man ikke er tydelig omkring det, så kan det jo blive ting oppe I folks Og hvis min leder sidder der, så tænker jeg jo en ting omkring det, hvor at det måske så især er vigtigt at italesætte.
Speaker 1:Hvad er det egentlig funktionen for visitationsudvalget er? Så det der med lige at få det skrevet ned og faktisk kommunikeret sådan rimelig tydeligt både til borgere og men også sagsbehandlere. Hvad er det her for noget? Hvordan håndterer vi det, hvis sagsbehandleren sidder tilbage og tænker noget af det, jeg bygger på en misforståelse? Eller der er en del af borgernes sag, man ikke har været opmærksom på, som er vigtig her.
Speaker 1:Så skal man jo ligesom kunne vende tilbage på at have en ny drøftelse I visitationsudvalget.
Speaker 3:Og hvad tænker du, hvis der sidder en gruppe socialrådgivere for samme arbejdsplads og hører det her, eller er optaget af Vi vil faktisk gerne styrke vores juridiske kompetencer, så vi bliver helt klar på de her skillelinje, Udover at læse dine bøger. Hvad kan man ellers gøre for at styrke sin juridiske faglighed ind I det sociale arbejde?
Speaker 1:Der er flere ting. Der er både det at tænke jurafagligheden som den delfaglighed, der er vigtig at have fokus på og tage op. Så er der at lave nogle vidensbanker for sig selv på hver af områderne, hvor man sørger for, at der er nogen I hvert team, der ligesom holder sig ajour og samler viden op. Og så tror jeg, sådan en ting, som for mig ret grundlæggende. Det her med at virkelig gøre det legitimt og tale om tvivl.
Speaker 1:Jeg var ude og holde et oplæg, som ikke var for socialrådgiver, men hvor der var en ny medarbejder, som sagde, jamen, jeg kan bare godt nogle gange være virkelig meget I tvivl om, hvad jeg må og hvad jeg skal. Og hvor Jeg sagde til hende, men det er bare så vigtigt, at hun siger det, for det kan alle. Det kan erfarne medarbejdere også være. Og der var flere af hendes kolleger, også de erfarne, der sagde, jamen det kan vi også. Og der tror jeg, at man kan godt få den at man er kun god nok, hvis man ved det hele.
Speaker 1:Så noget handler også om, at når jeg kommer I tvivl, eller når vi kommer I tvivl, så kan vi tale med hinanden. Vi har nogle faglige fyrtårn. Vi har en ledelse. Vi har måske nogle jurister. Hvad er det, der er vores altså rigtig gode ideer til, hvor vi kan gå hen med vores tvivl og finde ud af, hvad der er op og ned på tingene.
Speaker 1:Fordi selvfølgelig skal der være hjælp at få. Og det der med at gøre det til okay, at det er en fælles ting, at vi afklarer det. Det tror jeg er virkelig vigtigt. Og der synes jeg, det var meget, at socialrådgiverforeningen lavede en undersøgelse her for nylig omkring forskellige forhold, og hvor de blandt andet spurgte det her med: Har du inden for det seneste år oplevet ulovlig praksis på din arbejdsplads? Og der var en tredjedel, der sagde, der svarede ved ikke.
Speaker 1:Og det synes jeg jo er virkelig vigtigt på en eller anden måde at tage hånd om. Altså at det skal man ikke sidde med en tanke om. Det ved jeg faktisk ikke helt. Det skal der være gode svar på I organisationerne, som ikke er den enkeltes problem, men som er organisationernes problem. Så det eneste man selv er ansvarlig for, det er faktisk bare at sætte ord på og sige, jeg er faktisk I tvivl her, og jeg har brug for, at der er nogen, der hjælper mig med at blive mere sikker.
Speaker 2:Men du nævner også nogle gange her, at beslutningstvejene er nødt til at være mere gennemsigtig. Altså det er nødt til at være mere tydeligt, hvordan vi er nået frem til den afgørelse. Hvordan kan det blive mere gennemsigtigt? Er det ved at tale om det? Eller hvad kunne man ellers?
