Subscribe
Share
Share
Embed
Naturfagsdidaktiske nuancer er din ugentlige podcast om naturfagsdidaktikkens fascinerende verden. Vi udforsker bredden og dybden af naturfaglig undervisning i grundskolen, med et kritisk og nysgerrigt blik. Hver episode tager fat på specifikke emner eller temaer, hvor vi diskuterer pædagogik, didaktik, og naturformidling med lærere, undervisere og forskere. Vi tilbyder praktiske tips, refleksioner og inspiration til at styrke din undervisningspraksis. Målet er at inspirere lærerne til nye didaktiske overvejelser i undervisningen, og bidrage til diskussionen om, hvad god undervisning er. Vær med når vi sammen udforsker, hvad undervisningen kan bidrage til for børn og unge.
Podcasten udgives af Naturcenter Amager Strand og CFU/KP
Du lytter til podcasten Naturfags Didaktiske nuancer. Podcastcasten, hvor vi dykker ned I Naturfagsdidtens fascinerende verden hver uge sammen med nye spændende gæster. Vi vil gerne give dig, der underviser I naturfag I grundskolen, tips, tricks og inspiration, der kan styrke din undervisning. Din værter er, Anette Vestergaard Nielsen og Thomas Ziegler Larsen. Velkommen til! I dag kan man næsten sige, at det skal handle om mig selv - Ikke helt.
Thomas:Men jeg har trukket Katrine Dicte Blohm op af Øresund, og Katrine arbejder også herude på naturcenteret.
Anette:Jeg ser billedet for mig.
Thomas:Og du har stået ude I vandet det meste af ugen og kigget på ålegræs. Og arbejdet meget med at bruge sanserne I undervisningen herude. Så jeg tænker, at det skal handle om hvordan vi kan få sanserne lidt I spil I vores naturfagsundervisning Det er det, det skal handle om I dag.
Anette:Og det er jo meget nemmere, når man er herude I vinden. Altså jeg var lige ude at måle vinden, og der er op til seks-syv meter I sekundet I dag, så man kan mærke det I håret. Og så stod jeg lige med mit måleapparat, fordi det skulle være præcist og nøjagtigt. Mit hår flagre rundt, så tænkte jeg. Kunne jeg bare have målt vinden med mit hår?
Katrine:Jamen, det kunne du jo godt. Ja. Der er jo masser af viden I det, vi kan sanse. Du kan godt mærke forskel på, om håret blæser meget, eller om håret blæser lidt eller om det overhovedet ikke blæser. Du kan mærke forskel på vindretningen med dit hår.
Katrine:Så der er masser af viden I sanserne uden målapparatet og til at gøre det præcist.
Anette:Hvordan taler man så om det? Når jeg ikke har tallet, hvordan kan jeg så sige: Det blæser rigtig meget eller Det blæser rigtig meget? Hvordan kan jeg tale med dig om det, når jeg kommer ind: Det er blæst I dag?
Katrine:Jamen altså, du kender jo sikkert godt det der med, at vi snakker om at cykle I modvind. Og du kommer ud og siger: Det var mega hårdt. Der var bare meget mere modvind I går. Og vi har begge to kørt den samme vej cirka eller prøvet modvind, og så kan vi snakke om: Jamen Hvordan oplevede jeg det her? I dag var det sådan, at min jakke næsten blæste af.
Katrine:I dag var det sådan, at jeg kunne næsten ikke komme fremad. Jeg kunne se på mit hår I dag, at det blæste den anden vej. Måske er vindretningen I virkeligheden nemmere at snakke om med håret end vindstyrke, men vi har måske en oplevelse af, at når det blæser som en storm eller en orkan, som jo også har et Meter i sekundet tal, jamen så står vores hår lige ud I luften. Og så I morgen står man det ikke. Og så ligger det helt fladt mod skuldrene.
Katrine:Så de her visuelle eller følelsesmæssige ting kan vi snakke om. Det er måske ikke lige så præcist som tallene, nej. Men til gengæld er det jo mega relevant og nogle helt hverdagsagtigt, som alle børn har oplevet.
Anette:Man kan vel også sige, at det der seks meter I sekundet, det er også ekstremt abstrakt.
Katrine:Det er ekstremt abstrakt, ja. Hvad er seks meter I sekundet?
Anette:Jeg synes, det var meget.
Katrine:Hvorfor synes du, det var meget?
Anette:Det var det der, ja. Fordi jeg målte over på den anden side, der var det fem. Og mellem husene var det tre. Og hvis man tænkte jeg: Okay, hvad ville man, hvis man går I tredje Klasse?
