Subscribe
Share
Share
Embed
Vi får besøg af mange interessante personer på Holbæk Radio - Det er som regel nogen der har indflydelse på hvad der sker i Holbæk Kommune - Spændende kulturpersonligheder, politikere og deres embedsfolk, iværksættere og andet godtfolk fortællerderes historier og indsigter - Du kan derfor genhøre nogle af de mange samtaler og programmer her i vores Talkshows
Støt Holbæk Radio Kan du lide det du høre? Så bliv støt Send hundred kroner på MobilePay halvtreds fireoghalvfjerds seksten nul Tak
Mikkel Blaabjerg:Velkommen til Holbæk Radio Jeg har besøg I studiedag eller mig og Mikkel her. Og vi har besøg af Andreas. Velkommen til Andreas.
Andreas:Tak skal I have.
Mikkel Blaabjerg:Det var hyggeligt, at du kunne komme I dag.
Andreas:Selvfølgelig.
Mikkel Blaabjerg:Andreas, vi har jo inviteret dig hoppe I dag, fordi jeg synes, og Mikkel synes, at du har en fed historie. Bare lidt for at opsummere, så I sidste år så jeg jo, at du havde lavet et opslag på Facebook, fordi du var ensom. Ja. Og det ender jo faktisk med det her opslag, for Så vidt jeg husker, er det tre tusind, ik'?
Andreas:Ja, lige præcis. Det
Mikkel Blaabjerg:er jo ret imponerende, må man sige.
Andreas:Ja, det synes jeg også.
Mikkel Blaabjerg:Men Andreas, det handlede jo om ensomhed, fordi du følte dig ensom. Ja. Kan du ikke forklare mig lidt, hvad var det, der egentlig gjorde, at du sad I den situation og valgte at dele det her på Facebook?
Andreas:Jamen, altså, det hele startede med, at jeg sad af, jeg måske ikke sad derhjemme. Først der var jeg på arbejde den fredag, og der ser jeg, at der er noget bifest inde I Holbæk Sportsfænom. Og der, der var jeg ikke inviteret med. Der var ikke nogen, der havde spurgt, om jeg havde lyst. Nej.
Andreas:Og det var faktisk
Mikkel Blaabjerg:Du arbejder jo derinde?
Andreas:Ja, jeg arbejder inde I Holbæk Sport, ja det gør. Der havde spurgt, om jeg havde lyst til det. Så tænkte jeg, at nu må jeg gøre et eller andet. Så om aftenen, så så laver jeg et Facebook opslag, hvor jeg så skriver, at jeg er ensom ved siden af mit arbejde. Ja.
Andreas:Og det er efter jeg laver det opslag, så går jeg I mig en tur. Og der gik engang fem minutter, så ringede min telefon. Og det var så en ude fra fra sportslyn, der spurgte om jeg var okay. Så siger jeg Ja, det er jeg. Hvad mener du?
Andreas:Nå, jamen, jeg havde lige set dit opslag på Facebook. Nå ja. End ej ikke ensom. Det er jeg. Hvorfor det?
Andreas:Det ved jeg ikke. Så Så efter det, spurgte hun, om vi skulle finde en dag, jeg snakkede om det. Og det sagde jeg så ja til. Og så fandt vi en dag, hvor vi så snakkede om det.
Mikkel Blaabjerg:Kan du ikke prøve, Andreas, for det første, vil jeg sige: Det er jo fantastisk, når folk ligesom rækker ud til dig, når du nu vælger at dele det her på Facebook som jeg føler jo er ret offentligt at dele sine følelser. Det er ikke noget, alle bare ligesom gør, vel? Kan du ikke prøve at sætte sådan lidt ord på, hvordan ensomheden den sådan påvirkede dig I det daglige?
Andreas:Jamen altså, den påvirkede mig, når jeg kom hjem efter arbejde. Fordi der der sad jeg jo bare og spillede playaceen eller så noget Netflix I fjernsynet. Jeg var ikke særlig god til eller det er jeg stadigvæk ikke særlig god til at være alene. Jeg har det bedst med at være sammen med folk hele tiden. Så det var rigtig svært om at bare være alene.