Speaker 1:Ja, jeg tror noget af det er, at det øjeblik, at man faktisk skal beskrive sin visitationsudvalg, så klart, så man kan sige, det vil jeg faktisk godt lægge ud på min hjemmeside. Det er sådan her, det ser ud hos os. Der bliver man nødt til at tænke over, hvad er det for et setup vi har lavet, som vi vil stå på mål for, at det her er den rigtige måde at gøre det på. Og så noget af det er jo ikke bare et stykke papir eller en tekst på en hjemmeside. Det er jo også samtaler.
Speaker 1:Hvordan oplever jeg, når jeg? Altså, det er oplevelsen af at have en sag I et visitationsudvalg. Og hvad tænker jeg omkring det, når jeg får det? Og hvordan kan vi tale om det bagefter? Og hvordan kan jeg få et bedre indblik I, hvorfor man har haft den drøftelse, man har?
Speaker 1:For det er vigtigt for mig at forstå, fordi hvis jeg ikke kan forstå det, så kan jeg jo heller ikke sætte mig ned og skrive afgørelsen. Og lave begrundelsen til borgeren og fortælle borgeren, at det er det her, vi kiggede på, at derfor er vi kommet frem til resultatet. Så det der med, at der er sat tid af til at kunne være en samtale om, hvad det I det daglige arbejde, der kan være for socialrådgiverens svært I dialogen med visitationsudvalget. Fordi som sagt, at jeg tror, jeg har hørt en del på de workshops, som ligesom har opgivet lidt den samtale og opgivet lidt at forstå og bare ligesom taget til efterretning af sådan er det. Og det er noget af det, jeg ikke kan lide ved mit job.
Speaker 1:Og det tror jeg som sagt hverken for socialrådgiverne eller for os som samfund, der har brug for, at det er et job, som folk er glade for og har lyst til at være I og trives med. Og borgere, der har tillid til I den anden ende, at de får den rigtige sagsbehandling. Der kan vi ikke leve med, at det er sådan, det er.
Speaker 3:Jeg får sådan et billede af, at borgerne og sagsbanerne går I den her lov jungle og prøver at finde vej, men meget dårlig lommelygte. Der er lidt tabu omkring økonomi, og der er lidt tabu om, at
Speaker 1:jeg ikke helt
Speaker 3:forstår lovgivning eller den fulde sammenhæng mellem lovgivningen. Det lyder som om, at der skal skiftes batterier I den lygte. Altså et bedre lys på et stærkere lys på, hvis vi skal finde vej igennem den her balance mellem økonomi og jura I socialt arbejde.
Speaker 1:Ja, det er jeg helt enig med dig I.
Speaker 3:Så lad os nu sige, at det lykkedes det her med, at man får fordelt de her vidensområder, og man får opbygget denne juridisk kompetence I et team. Og man oplever alligevel, at det er svært at trænge igennem ledelsen, fordi kommunen er økonomisk pressede. Der kan være alle mulige årsager. Men man har prøvet at råbe op. Men der er jo både borgerrådgivere ansat I kommunerne, og der er også blevet whistleblower ordninger.
Speaker 3:Det skal man jo have, hvis der er mere end 40 medarbejdere. Er det en vej at gå, eller hvad gør man, hvis man støder panden imod en mur?
Speaker 1:Altså, jeg kan jo I forhold til, at det også handler om, at der står en borger med en konkret sag, som potentielt falder forkert ud. Så kan jeg bedst lide de løsninger, som faktisk løser det problem, at vi får afgørelsen til at falde rigtig ud. Og der vil borgerrådgiveren jo være den person, man kunne gå til I en konkret sag og drøfte. Hvordan kan vi både måske I den her sag, hvad er det rigtige resultat? Men også hvordan kan vi mere generelt have en samtale omkring nogle af de her ting?
Speaker 1:Og jeg tror også, at de juridiske afdelinger rundt omkring er vigtige I, at nogle gange så handler det jo om du talte om det lidt som en lommelygte, hvor vi skulle have skruet lidt op for batterierne. Men nogle gange handler det også om, at vi måske skal finde nogle andre veje. Jeg tror, jeg var inde på det lidt tidligere. Altså de veje, som nogle gange kommer til at gå. Også vil jeg sige lidt ved et uheld, fordi der er nogen, der tænker, jamen jeg skal jo ikke sige noget til min chef, fordi min chef har vel besluttet Så der er også nogle ledere her, der ikke bliver advaret om noget, er virkelig skidt for dem.