Anette:Du er sammen med tredje Klasse I dag. Er det nemmere for dem at snakke om det, der ikke er vant til alle de tal?
Katrine:Ja, altså min oplevelse er helt klart, at børnene har jo de her. Det er jo hverdagserfaringerne, vi er inde I. De har de her hverdagserfaringer, og de har ikke de her tal på. Altså de oplever ikke tal. Tal er ikke noget, vi går ud og oplever verden.
Katrine:Vi oplever ikke seks meter I sekundet. Vi oplever, at det stormer, eller vi oplever, at det er svært at cykle. Vi oplever, at vi bliver kolde. Vi oplever, at vi får vind I hård øjne, eller vi begynder at græde, fordi det blæser. Det er det, vi oplever.
Katrine:Vi oplever ikke seks meter I sekundet, og børn er meget mere umiddelbare. De snakker om det på en helt anden måde, end vi voksne gerne vil snakke om seks meter I sekundet. Ja, hvad er det? Nå, men det er hvor jeg kan sejle sig hurtigt eller
Anette:Hvad siger de? Hvad gør de? Når de sanser, hvad har I lavet I dag?
Katrine:Jamen I dag har vi været ude og undersøge ålegræs. De har kigget ned I vandet med nogle vandkikkerter, der har prøvet at lede efter det. Og de har pillet rigtig meget. De har jo siddet med hænderne I ålegræs og mærket på det. Og de kommer med sådan nogle meget hverdagsagtige beskrivelser.
Katrine:Ej, ålegræsset er meget mere ru, var der en, der sagde. Det er ligesom at røre med min fars skæg. Det tænkte jeg: Okay. Men jeg kan egentlig godt Så fik det I hånden, kunne jeg godt mærke, at der er noget, der kunne minde lidt om skægstubbe. Det kunne jeg godt fornemme, hvor tang det er slimet.
Anette:Og det kan man vel sige, at de ord var ikke kommet op, hvis du havde givet dem en lineal. Nej. Eller?
Thomas:Men jeg har måske heller ikke opdaget, at de var ro eller slimet, hvis det var på en anskuelsestavle?
Katrine:Nej. Eller en skærm. Vi har også anskuelsestavle, og den prædikerede jeg først for dem efter, at de havde siddet midt I hænderne. Og det gjorde, at de havde sådan en: Ej, det er også grønt, men det er jo ikke den der farvegrøn. Det er meget mere lysegrøn, og nogle steder har den anden farve grøn.
Katrine:Ej, jeg synes, det var mere mørke grøn. Vi får meget mere nuanceret det, når vi kommer så tæt på det, at vi sidder midt I hænderne. Og de får de her oplevelser, som de selv kobler til Far skæg eller det slimmet ligesom det slim, jeg har inde på værelset eller det føles lidt som en snegl. De får lavet nogle koblinger til noget, der allerede er I deres livsverden I stedet for at det bare bliver et billede. Det er meget sværere at koble det, vi kun ser end det, vi har igennem alle sanserne.
Anette:Og vi er vel også hurtigt til at sige, at det er et billede, der er det rigtige. Det bliver vel noget med, at det er virkeligheden, der er det rigtige, og billedet er kun et billede, hvor vi måske tit I skolen siger: Det er det, der er I bøgerne, det er det, der er på billedet. Det er rigtigt. Hvordan er det der med Hvad er egentlig virkeligt?
Thomas:Jeg tænker I virkeligheden, at der er noget sjovt her. Det der spørgsmål vil jeg I virkeligheden gerne endnu mere ind I fordi tager man ikke måske nogle af de ting med fra billederne over så de pludselig ikke kan se det I virkeligheden altså de ting, som der lige pludselig er billeder I bøgerne. Og når de så ikke er I virkeligheden er det så virkeligheden, der er med vegne med? Er det en mærkelig forståelse I virkeligheden?
Katrine:Altså man får I hvert fald på en eller anden måde et eksemplarisk billede I virkeligheden. Et godt eksempel er det her med affald I naturen hvor vi alle bliver eksponeret for alle de her billeder af indiske, strandefulde affald og gør ved I den danske natur så er der ikke noget. Vi kan ikke se det, for vi ser ikke det billede, vi er blevet mødt af, at det her er affald I naturen. Så vi får på en eller anden måde en meget snæver forståelse af, hvornår noget er det, som det skal være. Jeg ville aldrig gå til at sige, at billedet ikke er virkeligt for din virkelighed der måske er et andet sted.