Mikkel Blaabjerg:Hvornår begyndte du sådan ikke fordi man kan sige, at du skal sætte tid på men hvornår begyndte den der ensomhed at komme til dig, hvor du når til et punkt, hvor du siger: Nu kan jeg simpelthen ikke holde ud mere, nu skal jeg gøre et eller andet?
Andreas:Det kom faktisk engang I februar måned. I starten af februar. Fordi der Jeg har fødselsdag I februar måned og der de sidste mange år, har det jo bare været med min familie. Ja. Og så har det været med arbejde.
Andreas:Og så har der faktisk ikke været mere I det. Og nu tænkte jeg, nu jeg gøre noget ved det. Men jeg gjorde ikke noget ved det på det tidspunkt. Men føler du Kommer du til at tænke på, at
Mikkel Blaabjerg:har du haft andre tætte relationer inde på dit liv, som er æblet ud? Eller hvad er det, der sådan har gjort, at du på den måde tror, at
Andreas:du er endt der? Ja, det har jeg. Jeg havde nogle venner på et tidspunkt, som jeg så ikke snakkede med den dag I dag.
Mikkel Blaabjerg:Så
Andreas:der tænkte jeg: Nu må jeg hellere gøre noget ved det her fordi igen, det der med at være alene, det kan jeg bare ikke.
Mikkel Blaabjerg:Nej. Og man må sige, at det er jo også stort, og vi snakkede du og jeg faktisk også om inden vi gik på det her med, at jeg synes, det er sejt, og du tør at dele det her fordi gør man ikke det, så var det jo tydeligt I din situation, at der ikke rigtig skete noget, ik'? Altså, der var jo Så der kommer der ikke nogen ligesom til
Andreas:Nej nej. Lige præcis. Altså, der var mange, der troede: Jamen Andreas, du kender jo så mange ude I sportsperioden. Ja. Og ja, det er selvfølgelig rigtigt.
Andreas:Men jeg manglede jo noget ved siden af. Og det gjorde jeg.
Mikkel Blaabjerg:Når du sådan tænker tilbage, er der sådan særlige situationer, hvor du frygtede eller vidste, når du nåede dertil, at så var du godt klar over, at så ville ensomheden tippe ind. Var det sådan, når du kom hjem fra arbejde for eksempel? Ja, det var
Andreas:den. Den var tydelig. Ja Der var mange ting. Men nu kom jeg så selvfølgelig ud med det der opslag. Og jeg tænkte: Nu må du hellere gøre noget ved det fordi, så vi er også snakker om inden så kan jeg jo godt lide fodbold.
Andreas:Og vi gik ind I en tid, hvor det blev sommer og FCK blev heldigvis danske mester derover. Præcis! Men der var fodbold. Det kommer jeg stadig ind og ser men der var jo landskampe, hvor folk siger: Andrea skal vi til hende og se en landskam. Og der var en, der hed Henrik, der sagde: Det vil jeg gerne invitere eller at I vil invitere dig med ind og se en landmand.
Andreas:Det var bare super fedt. Han gav både mad og vi var inde I København, hvor vi var inde på en bar hvor han kendte en hel masse hvor jeg ikke kendte nogen af dem. Hvor jeg så var med det. Og det var bare verdens bedste dag.
Mikkel Blaabjerg:Fantastisk. Jep. Ja. Men det er jo også fedt, at der er nogle mennesker, der rækker ud til dig. Det synes jeg simpelthen er så fantastisk.
Andreas:Det er der rigtig mange, der har. Og det er jo bare super dejligt. Og jeg håber selvfølgelig, at der er flere, der vil række ud og lave noget her I løbet af sommeren, hvis der er nogen, der sidder derude og siger: Andreas, det vil jeg gerne. Eller kanalitere det og føle sig ensom.
Mikkel Blaabjerg:Ron, Andreas, da var du så nået til at lave det der opslag? Var der nogle andre ting, du havde overvejet? Havde du overvejet professionel hjælp eller andre måder at få løst din ensomhed, hvis man kan bruge det?
Andreas:Ja, det havde jeg. Men jeg tænkte også: Du må selv gøre noget ved det her. Fordi det var måske lidt pinligt at spørge om hjælp. Fordi det med at spørge om hjælp, det havde de rigtig svært med. Ja.
Andreas:Så nu tænkte jeg: Nu vil jeg selv gøre noget ved det. Og inden jeg laver opslaget der, den femte her, der havde jeg skrevet opslaget masser af gange.