Speaker 3:Så der kan også være nogle forforståelser af, at ledelsen ikke vil være lydhøre, men det faktisk handler om, at ledelsen heller ikke får mulighed for at være lydhøre.
Speaker 1:Ja, det. Så det tror jeg altså, at at der hvad skal man sige, at det er noget af det, der er vigtigt at få genoplivet den samtale. Jeg ved ikke engang, jeg kan kalde den genoplivet, fordi den samtale måske aldrig helt har været der. Men at der er nogen, der er optaget af det samme. Det, der sker, fordi man ligesom opfatter måske som selv og gjorde, at skal gøre det på den her måde, for det er mig, der ligesom, når jeg sidder og træffer afgørelser, skal løse det problem, vi har.
Speaker 1:Det er, at man glemmer, at der er andre veje ind I at se på det. Og det er der, hvor jeg tror på, at man ligesom skulle lave sådan nogle mere det at sætte sig ned og analysere på, hvad er de lovlige veje til rent faktisk mest muligt at komme I mål med at holde sit budget. Så det handler ikke om at lukke en dør uden at åbne en anden. Men man er ligesom på vej ud af et spor, hvor det bliver de konkrete sager, at man hele har risikoen for, at der er nogen, der hører måltallet fra afdelingen og tænker: Det er nok mig, der skal hjælpe med, at vi overholder det her måltal. Eller nu har jeg fået en besked fra visitationsudvalget om, at den her borger ikke skal have den her løsning, som jeg troede, de skulle have.
Speaker 1:Det er som mig, der bare skal forklare det bedst muligt, selvom jeg ikke rigtig synes, at jeg kan stå inde for resultatet.
Speaker 2:Okay, jamen altså, der er
Speaker 1:jo
Speaker 2:mange gode pejlinger af, hvilke nye veje man kan finde. Hvis vi skulle prøve at samle lidt op på det her til sidst, Britt. Hvis man sidder derude og sådan lytter med og tænker: Jeg kan måske godt genkende noget af den her tvivl og usikkerhed om, hvordan beslutninger egentlig er blevet til. Hvad er hvis du sådan skulle læse det op, hvad er dine bedste anbefalinger til at få gået nogle nye veje?
Speaker 1:Min bedste anbefaling er at få sat det på dagsordenen og sige Vi er nødt til at få talt I vores afdeling om, hvordan vi arbejder med det forhold, at der er en måske budgetudfordring hos os. Og hvordan det påvirker mig, når jeg sidder og skal lave afgørelser, hvordan det kan påvirke mig. Og vi er også nødt til at have en samtale om, hvordan vi kan håndtere, når jeg bliver I tvivl om, hvad der er lovligt I en konkret sag, fordi det er ikke noget, vi hver især bare kan sidde og bokse med. Så der håber jeg virkelig, at det det afsæt, at jeg og vi her sidder og snakker om, at det er en helt naturlig ting at komme I tvivl I alt, hvad skal man sige, både socialt og juridisk arbejde, og at det handler om, hvordan vi reagerer på det. Det håber jeg virkelig, at hvis man tager noget med, at så tager man det med, at det er det er ikke tvivlen, der er problemet.
Speaker 1:Det er, hvis vi ligesom lukker ned for, hvad den tvivl ligesom Vi skal lade den fylde, og vi skal tænke, hvad skal jeg stille op med det her? Hvordan bliver jeg mere sikker?
Speaker 2:Og at opgaven sig heller ikke er med sine halsløj I lommelygte og finde de nye veje selv, men at man godt må tage sin leder og sine kollegaer med. Og snakke med dem om, hvordan man finder de nye gode veje, som er lovlige.
Speaker 1:Ja, og sine jurister I afdelingen og sine juridiske afdeling. Fordi det her jo ligesom er en fælles dagsorden. Så det er det, jeg også synes, hvis man føler, at man sidder alene med det, og det tror jeg bare, der er mange, der gør. Og måske lige taler med de nærmeste kollegaer om om de situationer, hvor man ligesom føler sig mest presset. Så synes jeg, det er et stort problem, fordi man er ikke alene med det.
Speaker 1:Det er en fælles problemstilling, som man skal kunne arbejde med at få løst.
Speaker 2:Det er vist et meget godt sted at runde af her. 1000 tak fordi du havde lyst til at komme herind og tale med os, Britt.
Speaker 1:Tak fordi jeg måtte komme. Tak for I dag.