Katrine:Billedet er jo også virkeligt som format. Men når vi ser affald I naturen I Danmark, ser vi noget andet end de indiske strande. Så på en eller anden måde bliver man måske distanceret, fordi vi trækker noget, der er meget langt væk fra den virkelighed, vi er I ind I undervisningen med billedet. Men det
Anette:er vel også det, vi kalder det firkantede natursyn. Fordi der er jo nogen, der tager billedet. Ja. Der er jo nogen, der tager filmen. Der er nogen, der skriver teksten.
Anette:Og de vil jo have et eller andet frem. Ja. Så det bliver jo både karikeret og virkelighedfjernt. Og der siger du: Vi skal have virkeligheden ind.
Katrine:Vi skal have den virkelighed, der er lige her. Du sagde, at det er nemt at komme op af Øresund herude, fordi der er vind I håret, og vi står herude på Amager Strand. Der er rigtig meget af det, vi vil kalde natur autentisk, autentisk natur lige udenfor vores vindue. Men det er der altså også, når du sidder inde på Nørrebro og kigger ud af vinduet. Der står et træ.
Katrine:Det visner fuldstændig ligesom, at planterne visner herude. Der en bænkebider I den bænk, der står nede I skolegården fuldstændig ligesom vi har bænkebider I træstamme herude. Det er rigtigt, at deres miljø måske er det, vi vil kalde, mindre naturligt. Men det er der jo. Virkeligheden er der lige udenfor.
Katrine:Vi har også sølvfisk på skolerne. Det er altså også et dyr, vi kunne undersøge indendørs. Vi har masser af virkelighed, fordi der er en virkelighed alle vegne.
Anette:Man skal bare finde den eller lede efter den. Er der på et tidspunkt, man bliver træt af virkeligheden? Er der et eller andet, hvor man siger: Okay, bænkebidereder igen. Vi havde også bænkebidereder I første, vi havde det også I to. Og nu kommer de igen.
Anette:Bænkebidereder igen. Er der et eller andet, hvor man kan sige: Nu har vi fundet den der bænkebidereder nogle gange. Hvad skal vi så?
Katrine:Jo ældre de bliver, jo længere væk kan de jo tage. Jo nemmere bliver det at rejse med dem, og så bliver de jo nemt at tage herud. Måske skulle man fokusere på skolegården, når man går I nul. Klasse den virkelighed, som er deres dagligdag. Fordi det er der, de har et sprog om det I forvejen og kan bygge videre.
Katrine:Og når du så tager sådan et sted her, så har vi det her transferproblem. Det kender alle til
Anette:at Jamen,
Katrine:der er det her problem med, at når vi tager noget, vi har lært sted og flytter dig over I en helt anden kontekst så kan der blive en: Det hænger ikke helt sammen med det, jeg vidste I forvejen. Så det bliver en ny kasse, forestiller os nogle kasser, man opbevarer sin viden I. Så har vi den viden, der er I skolegården. Den lægger jeg I den her kasse. Og så tager jeg den viden, jeg har fået herude på Amager Strand.
Katrine:Det lægger I en anden kasse.
Anette:Og det har intet med hinanden at gøre.
Katrine:Det kan være viden med bænkebider. Begge dele, som så aldrig bliver koblet, fordi låget bliver lagt på kassen og sagt: Det hører til den her virkelighed og den her virkelighed. Hvis man bliver meget bedre til at snakke om hverdagssprogdet og det sprogbrug, der er I det enkelte barns virkelighed Det kan være vildt svært at forestille sig, hvor lang Jylland er væk, når du går I nul. Klasse. Det er meget nemmere, når du går I tre.
Katrine:Klasse. Meget nemmere, når du går I seks. Så bliver det mere naturligt at inddrage de virkelighed, der er langt væk, jo ældre du bliver. Og så er du måske jeg vil ikke love du ude over transfersproblemer men du kan koble det bedre, jo ældre du bliver. Så på den måde kan jeg sige ja, så er det bænkebien igen.
Katrine:Men det er jo herude, det giver mening at snakke om bænkebien af familien med regn, kraften, hummeren og krabben. Og så får du udvidet dit perspektiv på bænkebideren.
Anette:Men nu siger du, at eksemplarisk møder de bingbideren mange gange. Og hvad er det for en krebsdyr? Kapdyr. Og det møder de så på forskellige måder. Men hvis man aldrig er blevet undervist I krebsdyr eller I forskellige dyr starter man så også bare med bingbiderne ude I skolegården Hvad tænker du, Thomas?
Anette:Jeg kan se, du tænker. Du knager.