Mikkel Blaabjerg:Så du har siddet og arbejdet på det?
Andreas:Det havde jeg også.
Mikkel Blaabjerg:Jeg havde det I hovedet
Andreas:rigtig længe, men jeg havde aldrig sådan lagt det ud. Men så sidder jeg der derhjemme fredag d. Femten. April og siger: Nu må du gøre noget ved det.
Mikkel Blaabjerg:Og
Andreas:på et tidspunkt så sidder jeg faktisk og hører musik derhjemme. Og jeg sidder og hører staff I det ug. Og der er en anden tone I den sang, der får mig til at slå opslaget op på Facebook. Så jeg tør bare slå op. Og så går jeg mig en tur.
Andreas:Og så igen, det er der, hvor der så er en udenfor sport-lyd.
Mikkel Blaabjerg:Det ændrer vel egentlig lidt dit liv, kan man godt sige. Det gør det. Det er jo helt tydeligt, som du også siger her, at du har haft opslaget I dit hoved. Hvordan havde du det, inden du slutter op? Havde du, forstår mig, et følelsesmæssigt bange for reaktionen eller var du bare sådan: Nå, det har ikke noget at tabe?
Andreas:Ja, jeg var bange for, hvad folk ville tænke. Der er jo nogen, der har sagt til mig, du møder jo så mange ude I sport, du kan da ikke være ensom.
Reklame for radio:Nej.
Andreas:Men der har jeg jo sagt til dem, at man kan jo sagtens føle sig ensom, hvis man stadig er sammen med mange mennesker. Jeg snakker med rigtig mange I dag. Jeg også selv hjælper med ensom. Der er f. Eks.
Andreas:En, der skrev til mig forleden, at hun godt kan lide biler. Men der er ikke nogen af hendes veninder, der gider være venner med hende. Fordi det er jo en mande ting at lave biler. Men det har jeg sagt til hende: Så du skal jo bare lave det, du godt kan lide. Så hvis du godt kan lide det, så skal du da gøre det.
Mikkel Blaabjerg:Jamen, det synes jeg jo, du har fuldstændig ret I. Det kan der ikke være I tvivl om, vel? Men Andreas, sådan når du tænker tilbage på den inden du lavede dit opslag og den der ensomhed? Hvad var sådan dine Hvad skal man sige dine største udfordring med det? Var det at få en hverdag til at fungere?
Mikkel Blaabjerg:Eller hvad føler du sådan, når du tænker tilbage, at der var den helt store udfordring?
Andreas:Den største udfordring, efter jeg lavede opslaget, det var, at jeg tænkte: Åh nej, nu bliver det snart mandag og nu skal jeg på arbejde. Forstået på den måde, hvad vil folk tænke? Men folk de stod derude og tog mig imod åben arm. Jeg har faktisk aldrig nogensinde fået så mange kram på en dag som jeg fik den dag jeg kom derud på arbejde om mandagen. Fordi folk var ovre ved mig at sige: Er du okay?
Andreas:Ja, det er jeg. Jamen, Andreas, hvad er med dit opslag? Du kan da ikke føle dig ensom. Du møder jo så mange mennesker. Så siger jeg: Ja, det er jeg også rigtig glad for at gøre.
Andreas:Men jeg mangler noget, når jeg kommer hjem. Det der med at være derhjemme, fordi april var ved at blive sommer. Så det der med bare at sidde derhjemme, det tænker jeg: Det skal jeg ikke igen I år. Det har jeg gjort de sidste par år, hvor jeg ikke har kunnet komme ud og være sammen med nogle mennesker. Så nu tænker jeg: Nu må jeg gøre noget ved det.
Andreas:Fordi jeg er ikke så god til det der med bare at gå en tur for mig selv. Jeg vil gerne have nogen, altså igen. Det med at have, det var nogen at gøre det sammen
Mikkel Blaabjerg:med. Når jeg hører din historie, så virker det som om, at du har altså omkring dig, når du ude, har du et stort netværk men du I den grad har savnet at have nogen derhjemme og nogen at dele noget med sådan nogle enkelte ture, når man er afsted. Fordi det er klart, når man arbejder I sportsbyen, tænker jeg, som du gør, at så får man et stort netværk, når man er derude. Men man kan jo ikke tage alle med hjem, som man siger, og have alle dem, man kender hjemme I stuen, når man sidder alene om aftenen, vel?