Thomas:Jeg synes jo, at man skal starte med de ting, der ligger lige for. Altså herude, der starter vi med de ting som ligger ligefor. Vi laver ikke undervisningen, som vi ikke kan gå direkte ud og finde ude I den virkelighed som vi lige er blevet enige om at der var virkelighed alle mulige steder men den virkelighed vi har herude der er det jo den vi tager udgangspunkt I. Så man kan sige: Jeg har det ikke sådan, at man kun skal være det ene sted eller kun skal være det andet sted. Men jeg har et eller andet med, at hvis man går på en eller anden Københavns Kommuneskole så selvfølgelig skal du kende den virkelighed, der er lige udenfor døren.
Thomas:Og opleve også det natur og de fænomener som du kan finde lige derude. Annette og jeg arbejdede sammen ude på Uldslev Skole. For mange år siden havde jeg en fast ting jeg gjorde hvert år. Det var at løfte børnene hen over hegnet indtil der var en levende hegn, man ikke måtte gå ind I fordi så trådte man de små, nye Nu
Anette:var det dig, der gjorde det?
Thomas:Man trådte de små, nye træer ned så de knækkede Da jeg gjorde det, var de træer 10-femten år gamle. Man kunne ikke træde dem ned. Men der var stadig et hegn. Så løftede vi børnene over en gang om året for at undersøge den virkelighed der var lige bagved hegnet. Og der har jeg sådan Man må opdage de der små ting man faktisk kan finde lige uden for døren.
Thomas:Et andet godt eksempel, jeg har fra vores og det er så ikke så skole-agtigt men en af vores kolleger var ude I en daginstitution og de skulle undersøge naturen I nærheden af den og de pædagoger, som skulle gøre det sammen med var sådan: Jeg har aldrig nogensinde tænkt over, at der stod tre lige uden for lågen. Og de har gået og kigget på det hver dag men de har aldrig taget det med ind I deres dagligdag. Og lige pludselig blev det en ting, som skulle vende tilbage til det at træne. Så jeg synes jo, at man skal langt hen ad vejen er mig enig med Kathrine at være nødt til at starte I noget nært og så udvide verden.
Anette:Men det var det, jeg står og tænker på: At da du løftede børn over hegnet der gik jeg på skolebiblioteket og satte bøger på plads.
Katrine:Det kan
Thomas:man blive ved med.
Anette:Ja, det kan man. Men der var også bøger om bænkeider, og der var også bøger om træer. Altså egetræ, der står. Eller det er det jo ikke. Det er jo alt muligt andet poptræ, der står uden for.
Anette:Og så ordner jeg iPads. Så der er jo det der billedmateriale. Kan det slet ikke bruges til noget? Eller hvordan kan vi bruge de erfaringer, vi har med vores sanser I forhold til alle de læremidler, der også er?
Katrine:Altså, der tænker jeg, at det er en måde at fastholde det på. Når jeg har skoleklasser herude, så beder jeg ret ofte lærerne om at tage billeder af tingene til at tage dem med hjem. Altså den her Tag med hjem tanke I at fastholde noget af den viden, du har fået herude og det sted, der er herude, når du har set det. Det er altså de færreste elever, der har været nede og se affaldssbaven I Indien. Det er de færreste elever, der har været ved den jyske vestkyst, når du sidder på en Købehavn.
Katrine:Det giver rigtig god mening at lære om det I min verden når man har set det, og tage det med hjem og så tage billedmaterialet til en udvidet hukommelse eller det her fælles tredje vi kan snakke om som den fælles hukommelse og huske.
Thomas:Ja, og man kan sige, det blev ikke en fælles hukommelse hvis det bare er læreren, der har været ude og tage et billede og så kommer jeg hjem og viser at jeg har været på stranden. Det var super dejligt. Jeg var ude I vandet og oplever et minut. Og jeg tog ålegræs græs op og sådan noget. Nu skal I se nogle billeder af det.
Thomas:For I får ikke lov til selv at komme ud og opleve det.
Anette:Men det var jo også det, som Rudrethe, der var herinde. Det der med at fastholde oplevelserne. Og du siger, at det her er oplevelser, det er jo ikke bare det, vi skal se det. Nej, men også elever. Skal man smage på pakken?
Anette:Hvor meget en sanser skal jeg have? Jo, vi spil her.
Katrine:Alder de fleste. Jo flere du kan få på, jo bedre er min optik. Hvordan lugter det? Vi har snakket enormt meget om, hvordan det her opskyllet ålegræs. Vi har snakket enormt om, hvordan det føles.
Katrine:Vi har haft lidt problemer med forurenet vand, så vi har ikke smagt på det. Men Hvordan er det egentlig at putte I mund? Det har været I mange elever, der har haft det bud om, at vi måske kunne spise det her ålegræs. Masser af dyr, der spiser græs, kunne vi også spise det her, kunne vi gøre det. Jeg vil have sagt smag på det.
Katrine:Smager det godt? Er det noget, du kunne tænke at bruge I stedet for at vise spise au tang? Er det noget, du kunne tænke dig at spise I stedet for salat?
Anette:Hvorfor er det nødvendigt med så mange sanser? Er det ikke bare nok at røre?
Katrine:Altså, vi kunne starte med at røre, vil jeg sige.
Anette:Er der nogen børn, der ikke vil røre ved det? Ja,
Katrine:det er virkeligheden er jo, at rigtig mange børn primært bruger synHansen. Vi ser på en iPad hele tiden. Vi ser på en skærm hele tiden. Vi ser en bog hele tiden. Vi ser, vi ser, vi ser, vi ser.
Katrine:Vi skal ses os for hele tiden. Og I det øjeblik, jeg beder dem om at stikke hænderne ned. Altså jeg har eksperimenteret herude I det her den sidste uge, har jeg eksperimenteret med, hvad der sker I undervisningen, når jeg beder dem om at røre ved ålegræs og ikke giver dem et redskab at røre det med. Den første dag gav vi dem en lille rive, de kunne løfte ålegræs med. Hold da op!
Katrine:De fik samlet meget ålegræs sammenlignet med dag to, hvor jeg fjernede rivende fra undervisningen. Sammen med skoleparallklassen kommer herud. De tager jo fingrene ud og siger: I skal have fingrene I dag. De to kun tredje ikke.
Anette:Men er det vigtigt, at de tager meget, eller er det vigtigt, at de får en anden sanseoplevelse?
Katrine:Altså, der er jo nogen, der ikke er kommet hjem med sanseoplevelsen, fordi de simpelthen sætter sig på halen og siger: Jeg vil ikke røre ved det. Det er ulækkert. Og der er min tanke: Er naturligt ulækkert?
Anette:Hvem har I lært dig,
Katrine:at det her skulle være ulækkert?
Anette:Hvad siger du sådan, når de siger sådan? Hvad
Katrine:skal man gå. For synes du, det er ulækkert. Ja. Så kommer man hjem, at det er fordi, det lugter. Okay, hvad lugter det ikke?
Katrine:Så begynder vi om den sanseoplevelse. Nå, det er fordi, det lugter. Tænker jeg, det er ulækkerækker, fordi det lugter. Okay. Hvad lugter det af?
Katrine:Det lugter lidt af en dårlig madpakke. Ja? Det er fordi Så kan vi snakke om rødderne til, at det er faktisk det, der sker det her opskyldet ålegræs. Så der bruger man en sanseoplevelse som indgangsvinkel til at folde naturen ud. At vi har et ålegræs, der er forrådner.
Katrine:Hvis du havde en rådden madpakke, hvad ville du så gøre? Så ville jeg tømme den. Hey. Ville du tage det ud? Ja, det ville 11 nok.
Katrine:Vi skulle bruge med I kanten genagen efter. Er det så værd at røre ved en rådden elevpostej end at røre ved rådden tang? Er det
Anette:sådan noget med, når de har været ude at røre ved tang? Dem, der nu kan og tør Jeg oplever det også med en bænkebider. Altså vel og med din kakerlakker engang. Det var også lidt svært for mig.
Thomas:Skulle lige vente til.
Katrine:Ja,
Anette:det var noget valg. Men den sanseoplevelse. Er det en, du tager med ind, eller er I kun ude ved stranden, så I bliver I det autentiske miljø? Hvad gør man så, når man kommer ind? Skal man så genkalde den og sige: Er der andre, der synes, det er lugtede af forrådnelse?
Anette:Vi har
Katrine:taget selve ålegræsen med ind I lokalet, Og der har været et ramaskrig, der har hældt lyd på gulvet. Er det ikke ulækkert, der bliver beskidt? Ja, så gør jeg rent. Altså, vi snakker meget om det her med: Hvad gør jeg med den her ulækre natur? Som lugter, og der kommer til at lugte ind.
Katrine:Vi kan åbne vinduerne. På den måde har vi genkalde det. Vi har ikke sådan sanseoplevelser er meget personlig. Altså det er ikke alle, der har oplevelsen af, at det lugter grimt. Det er ikke alle, der har oplevelsen af, at det var rost eller lignende eller sådan noget.
Katrine:Så på den måde så er det for mig vigtigt I den enkelte sanseoplevelse, at det er noget, vi snakker om ude I det autentiske. Og så tager vi det ind og siger: Der er jo ikke noget galt I, at man synes, det er ulækkert. Er der ikke noget galt I, at det bliver beskidt og klistret sådan noget.