Andreas:Nej nej, lige præcis. Men altså, jeg har jo et kæmpe netværk derude, og det er jo ikke, fordi jeg arbejder derude. Det er jo fordi, jeg godt kan lide det der med at snakke med mennesker derude. Jeg kan godt lige høre, om folk har haft en god weekend. Folk har haft været de har f.
Andreas:Eks. Fortalt, hvis de skulle til en barnedop, eller et eller andet så næste gang jeg ser ham, så spørger jeg ind til det.
Mikkel Blaabjerg:Ja.
Andreas:Og det sætter folk rigtig store pris på. Jeg er også rigtig god til at huske. Så når folk fortæller mig et eller andet så er det noget, jeg husker til næste gang. Ja. Jeg snakkede med en I dag og sagde til, at nu skal du gå til det.
Andreas:Hvad mener du det? Jamen, du skal jo træne lidt est I dag. Årh, hvorfor det? Jamen, du har fødselsdag på fredag. Hvordan ved du det?
Andreas:Så siger jeg til Jeg kan huske, da jeg meldte dig ind, der fortalte du mig, hvad dag du har fødselsdag. Du er syge hovedet, Andreas.
Mikkel Blaabjerg:Du vil det.
Andreas:Altså fordi jeg kunne huske det. Ja, vi kan huske. Men det er også det der med, at folk sætter pris på det, man går og laver. Og jeg går jo ikke rundt og snakker med folk ude I træningscentret, som jeg arbejder I fordi jeg arbejder Jeg gør det også, fordi jeg selvfølgelig godt kan lide det. Folk kommer selvfølgelig for at træne.
Andreas:Det gør de også. Men jeg går ikke over og snakker til det, når de går og træner. Det er jo mest, når de kommer og siger: Hej Andreas. Eller hvis de for eksempel bare skal have noget vand, så spørger jeg de, om de har det godt.
Mikkel Blaabjerg:Det synes jeg er fantastisk, Andreas. Hvem har jeg egentlig I den her svære tid været din største støtte?
Andreas:Jamen, det har mine to chefer ude fra Fitnesscenter. Ronny og Kristian, der står for ejercenter derude. De er mine aller bedste venner. De betyder utroligt meget for mig. Det er jo Ja Jeg kan ikke forklare, hvor meget de betyder for mig, fordi det er derude, jeg er hver dag.
Andreas:Og hvis jeg ikke havde det, eller havde dem, eller havde det arbejde derude, så Så ved jeg godt nok ikke, hvad jeg havde gjort. Nej.
Mikkel Blaabjerg:Hvad Hvad føler du I sådan, når jeg står og lærte? Er dig selv igennem hele den proces fra sidste år og så til nu? Er der nogle ting, der sådan nu? Hvor du tænker: Det har jeg virkelig lært om mig selv I den her proces?
Andreas:Jamen, jeg har lært, at jeg er blevet meget stærkere. Så hvis jeg har lyst til noget nu, så gør jeg det også noget mere. Men altså, jeg vil jo gerne have nogen at kunne komme ud og gøre ting med. Det der med at gøre ting selv, det kommer jeg ikke til. Nej.
Andreas:For eksempel jeg havde jo følelser her I februar, der havde jo fået en masse gaver, en masse oplevelser. Men jeg skal også have nogen at gøre det sammen med. Jeg fik tre billetter til biografen holdt vi biografen. Men det er også det der med, at jeg ikke bare vil tage ned I biografen selv.
Mikkel Blaabjerg:Nej, det
Andreas:kan jeg ikke. Jeg vil jo gerne have nogen at gøre det sammen med. Det kan jeg jo forstå. Hvad,
Mikkel Blaabjerg:Andreas, når man snakker ensomhed og det er jo et emne, som indimellem bliver debatterteret, hvis man kan sige det sådan. Hvordan synes du, at vi som samfund egentlig håndterer det at være ensomme? Nu kan man sige, at dit eksempel er jo fantastisk på et lokalt samfund, der egentlig bytter ind, hvis man kan sige det sådan. Men hvad er sådan din vinkel på det?