Anette:Ned. Så man anerkender en eller anden. Det er personligt. Det bliver enormt personligt. Ved at du siger det, som du gør, så anerkender du faktisk, at den følelse, den sansning, de har, er okay?
Anette:Den er
Katrine:helt okay. Mit yndlingsseksempel er, at vi har et fugleforløb, hvor vi arbejder med døde inder. Og jeg er rædselslagen for Annefugle. Det er et forfærdeligt job. Jeg siger det ikke til.
Katrine:Det siger jeg ikke,
Anette:det Men jeg er rassslagen
Katrine:for alle fugle. Det første år, jeg var herude, det var virkelig hårdt for mig at skulle sætte de her døde fugle ud af fryseren og stå med den her døde an I hånden. Og når der så kommer børn til mig, jeg kan jo mærke, at det bliver meget nemmere for mig at være I hele den her Ej, jeg synes faktisk, den er lidt ulækker. Jeg synes, det er lidt skræmmende. Også skal jeg virkelig røre ved det der døde!
Katrine:Sådan havde jeg det også engang. Og ved du hvad? Jeg kan den godt. De oplever det her mod. De oplever den her overvindelse af, at jeg kan godt, fordi naturvidenskab er sgu lidt ulækkert.
Anette:Kan du godt? Kan det godt nu, eller er det bare en maske, du tager på?
Katrine:Altså, jeg er stadigvæk en rædsel. Jeg synes ikke, Anne fulde er fed. Jeg er meget bedre til det den dag I dag, end jeg var for fem år siden, da jeg startede herude. Det er meget nemmere for mig. Det er ikke sådan med at hælde dem ud af fryseren sådan: Nu tager jeg bare fat I dem.
Katrine:Men det er stadigvæk ikke noget, jeg synes er fedt.
Anette:Men det er vel også lærer til lærer, at når der er nogen, der kigger, så kan vi ikke lade være.
Katrine:Nej præcis. Altså jeg bliver nødt til at være eksemplar. Jeg bliver nødt til at stå det overfor eleverne at sige: For mig er det især nippet og skræmmende.
Thomas:Ja, af en eller anden grund. Ingen forstår det. Alle tænker på det.
Katrine:Men jeg kan jo sagtens sidde der og stikke fingeren ind, når eleverne er der. Det tror jeg ikke, jeg ville gøre, når de er gået igen. Så er jeg stadigvæk lidt distanceret frem, kan jeg godt mærke. Men naturvidenskab er jo det her lidt ulækkert fingrene ned I bolledejen, hvis man kan sige det sådan. Det er ikke lækkert.
Katrine:Rigtig meget af det, vi har ved fra naturvidenskaben kommer jo, jeg skærer alt muligt underligt halvfer derud op og er tænkt rådne I hundrede år, og jeg ved ikke hvad. Det lidt ulækkert. Det skal vi jo lære, hvis vi skal lære at lave naturvidenskab. Skal vi lære at blive lidt beskidte og lidt mudrede og lidt snavsede, og vi bare vasker os igen bagefter.
Anette:Men jeg hører også, at du siger, at hvis vi som lærer har et eller andet, så kan vi godt overvinde det. Vi skal
Katrine:I hvert fald ikke lade være med det.
Anette:Men det er vel også okay at italesætte det, når vi har nogle barrierer. Ligesom børnene også kan have nogle barrierer, men at de barrierer kan overvindes.
Katrine:Ja, og jeg tror I virkeligheden, at fordi jeg anerkender deres subjektive oplevelse, så kan jeg meget bedre spejle sig I mine subjektive oplevelser. Altså give lidt af mig, så giver de meget mere af sig selv. I stedet for at jeg bliver et eller andet Det med at fjerne det eksemplar! Jeg skal heller ikke være billedet på, at man kan alt, vel? Jeg skal ikke være billedet af den indiske strand, som de aldrig kom ud at finde med mindre de betaler fly I den.
Katrine:Jeg skal også bare være mig.
Anette:Hvilke undersøgelser laver I, når nu I har været ude at finde ålegræs? Fordi jeg sagde det her: Får de ikke et målebånd, I kan se. Men det gør de ikke, eller hvad?
Katrine:Nej. Jeg kører efter så få redskab mig som muligt.
Anette:Hvad betyder det?
Thomas:Det kunne jeg også godt tænke mig at dykke lidt ned I. Det der med sådan: Hvordan skal man forholde? Fordi man kan vel Gud købe sig fattig.