Andreas:Jeg synes, at vi er gode til at hjælpe hinanden. Selvfølgelig. Hvis vi har brug for hjælp. Men jeg synes ikke, vi snakker om det nok omkring ensomhed. Vi snakkede meget om det under coronakrisen, efter coronakrisen men det er jo sådan rigtig bare væk igen.
Andreas:Så folk snakker ikke så meget om det, som jeg synes, man skulle. Fordi jeg tror, der sidder rigtigt mange derude, der godt kan føle sig ensomme.
Mikkel Blaabjerg:Og det vel også en af årsagerne, tænker jeg til, at du har lyst til at komme her I dag for eksempel for netop at dele din historie og dine vinkler på det, ikke?
Andreas:Jo, lige præcis. Altså kunne hjælpe andre. Og som jeg også sagde, da jeg var I fjernsyn, så hvis der er nogen, der har brug for hjælp, så skriv gerne til mig. Fordi jeg vil gerne ud og opleve ting sammen med andre. Jeg får selv noget ud af det, og jeg ved også, at de får rigtig meget ud af det.
Andreas:Der var en, der spurgte mig her for noget tid siden, om jeg havde lyst til at sende mig hos Babbymmmetoden. Og de sagde jeg: Ja, det vil jeg gerne. Og hun sagde så til mig: Skal det være noget for det? Så siger jeg: Hvad mener Jamen, nu har jeg jo søgt hjælp på grund af dig. Og så vil jeg jo gerne give noget for det.
Andreas:Det skal du ikke. Fordi, du vil gerne spille bacpedonen. Det vil jeg også gerne.
Mikkel Blaabjerg:Og så vil de simpelthen næsten betale dig for at
Andreas:få skærm? Ja, for at være sammen med hende. Og der har jeg sagt til hende: Jeg skal ikke have noget for det. Nej. Det kunne være hyggeligt at spille badminton.
Andreas:Jeg kender ikke badminton særlig godt. Men det gjorde hun. Ligesom når jeg går op I fodbold, så går hun meget op I badminton. Jeg kender ikke renaerne I badminton. Men det kunne hun jo lære mig.
Mikkel Blaabjerg:Men det er jo fantastisk, at du er der I den situation, tænker jeg. Fordi hvor er det dog forfærdeligt, at et andet menneske vil betale andre for bare at bruge tid sammen med dem,
Andreas:ik'? Jo, det Gjorde mig faktisk rigtig ked af det, da jeg hørte. Og spurgte, at hun var okay. Og hun lagde faktisk på, lige efter jeg snakkede med hende, men så gik der fem minutter, og så ringede hun igen og sagde: Det måtte du huske, Andreas. Det gik mig dybt.
Mikkel Blaabjerg:Altså hun
Andreas:blev faktisk rigtig ked af, at jeg faktisk gider op være sammen med hende.
Mikkel Blaabjerg:Jeg tænker, Dres har du sådan tænkt over, hvordan har du tænkt dig at opretholde alt det gode, der er sket nogle af de relationer, du er ved at skabe? At du ikke ryger tilbage til, hvor du sådan startede? Har du sådan gjort dig nogle tanker omkring det?
Andreas:Det ved jeg ikke. Jeg tænker mere af Altså de relationer jeg har nu. De mennesker jeg har omkring mig. Det er nogle jeg har en kæmpe relation til. Fx næste år igen, der fylder jeg otteogtyve, der skal jeg for eksempel tænke mig at holde en kæmpe fødselsdagsfest igen ligesom et jord I år.
Andreas:Og der skal de samme mennesker med, hvis de har lyst, og selvfølgelig kan.
Mikkel Blaabjerg:Det synes jeg lyder som en skide god ide. Undskyld, hvad når man er.
Andreas:Det er helt okay.
Mikkel Blaabjerg:Andreas, hvis du sådan selv kan Vi kan jo aldrig selv helt bestemme vores fremtid men hvis du sådan sidder og ser fremadrettet hvad håber du så, din fremtid den byder på? Hov
Andreas:Der er jo mange ting. Jeg håber, at jeg faktisk, som jeg også sagde til dig tidligere, nok også kommer ud med et opslag omkring, at jeg søger en kæreste. Så forhåbentlig måske at finde en sød pige. Jeg kan slå mig ned.
Mikkel Blaabjerg:Det kan jeg godt forstå.
Andreas:Det der med at være alene, det er jeg ikke så god til. Jeg savner de der ting, man kan komme hjem og sige: Har du ofte en god dag? Bare det der med, når vi er færdige her, og når jeg bare skal hjem der savner jeg en, der siger: Nå, giv det godt. Det er sådan nogle ting, jeg virkelig savner. Så, man
Mikkel Blaabjerg:kan sige, at du håber, at fremtiden ringer, og du kan finde en af, at du kan dele din tid med derhjemme, ik'?
Andreas:Jo, også det der med at kunne hjælpe andre. Det kan jeg virkelig godt lide. Jeg kan simpelthen ikke lade være at hjælpe mennesker. Så det er bare det der med at kunne hjælpe. Det vil jeg virkelig gerne, hvor jeg kan.
Mikkel Blaabjerg:Og jeg vil sige, bare den kort tid, vi har mødt dig, Andreas, der virker der. Er vi I hvert fald ikke I tvivl om, at du er til for at hjælpe andre mennesker, synes jeg. Det er helt tydeligt, at det er noget, du ligesom brænder
Andreas:for. Jamen, det gør jeg. Nu er jeg jo, som sagt, frivillig ude I træningscenteret ude I Holbæk St. Og det har jeg jo snart været I fem år. Og det er jeg utrolig glad
Mikkel Blaabjerg:for. Og hvad jeg sådan kan høre og forstå, hvad jeg også har læst, vil jeg lige sige på de forskellige medier: Der skriver folk også, at du er fantastisk. Og hvis man ser blandt andet det, et TV2 øst har sendt mig eller sådan noget, så er der jo ikke andet end rusende ord til dig med dig som person. Det må også give dig noget glæde indeni.
Andreas:Det giver rigtig meget, det gør det. Og man har jo lyst til at gøre endnu mere. Men som der var en, der sagde til mig, fra noget tid siden da jeg sagde, at jeg har lyst til at gøre endnu mere. Så sagde hun til mig: Det skal du ikke. Du skal bare blive ved med, hvad den du er.
Mikkel Blaabjerg:Ja. Det er jo så rigtigt.
Andreas:Det er selvfølgelig rigtigt. Men jeg har lyst til at gøre endnu mere.
Mikkel Blaabjerg:Nu er der jo nok en del, der vil lytte med på det interview og sådan en podcast, vi laver med dig, Andreas. Hvis du skal give et godt råd til andre derude, der sidder og er ensomme, hvad vil du så komme med af guldkorn, hvis man kan sige det sådan? Eller råd?
Andreas:Jamen, jeg synes, de skal bare springe ud I det. Lave et opslag, og det er selvfølgelig svært. Det kan jeg godt give dem ret I. Men altså Det første råd, jeg nok vil give dem, det er, at de skal skrive til mig. Og så vil jeg jo spørge ind til dem, hvorfor de føler sig ensom, hvis de har lyst til at svare på det.
Andreas:Og så vil jeg jo spørge ind til, hvad de godt kan lide at lave. Hvad de har af interesser. Og så på den måde snak med dem og spørge, om de har lyst til at lave noget sammen med mig.
Mikkel Blaabjerg:Ja, sådan lige her, inden vi runder helt, Andrea, så er der et spørgsmål I mit hoved, der håber sig: Dav er du otteogtyve år gammel nu? Syvogtyve? Undskyld, syvogtyve, ja. Du bliver otteogtyve. Hvordan Har hele dit liv været ensomhed?
Mikkel Blaabjerg:Eller er det noget, der er dukket op hen ad vejen eller sådan her de senere år?
Andreas:Det er dukket op her de senere år.
Mikkel Blaabjerg:Okay. Det har det. Har du nogen om hvorfor? Eller er det bare at opstå?
Andreas:Jamen, jeg tror Jeg havde nogle venner på et tidspunkt. Dem snakkede jeg ikke med længere. Så efter det, I starten der tænker jeg ikke så meget over det. Men på et tidspunkt, så det der med, når man så kom hjem, så savner man. Det der med at have nogen.