Anette:Jeg elsker dimser.
Thomas:Man kan vel Gud købe sig. Man kan købe sig fattig I demser.
Anette:Ja, det er fantastisk.
Katrine:Men naturen er der uden demserne.
Thomas:Nogen gange har man bare et depotfyldt af dimser, som var en rigtig god ide.
Anette:Som børnene ikke forstår.
Thomas:Ja, og som jo er tør for batteri. Og skal opdateres.
Anette:Jeg kan huske engang, at det blev nævnt, at vi skulle alle sammen købe dataloggere. Det kom til at stå I et fælles mål. Og så købte vi datalogger, de ikke er blevet brugt. Hvad tænker du?
Katrine:Jeg tænker, at alt det her udstyr gør, det er, at det distancerer også fra naturen. Det er jo et mellemled mellem mig og naturen I min verden. Jeg kan jo godt se med mine øjne uden at have en lup. Jeg kan godt mærke med mine hænder, om noget er stort eller spot. Jeg har en eller anden form for dømmekraft I mig, som jo er erfaringsbaseret.
Katrine:Men jeg har altså en dømmekraft uden linalen eller målebåndet, eller whatever jeg har brug til at måle med. Så start med at tage naturen og sige: Jeg vil gerne se det her. Og hvad er nødvendigt? Jeg har været I vandet I denne uge. Jeg må ikke gå ud og bade med dem.
Katrine:Jeg er ikke livredder. Det har været nødvendigt for mig at give dem bedre såvelingsvest på. Det var nogle redskaber, jeg blev nødt til at introducere, fordi jeg har ikke en mulighed for andet. Okay. Godt.
Katrine:Det er også koldt. Det er også koldt.
Anette:Kan du se forskel på ålegræs og ålegræs? Altså? Odde
Katrine:og ålegræs?
Anette:Ja, med farven. Om det er gammelt, om det er slidt, om det er skyllet op, om det stadigvæk gror. Jeg ved ingenting om ålegræs. Nej. Den erfaring, du har, er det noget, du tager med ud, når du kommer ud til børnene og fortæller om det?
Katrine:Vi har startet med at sende en video, de har set, og så har vi snakket om, hvad de fik ud af den her video. Der er nogen, der ved meget mere om muligt end mig, der har forklaret. Der har været en basisviden for, at de kunne lave denne her undersøgelse. De er blevet imponeret for enormt mange billeder af ålegræs, og så er de I virkeligheden blevet bedt om at samle det op. Og tage med op og sige: Okay.
Katrine:Det her kunne måske være ålegræs. De har fundet enormt meget dren I den her U. Det kunne måske være ålegræs, der var ved at visne. Vi har fundet ud af, at ålegræs er grønt, men det er en plante, så det visner, det bliver brugt, når det visner. Det her kunne godt være visne udgang.
Katrine:Tager dem mere op. Nej Nej Så har vi nogle bestemestuen. Det var et redskab, jeg introducerede for at hjælpe dem I deres at finde ud af, om det er det ene eller det andet, de ser.
Thomas:Så bestemstuo blev en nødvendig teknologi.
Anette:For at kategorisere.
Katrine:For at kategorisere på den her
Anette:årstid tid.
Katrine:Det havde måske faktisk set anderledes ud, om jeg havde behø den teknologi, hvis jeg havde stået her I august måned. Der sidder otte-klassen noget grønt.
Anette:Bruger du så ordet kategorisering, eller skal de bare finde ud af, hvad det er?
Katrine:Jeg prøver altså til det niveau, jeg under de tre. Klasser siger: Find ud af, hvad det er. Fags råd er jo svært. At finde ud af er lige så rigtigt at sige, som man siger kategorisere. Så I min verden skal man bare sige: Find ud af, fordi de forstår de fleste børn.
Katrine:Vi skal finde ud af, hvem det er, eller hvad det er, vi finder derude. Så kan vi, når de engang har lært det ud, lære dig at kategorisere prop ordet kategorisere på. Men det er kompetencen at kategorisere. De skal lære om vi kalder det fine udad, kategorisere og så til over whatever. Det er ikke så vigtigt.
Katrine:Det er vigtigt, at de lærer at gøre det.
Anette:Og så kan de termer komme på på det her tidspunkt.
Katrine:De søde udskinger er, når de har behov for, at de kan sige kategorisere til farveprøven. Lær dem det!
Anette:Da vi mødtes for et stykke tid siden, og du sagde: Jeg bruger ikke nogen teknologier, og så tænkte jeg: Jeg skal lige finde ud af, hvad hun mener med teknologi. Og det er både digitalt og analogt. Og så tænkte jeg: Jeg Jeg tør vide på, at vi er fuldstændig enige, selvom jeg er galtis-afhængig. Fordi du har jo sagt 'Bstemelsesdu'. Der er også nogle remedier,
Katrine:der gik ned. Vi har et problem med dig.
Anette:Der er jo beskyttelsesdragter. Men der er også kameraet, som gør, at vi fastholder oplevelsen. Ja. Så vi har jo alle de der Men det der med at
Katrine:jeg er enormt reflekteret over, hvornår jeg bruger dem, og hvorfor jeg bruger dem.
Anette:Jeg kan godt lide, at du siger det der med, at det bliver en distance mellem det faglige felt og så mig som lærende person. Både som den, jeg lærer nogen noget, men også for eleverne, at det bliver linealalen, der er vigtig og ikke det tank, vi faktisk arbejder med.
Katrine:Vi så det her for et par uger siden, da vi havde messeeksperimentet. At vi skulle ud og måle det her hundred meter område op. Jeg tror, vi alle sammen havde tænkt mig og Jens, der havde været planlagt, at det var da en god ide at undlade måtte måle op. Helt ærligt, de kommer I tre. Klasse.
Katrine:De kan godt finde ud af, hvad en meter er. Sindssygt. De ved jo ikke, hvad meter er. Og lige pludselig handler en massementer, der har målt op. Frem om affald I naturen.
Katrine:Og det synes jeg var en ærgerlig vinkel at få på det ved, at det blev vigtigt, at I forstod den her teknologi.
Anette:Og det har den der med affald I naturen. Man ser jo også nu stod jeg bare på fjernsynet, ikke? Men så ser man jo, at de har handsker på, og de har sådan en gra, og så har de orange vest. Vi
Katrine:diskuterede faktisk det, der gribes os ret meget om vi skulle bruge dem I leg. Og mig og Jens var heldig at have parallel første dag. Og Jens tager gribes med. Jeg siger: No Fangs. Det gider jeg ikke!
Katrine:Fordi jeg har oplevelsen af, at de leder efter noget andet. De leder efter det, de kan grappe, og så bliver det mere end leg. Udstyret bliver sjovere I en opgave. Og det var helt tydeligt, at mine elever havde samlet to hundred og seksogfirs cigaret op han sad samlet seksoghalvfjerds, og vi havde det ikke lige ved siden af hinanden. Altså det svært at tage.
Katrine:Så sprang de det over, fordi de havde den her: Jeg kunne ikke få det med den her. Det var jo den, jeg skulle bruge. Det blev teknologien grabon, der blev vigtig for opgaven og ikke det samme affald op. Så kommer der en fejlkilde I vores undersøgelse. Altså vi fik ikke samlet affald op.
Anette:Bare vi er bevidste om fejlkinen, så kan det jo ikke noget, det hele er fuldstændig for forkert.
Katrine:Det kan godt være, men vi kunne jo I virkeligheden have fået et meget mere præcist datasæt ved at fjerne det her lag. Så I virkeligheden er det ikke så meget, om man bruger psykologi eller ej. Det er mere vigtigt, at man tænker over, hvordan det påvirker. Hvad gør det ved min undervisning? Hvad gør det for den læring, der er mulighed for?
Katrine:Og jeg tror for mig er det helt essentielt, at virkeligheden jo er, at rigtig mange børn bliver skånet for enormt mange sanseoplevelser. De bliver skånet for alt, der er ulækkert, hårdt, vådt, koldt,
Anette:vej Og det behøver de ikke.
Katrine:Og det behøver de ikke. Det er jo der, Tycho Brahe sad og uden radioaktivt aktivt materiale for at finde ud af, hvad det gjorde. Det gjorde Marie også. Ja,
Anette:jeg tænker, at det, du siger, det er: At teknologier er godt, men kun som et nødvendige tilvalg.
Katrine:Kun som et nødvendigt tilvalg. Det skal være et tilvalg. Det skal ikke være det, vi baserer vores undervisning på.
Thomas:Så hvis ikke vi kan bygge alt vores undervisning op omkring dataloggere og iPads og alle mulige andre teknologier. Hvad er det så, vi skal putte ind I undervisningen I stedet for?
Katrine:Naturen.
Katrine:Tak til dig, der lyttede ned på dagens episode. Er du nysgerrig på mere, kan du nede I showrooms finde de relevante referencer, vi har talt om I dag. Podcastcasten er produceret af Naturcenter Amager Strand. Og din vært der var, Anette Vestergaard Nielsen fra CFU og mig, Thomas Ziegler Larsen