Andreas:Men jeg tror også, det er efter det med, at jeg er flyttet for mig selv. Fordi inden boede jeg I et bofællesskab, ja, lige præcis. Hvor der var andre unge, og hvor der også var personale. Jeg snakkede jo rigtig meget med personale på det tidspunkt. Og dem havde jeg jo en rigtig god relation til.
Andreas:Mange af dem, der har arbejdet dernede. Og vi snakkede rigtig meget sammen om alt muligt. De har også hjulpet mig rigtig meget den dag I dag, fordi så
Mikkel Blaabjerg:Altså, jeg vil jo sige, Andreas, jeg synes det er jo en fantastisk historie. Jeg synes, du er en virkelig, virkelig fantastisk person. Og jeg synes også, at du skal vide, at du gør en forskel for rigtig mange mennesker bare med det sind og det mindset, du har og har fået af at være her. Og det er tydeligt at høre, at du har sindssygt meget støtte fra lokale mennesker her I vores lille by også, kunne jeg til at sige.
Andreas:Ja, lige præcis. Men jeg synes også, at det er vildt med det opslag jeg lavede. Så det har jo fået over tre tusind delinger.
Mikkel Blaabjerg:Det synes jeg også er helt vildt. Du havde vel ikke forventet, at du ville være så voldsomt?
Andreas:Nej, jeg tænkte bare, at det var kun Det lød selvfølgelig offentligt, så folk kunne dele det også. Men jeg har ikke regnet med, at det var så mange delinger. På første aften, der Jo, første aften, inden jeg gik I seng, fik jeg Det var også sindssygt mange. Helt hvid. Men da jeg så står op dagen efter, så er der allerede over tusind.
Andreas:Så tænker jeg: Hold da op! Det kommer godt nok rundt omkring, det her. Og der er jo folk fra Aarhus, der har skrevet og synes, det er super fedt. Ja. Det synes jeg.
Mikkel Blaabjerg:Andreas, jeg vil bare lige spørge dig her til sidst, om der er noget, du har lyst til lige at runde af med at sige, så må du meget gerne næppe, hvis der er et eller andet,
Andreas:der lige er et eller andet, der lige hvorfor? Jamen, jeg holdt jo en fødselsdag her I februar måned. Jeg har jo, som jeg sagde tidligere, ikke rigtig holdt fødselsdag kun med min familie og så med mit arbejde. Men I år har jeg leget fra SAM, hvor jeg også faktisk lavede et Facebookopslag. Ja.
Andreas:Jeg laver et Facebookopslag I januar måned. Jeg gerne vil holde en følelsesmæssigsfest. Og så, om der er nogen, der har lyst til at komme med til min fødselsdag. Der var otteogtyve, der kom til min fødselsdag.
Mikkel Blaabjerg:Det var helt vildt.
Andreas:Og det var verdens bedste aften. Fedt. Ja.
Mikkel Blaabjerg:Men det synes jeg blev sgu helt glad af at høre sådan noget, Andreas. Også fordi, at du netop gør noget aktivt for at få, hvad skal man sige, udbygge dit netværk og gøre noget ved det. Og det, der jo er så smukt ved din historie og hvilket, jeg også tror, er, som jeg sagde til dig, at rigtig mange kan identificere sig med det og deler det fordi, at det er noget, vi alle sammen føler nogle gange det her med at være ensom og så synes jo, det er fedt at se, når der er nogen, der rækker hånden ud og beder om hjælp og så I din situation, så ender det jo faktisk med, at du nu holder en fødselsdag for næsten tredive mennesker og er mere ude. Ikke, at du er I mål endnu, fordi du vil jo rigtig gerne, som du sagde, finde en kæreste fremadrettet, som du kan forhåbentlig slå det sidste søm ned og sige: Nu er jeg ikke ensom mere og ligesom har nogen, når du også kommer hjem med.
Andreas:Jo jo, lige præcis. Altså, jeg tror, at hvis jeg nu havde en kæreste, så tror jeg ikke, jeg havde været så meget ensom, som jeg var dengang sidste år.
Mikkel Blaabjerg:Det tror jeg faktisk, der var stor vold, Andreas. Andreas, jeg vil sige tusind tak, fordi du gad komme og dele din historie med os her på Hold Beadio. Det var en fornøjelse. Og jeg håber, og vi håber og ønsker det bedste for dig fremover.
Andreas:Tak skal I
Reklame for radio:'..